Tilmeldt:
12. maj 2007 Følger: 125 Følgere: 204 Heste: 8 Emner: 220 Svar: 1.122
Før du køber Hund {{forumTopicSubject}}
Hvilken type hund passer til dig?
Stor eller lille hund?
Stadigt flere mennesker vælger en lille hund frem for en stor. Små hunde giver dog ikke færre problemer med deres adfærd end store hunde, og du bør være opmærksom på, at en lille hund har lige så stort behov for opdragelse som en stor. En stor hund kan dog, alene i kraft af sin størrelse, være sværere at håndtere end en lille hund. Udgifterne til foder vokser naturligvis også i takt med hundens størrelse.
Hundens størrelse bør også i nogen grad afhænge af, hvordan du bor. Hvis du bor i lejlighed og skal gå på mange trapper hver dag, er det uhensigtsmæssigt at vælge en meget stor og tung race, da det vil være belastende for hundens knogler og muskler at gå på trapper, før den er fuldt fysisk udviklet. Det vil også være belastende for dig at skulle bære en hund af en større race.
Hvis du ikke har bil og færdes på cykel, i tog eller bus, kan det være en fordel at købe en mindre race, der måske endda kan sidde i en taske, og som må medbringes i offentlige transportmidler i byerne.
Tæve eller hanhund?
Hos de fleste racer ser man forskelle mellem kønnene. Hanhunden er som regel større og stærkere end tæven. Generelt kan hanhunde have sværere ved at indordne sig i familien og acceptere, at familiens medlemmer bestemmer over den. Desuden er de oftere aggressive over for andre hunde af deres eget køn samt over for fremmede mennesker end hunhunde. Tæver kan dog også optræde aggressivt – specielt over for andre tæver. Endvidere har tæver en større tilbøjelighed til at være nervøse end hanhunde. Både aggressionsproblemer og problemer med nervøsitet kan dog i de fleste tilfælde undgås, hvis hunden håndteres korrekt. Du skal desuden være opmærksom på, at hunhunde kommer i løbetid to gange om året (af ca. tre ugers varighed). Tæver og hanhunde kan stort set opnå de samme resultater i træningssammenhæng.
Vælg den rigtige hvalp i kuldet
Der kan være stor forskel på hvalpene i et kuld. Det kan du få et indtryk af, dels ved at iagttage hvalpenes adfærd, når de er sammen, dels ved at se, hvordan de enkelte hvalpe reagerer, når du vil i kontakt med dem. Nogle hvalpe kan være tilbageholdende eller sky, mens andre er meget aktive, nysgerrige og pågående. Begge typer hvalpe kan blive gode familiehunde, hvis de bliver behandlet rigtigt. Hvis du ikke har haft hund før, bør du dog vælge en hvalp, som ”ligger mellem” disse typer. Det vil sige en hvalp, der gerne vil lege med sine kuldsøskende, men ikke hele tiden forsøger at dominere dem. Den skal nysgerrigt undersøge omgivelserne, hvis den bliver sat et sted, som den ikke kender. Desuden bør hvalpen ikke reagere ved at fare sammen ved pludselige bevægelser eller lyde af moderat styrke. Og hvalpen skal glad komme dig i møde, hvis du opfordrer til kontakt, men den skal være rolig og ikke vedholdende, hvis du venligt afviser den. Hvis du kender nogen, som har stor forstand på hunde, bør du desuden tage ham eller hende med ud til købsstedet for at hjælpe dig med at finde den rigtige hvalp.
Racehund eller blanding?
Blandingshunde: Alle hunde er skønne, uanset om det er race- eller blandingshunde. Hunde af blandingsrace kan være lige så gode familiehunde som racehunde. Det er dog sværere at forudsige, hvordan en blandingshund kommer til at udvikle sig – især hvis man ikke kender begge forældredyrene. Denne usikkerhed gælder ikke kun hundens størrelse og udseende, men også dens mentale egenskaber. Man bør derfor være opmærksom på, hvilke racer som indgår i blandingshunden. Særlige karaktertræk fra disse racer kan slå igennem i forskellige kombinationer hos de enkelte hvalpe i et kuld – eventuelt på et senere tidspunkt i hundens liv. Specielt skal man være opmærksom på, om der i blandingen indgår racer med særligt udprægede karaktertræk, som kan være uheldige, hvis de kombineres med visse andre egenskaber. Et eksempel på dette kan være et tilfælde, hvor voldsomt temperament, som ses hos visse terriere, kombineres med stor fysisk styrke, eller hvis tendens til nervøsitet, der bl.a. ses hos collie, kombineres med stærk tendens til vagtsomhed.
Racerene hunde: Ved opdræt af racehunde har man lagt vægt på bestemte egenskaber hos de enkelte racer. Det betyder, at man generelt kan være mere sikker på, hvilke egenskaber hunden har, når man vælger en racehund frem for en blandingshund. Dette skal du tænke på, hvis du har bestemte forventninger til hundens egenskaber – f.eks. hvis du skal anvende den til et bestemt formål.
Købsprisen er som oftest lavere for en blandingshund, men da anskaffelsesprisen af en hund er lille i forhold til, hvad det koster at holde hund, bør dette ikke være et tungtvejende argument hverken for eller imod.
Kh Marina
Der er endnu ikke skrevet kommentarer
Før du køber Hund
Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside