Staldpige i helvede {{forumTopicSubject}}

Jeg har i dag valgt at fortælle jer min historie om en oplevelse jeg havde i min anden sommer som staldpige. En oplevelse som jeg nyligt har fundet ud af at der faktisk har givet mig traumer og nu besværliggører mit liv mere end jeg havde troet.
Hvorfor deler jeg dette med jer? Fordi vi har et stort problem i vores elskede hesteverden og jeg ønsker at synliggøre det så vi kan ændre det. Jeg ved at jeg ikke er den eneste der har fået uretfærdig behandling i min stilling som staldpige og jeg synes ikke disse mennesker skal blive ved med kunne at slippe af sted med at behandle os sådan.

Nu til historien.
Det var i sommeren 2012. ”Hun” havde selv henvendt sig til mig over en annonce jeg lavede på en hesteside og vi aftalte over telefonen at jeg skulle være der 5 uger og ville få 5.000 kr. for det. Jeg havde virkelig glædet mig, for jeg havde jo kigget på hjemmesiden og set de lækre faciliteter, og det var spændende at skulle arbejde for et ”stort” navn.
Jeg havde godt hørt at ”Hun” var en lidt skrap dame med sine egne holdninger, men lagde ikke noget i det, da den beskrivelse jo passer på næsten alle hestefolk. Desuden var jeg sikker på at det nok ville gå, for jeg havde jo prøvet lignende arbejde før og er ærlig talt ret god til at løse problemer og komme godt ud af det med andre.
Jeg havde ingen ide om hvad der ventede mig. Mit værelse var møgbeskidt og der var intet lagen på sengen. Der var heller ingen håndklæder og jeg var ikke blevet informeret på forhånd om at jeg skulle medbringe det, selvom jeg havde spurgt ind til det. Jeg fik da lov at låne et lagen som dog knapt dækkede halvdelen af sengen og aftalte at jeg kunne få lov at køre med ind til byen senere på ugen så jeg kunne købe det jeg manglede. (dette kom jeg dog aldrig til! Jeg måtte i stedet låne fra en anden pige der også arbejdede der)
Det var selvfølgelig træls, men ikke noget der gjorde mig så meget. Jeg var optimist.
Det første jeg blev sat til var at muge markerne ud sammen med en anden pige som arbejdede der, en pige på kun 13 år. Vi brugte hele formiddagen og det var en virkelig varm sommerdag. Det var tungt arbejde men vi kom rimelig hurtigt igennem det og hyggede os da vældigt med at snakke sammen.
Der var en kort pause mens vi spiste frokost men skulle hurtigt tilbage til arbejdet. Med en vag beskrivelse af 6-7 heste gik jeg ned for at finde dem på en fold med 30-40 andre. Da jeg kom tilbage med den første gav ”Hun” mig skældud for kun at tage én hest af gangen, og det var desuden ikke den rigtige hest jeg havde med.
Det kom til at tage en del tid at få fat på de rigtige heste og jeg måtte bede om hjælp fra nogle af de andre på stedet. Derefter gik vi i gang med at sadle op og det gik noget mere effektivt. Da jeg var en af de ældste kom de yngre piger til mig og spurgte hvad de skulle give sig til, så jeg fik hurtigt sat dem i gang med at hente udstyr, tjekke gjorde, rense hove og ligge hovedtøj på.
Nogle af hestene havde gnavsår fra det slidte og dårligt tilpassede udstyr, men dette sagde ”Hun” at vi bare skulle ignorere. En havde et særligt grimt sår i gjordlejet, men så blev sadlen bare lagt 10 cm længere bagud. Dette blev jeg lidt harm over, men holdt det stadig for mig selv, jeg ønskede jo ikke at blive uvenner på den første dag.
Resten af dagen gik med forskellige opgaver på gården og da det var ved at være ret sent og det så ud til at vi havde lidt tid for os selv, gik jeg og den 13 årige staldpige ned på hendes værelse for at hygge os lidt for os selv og spise lidt slik jeg havde taget med hjemmefra. Der gik dog ikke længe før en anden staldpige kom ned og gav os besked på at komme op til ”Hende” med det samme. Der fik vi skældud for at være gået, fordi vi åbenbart skulle blive og lave bål sammen med ridelejr børnene. Vi fik at vide at vi var blevet ”for gode veninder” og nu ikke længere måtte arbejde sammen. Jeg var lidt i chok over nu anden gang at få uretfærdig skæld ud. Jeg sagde dog ikke noget til det, i stedet sagde jeg undskyld, og at det ikke skulle ske igen.
Da jeg endelig fik lov at gå i seng havde jeg kun knap 7 timer at sove i til jeg skulle op og i gang igen.

