En takketekst til min hest.. {{forumTopicSubject}}

I forbindelse med en stil, hvor vi skal skrive et "brev" til en person vi holder meget af, har jeg skrevet dette. Meget er det kan lydde som noget underligt noget, men det kommer fra mit hjerte, og jeg forstår det sikkert bedst selv. Jeg vil gerne have i læser det, og evt. skriver en kommentar til det. Tak.


Kære elskede Blossi:
Nu har vi to været sammen i mere end et år. Det har været en lang og besværlig proces, som har kostet meget af mine føleser, på både godt og ondt.
Du er virkelig verdens bedste, det kan jeg slet ikke komme udenom.
Da jeg fik dig i fødselsdagsgave af mine højtelskede forældre, var jeg virkelig bare lammet, både af glæde og forventning. Jeg havde jo kendt dig i et stykke tid, og havde på ingen måde forventet at få dig! Dog var det ikke en dans på roser, du var besværlig, og da jeg gik ind til dig i boksen maste du mig. Du var ikke den hest som jeg kendte, men kendte jeg dig overhovedet? Jeg blev meget ked af det, var du virkelig min drømmehest? Ikke på dét tidspunkt.
Jeg begyndte at fortryde jeg fik dig. Det nyttede jo ikke at jeg blev ked af det hver gang, jeg gik fra dig. Det hele var et stort spørgsmål.
Nu hvor jeg er så følsom som jeg er, har det været noget af en udfordring. Jeg kunne jo ikke klare det. Jeg kunne ikke klare at have en hest, som ikke elskede mig?
Men da du kom hjem til mig at stå, gik det meget bedre. Vi fik et lille venskab, men det var ikke noget at prale af.
Når jeg kom hjem fra skole, og det hele bare gik af lort til, gik jeg jo ind til dig. Men du gik jo bare væk. Det var ikke det jeg ønskede, slet ikke. Men da jeg begyndte at træne på hestens præmisser – dine præmisser, gik det straks meget bedre. Selvom det nogle gange kunne ende af lort til, vidste jeg at jeg elskede dig. Men ikke så højt som jeg gør nu, langt fra. For dér elskede du ikke mig.
Jeg kunne altså ikke holde til det, jeg kunne ikke holde til at sidde og græde over du ikke elskede mig, jeg måtte have hjælp.
Det fik jeg, hjælp til at hjælpe dig. Grunden til du ikke elskede mig var min, jeg havde jo ikke gjort noget som fik dig til at elske mig. Jeg var ”madmor”, det vil jeg ikke være. Blot den der elsker dig, og giver dig mad, men ikke kun det ene, det er for langt ude. Det er ikke kærlighed på ægte vis.
Jeg måtte jo arbejde for dig, og det har jeg gjort. Men jeg synes ikke at det hjalp? Jeg gav jo op, det gør jeg jo. Med mine lave selvtillid, og at jeg ikke tror jeg kan noget, hjalp det jo ikke at du ikke elskede mig.
Men nu elsker vi hinanden, det gør vi. Jeg ved ikke hvordan eller hvorfor det er sket, det er bare sket. Du er min og jeg er din. Selvom vi har vores nedture, forlader vi ikke hinanden som vi gjorde før. Det er en fed fornemmelse, det er det virkelig.
Du holder mig virkelig oppe, det er din skyld når jeg har det godt, og det er også sommetider din skyld jeg har det skidt, for jeg er bekymret for dig. Du er virkelig mit et og alt, og der er aldrig nogen sinde nogle der vil kunne forstå vores tætte forhold.
Jeg har kun haft dig et år, og vi lærer stadig af hinanden, det vil vi altid gøre.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre når du engang ikke er her mere? Du er virkelig alt for mig Blossi, alt! Du holder mig oppe, ikke fordi jeg har det skidt. Men jeg har en lav selvtillid, det har jeg virkelig. Og nogle af de latterlige, såkaldte ”venner” jeg har, gør det ikke bedre.
Det er kun i dit nærvær jeg har det godt, at jeg har det trygt. Selvom mit store temperament, og dit for den sags skyld, kan gøre os uvenner, bliver vi altid venner igen. Jeg elsker dig virkelig, det gør jeg.