BID !!!!! {{forumTopicSubject}}

Bid
Biddet er et hjælpemiddel, der er beregnet til at styre hesten med, men ganske ofte ses det anvendt som tvangsmiddel, fordi det er for skarpt og bliver anvendt alt for hårdt. Groft sagt kan man sige, at jo dårligere rytter eller kusk, man er, jo hårdere bid bruger man.
Biddets funktion er at udøve et tryk, som hesten lærer at reagere på. Jo mere kontakt, der er mellem bid og hånd (hesten går på biddet), jo mindre tryk skal der til, før hesten reagerer, som du ønsker.

Du må endelig ikke tro, at jo hårdere du tager i tøjlen, jo bedre reagerer hesten - tværtimod. For når du tager hårdt fat, påfører du hesten smerte, og hestens naturlige reaktion på smerte er at forsøge at flygte - dvs. "den går hårdt på biddet".

Der har altid været diskussioner om, hvilke bid, der var bedst, og samlet kan siges, at det bedste bid er det bid, der passer bedst til den enkelte hests mund. Det vil sige, at længden og tykkelsen på biddet skal passe skal passe til dimensionerne af hestens mund. Undersøgelser viser, at biddet (afstanden mellem bidringene) bør være 1-1,5 cm bredere end munden (afstanden mellem mundvigene), for at biddet ikke skal nive hesten i læberne.

Hvilken type bid (1, 2 eller 3 led), der skal anvendes, afhænger af, hvad den enkelte hest føler er mest komfortabelt.

Tykkelse
Jo tykkere biddet er, jo støre område fordeles trykket på, og jo blødere virker biddet. Imidlertid viser nye undersøgelser, at dette ikke altid passer, fordi nogle heste simpelthen har for små munde til et tykt bid og derfor føler sig bedre tilpas med et, der er tyndere. Det samme gør sig gældende for heste med en stor tunge. En tommelfingerregel er, at der skal være plads til en finger både over og under tungen, hvis man skiller læberne ad og stikker hånden ind i laden, hvor biddet sidder.
Trensen
Der har altid været diskussion om, hvor hårdt trensen skal være spændt, men her gælder det igen, at den ikke må være spændt så meget, at biddet generer konstant. Trensen skal være så stram, at der fremkommer en lille rynke i hver mundvig, men ikke så stram, at hesten "smiler".
Advarselslamper
Hvis biddet generer hesten, tænder den advarselslamperne f. eks. ved at:
gå over eller under biddet eller gå med åben mund
den ikke reagerer på tøjlen eller river tøjlen ud af hånden på rytteren
gnave på biddet eller bide hårdt sammen og blive inaktiv
munden ikke skummer eller skummer alt for meget, måske kun i den ene side
få tungeproblemer. Dvs. række tunge, trække tungen tilbage eller tage tungen over biddet
En hest, der er tilpas med sit bid reagerer let på biddet og mundvandet bliver til hvidt skum, der sætter sig om læberne.
Bid eller ej
Der findes mennesker, der mener, at heste slet ikke bør have bid i munden, fordi biddet virker gennem udløsning af en smertereaktion. Der er også rigtigt, hvis biddet er for hårdt eller hvis dets virkning forstærkes af en vægtstangsmekanisme som i et Pessoabid. Alternativet kunne være et hackamore bid, men især den tyske model med en metalbøjle over næseryggen skal anvendes med meget stor forsigtighed, fordi risikoen for at beskadige eller ligefrem brække næseryggen er betydelig. Den engelske model med et næsebånd af læder er noget mere skånsom.

Skal man nærme sig et styringshjælpemiddel, hvor hesten ikke har metal i munden, kan en bidløs trense, der er skånsom overfor næseryggen og som slet ikke belaster munden, anbefales.

Der er altså god grund til at tænke sig grundigt om, før man vælger, hvilket styreredskab man vil lægge i munden på sin hest.