Dette var min første dag derude. 2. Dag gik udelukkende med udmugning, hvilket jeg nu var helt alene om og det var ret hårdt for ryggen, men jeg klagede ikke over det. Igen nærmest ingen pauser og igen sen sengetid.

De næste par dage gik med mere fysisk hårdt arbejde og skældud for ting jeg ikke var blevet sat ordentligt ind i. Jeg spurgte flere gange om jeg kunne komme ud som guide på ture i skoven, men ”Hun” sagde at det måtte jeg kun hvis jeg red min egen hest som jeg havde med derude. Til trods for at jeg havde forklaret at den SLET ikke var i form til de flere timer lange ture som de tilbød. Mærkeligt fordi det slet ikke var aftalt fra starten at jeg skulle have hest med, og kun med nød og næppe fik lov, mod at det blev trukket fra min løn.

En dag blev jeg sammen med to andre sat til at kløve brænde. Desværre var jeg ikke stærk nok til at hjælpe med at løfte de gigantiske træklodser op på kløveren, og kunne kun skubbe og trille dem derhen. (hvilket ikke er så underligt, for jeg er sikker på at de fleste af dem vejede næsten lige så meget som jeg selv.)
I stedet blev jeg sammen med en gruppe af de yngre piger sat til at stable det kløvede brænde. Jeg på 160 cm i højde og en kampvægt på 45 kg, var den største af disse piger, så det var hårdt arbejde for os alle, men vi arbejde hårdt og effektivt og holdt gejsten oppe ved tanken om hvor glad ”Hun” ville blive for det store stykke arbejde vi havde nået. Ros fik vi nu ikke noget af, men på den anden side, så var der heller ikke nogen der fik skældud. Vi piger var dog selv enige om at vi havde gjort et godt stykke arbejde og roste hinanden for en god arbejds indsats.
Senere på dagen blev jeg kaldt ind til samtale hos ”Hende” der nu satte spørgsmålstegn ved om jeg var stærk nok til arbejdet, fordi jeg ikke kunne hjælpe med brændehugningen og hun påstod endda også at det var gået dårlig med stablingen, hvilket jeg dog ikke ville erkende og bad hende spørge de andre piger hvis hun var i tvivl. Så påstod hun at jeg jo heller ikke kunne spænde gjordene ordentlig, hvilket jeg blev meget forvirret over, for det havde nu ikke været noget problem. Jeg havde bedt nogle af ridelejr pigerne om at gøre det på deres egne heste, men jeg havde da tjekket dem efter selv.
Hun spurgte så om det ikke var bedre at jeg tog et andet sted hen og foreslog et lille stutteri hun kendte. Jeg afslog og lovede at jeg ville prøve at knokle mere på, for det var det med turistridningen jeg synes var det sjoveste og det kunne jeg ikke det andet sted.
Dagen efter spørger jeg hvad jeg så skal lave i dag, og får at vide at det må jeg selvom, jeg kan jo bare hjælpe til hvor jeg kan. Fint nok tænker jeg, og går i gang med fodring og mugning. Senere spørger en af de andre staldpiger til ”hvor jeg så vil tage hen nu?”. Jeg spørger forvirret hvad hun mener, og hun fortæller at ”Hun” har sagt at jeg ikke bliver så meget længere fordi jeg ikke kan holde til arbejdet.
Da de andre piger også begynder at spørge ind til det fortæller jeg at det godt kan ske at jeg skal hjem, men jeg var ikke sikker, og jeg ville da helst blive hvis jeg måtte.
Efter at have snakket i tlf. med min mor i noget tid og snakket med hende om evt. at tage noget tidligere hjem hvis det ikke går, bliver jeg kaldt ned i ”Hendes” hus hvor Hun sidder sammen med sin højre hånd, en af de faste staldpiger.
”Hun” siger at hun kan høre på de andre piger at jeg overvejer at tage hjem og siger at hun er overrasket over det og synes at det er ærgerligt, fordi de da var ret glade for mig. Jeg siger at jeg havde forstået det sådan at hun gerne ville have mig til at tage hjem, og hun begynder endnu engang at ævle om hvordan jeg ikke kan holde til arbejdet og at hun ikke kan forstå jeg kunne klare det der hvor jeg arbejde før!? Jeg prøvede at forsvare mig og det hele eskalerede mere eller mindre da jeg til sidst følte mig så presset at jeg begyndte at græde, hvilket hun så blev SUR over! Hun sagde at jeg skulle tage mig sammen, at jeg var barnlig og jeg gik nærmest helt i chok over hendes opførsel. Hun blev ved at presse mig og til sidst fik jeg da fremstammet at jeg ikke synes hun kunne være det bekendt og at jeg synes hun var meget ubehagelig lige nu.
Her gik det helt galt. Hun flippede totalt ud over det og gav mig besked på at pakke mine ting og tage hjem øjeblikkeligt og jeg måtte ikke forlade mit værelse eller snakke med nogen inden jeg tog af sted, og hvis jeg gjorde det, så blev jeg og min hest sat på gaden og så kunne vi stå der og vente på at blive hentet!
Efter som min mor havde en 2 timers køretur for at hente mig, og at hun først skulle finde nogen som kunne køre hesten, så var jeg jo nødt til at gøre som der blev sagt, og jeg turde næsten heller ikke andet. Jeg var så chokeret og bange så man skulle tro det var løgn. Jeg græd i flere timer og kunne slet ikke falde til ro over igen. Og jeg var altså 19 år gammel og ikke noget lille barn her.
Jeg blev hentet sidst på dagen, stadig meget rystet og ”Hun” kom ikke ud for at sige farvel eller give mig løn for den uge jeg havde nået at arbejde der.
Jeg fik siden hen besked fra den 13 årige staldpige som jeg var blevet gode venner med, om at de havde fået at vide at JEG var gået amok på ”Hende” og at jeg havde virket som en helt anden person. De havde desuden alle sammen fået besked på at jeg var farlig og at de ikke måtte snakke til mig nogensinde igen.

Historien ender ikke helt her, for jeg kontakter så det sted hvor jeg arbejde året før og spurgte om de ville have mig igen, og de blev glade og jeg fik lov at komme med det samme! Jeg fortalte dem om min oplevelse og det kunne de slet ikke forstå, for de havde da været meget tilfredse med min arbejdsindsats året før. Det endte faktisk med at jeg nærmest kom til at drive hele turist-ridning og undervisnings delen af deres fortagende selv den sommer.
Den dag i dag er jeg ked af at jeg ikke lavede en sag ud af det og fik kontaktet nogle myndigheder. Men jeg ved også godt at jeg på daværende tidspunkt simpelthen var for bange for hende. Jeg er ikke i tvivl om at hun er eller var psykisk ustabil, og når jeg i dag vælger ikke at udgive hendes navn, så er det ikke fordi jeg ikke vil udhænge hende, men fordi jeg stadig er bange. Hvor åndsvagt det end lyder.