Bedømmelse af stil.. {{forumTopicSubject}}

Er der ikke lige nogle der vil læse min stil igennem, og evt. komme med kommentar og rettelse af fejl.

På forhånd tak!




Jeg sidder på en bænk

Mit navn er Mette Mortensen, jeg er en pige på 19 år. Høj, pæn og slank som mine veninder og venner kalder mig. Jeg er smart i tøjet, og har aldrig haft problemer med at finde en kæreste. Lige nu sidder jeg midt i gågaden i Kolding City. Jeg skal mødes med en af mine gamle veninder fra folkeskolen, men hun har lige sendt mig en SMS hvor der stod at hun var en halv time forsinket pga. at hun var kommet for sent til sit tog, og ventede nu på at den næste til Kolding ville kører. Så nu sidder jeg bare og venter på at hun kommer. Jeg er for doven til at gå hjem, selvom jeg kan se mig og min kærestes lejlighed herfra. I stedet bliver jeg, og sidder og nyder det dejlige og varme sommervejr. Det skulle vidst blive 27 grader i dag, synes jeg de sagde noget om i radioen. Jeg sidder foran Bog og Idè. Ved siden af mig sidder en ældre herre, som jeg først lige har opdaget nu. Jeg føler han kigger på, drejer mit hoved og smiler til ham. Han har hvidt hår, lidt buttet, nok sidst i 80`erne. Han ser rar ud. Ved siden af ham står to poser, en fra genbrugsbutikken og en fra Søstrene Grene.
Jeg kigger ned mod banegården for at se om min veninde snart kommer.
Manden spørger om jeg skal møde nogle?
Hvorfra kunne han vide det?
Jeg forklare ham at jeg skal se en gammel skolekammerat, som kommer med tog fra Middelfart, og at vi havde en aftale om at mødes her. Så begynder han at fortælle om hans barndom og hans venner:

Jeg blev født den 19/3 1917 på en kæmpe gård lige uden for Klemensker. Min barndom var som ethvert barn kunne ønske sig. Min far passede landbruget, mens min mor sørgede for mad, rengøring osv. Min far havde utrolig meget jord og da jeg var enebarn, blev det hurtigt bestemt at skole var for ”tøsedrenge”, og livet som landmand var det eneste rigtige her i verden, men det passede mig rent faktisk også godt. Livet var idyllisk!
Som tiden gik blev jeg mere og mere træt af tilværelsen som landmand. I en alder af 18 år besluttede jeg mig for at melde mig ind på en militærskole i Fredericia. Familien, som stort set kun bestod af landbrugs interesserede, syntes selvfølgelig at det var en tåbelig ide. Men efter at min far havde fået tilbudt hjælp af en af naboens drenge, var det pludselig helt i orden. Et gammelt ordsprog, ”At rejse er at leve”, blev vækket til live i min fars hukommelse.
Året 1938 var både et glædeligt og et sorgfuldt år. Første halvdel af året startede med en forfremmelse til sergent. Jeg havde ikke været i tjenesten i mere end 3 år, men forfremmelse var fuldt fortjent mente mine kollegaer. Jeg var meget engageret og min disciplin var i højeste kvalitet. Al den ros gjorde mig meget hurtigt populær og ikke kun i Danmark, men også i andre dele af verdenen. Mine kontakter blev straks større og større. Jeg fik både venner i USA, England, Rusland osv., og på ingen tid, fik jeg pludselig skabt et kæmpe netværk for militæret i Danmark. Formålet at beskytte fædrelandet blev pludselig meget mere meningsfuldt. Jobbet blev selvfølgelig også mere og mere tidskrævende, så drømmen om en dejlig kone måtte vente lidt. Popularitet betød selvfølgelig at jeg havde masser af venner. Min bedste ven hed Martin. Vi boede på samme værelse og havde gjort det lige fra starten, så vi havde kendt hinanden i en del tid efterhånden. Martin var også den eneste der kendte mig ud og ind, så da min far døde af en lungesygdom kort tid efter min forfremmelse, var han den eneste der forstod min sorg. Min far havde altid været mit store forbillede, og da jeg havde rejst over for at blive soldat, følte jeg at jeg havde skuffet ham. Derfor havde min plan altid været at jeg ville komme tilbage og hjælpe ham på gården. Gården blev solgt kort tid efter min fars begravelse og min mor flyttede til Nexø for at bo hos hendes søster. Det tog mig lang tid at komme over, og tanken om at min mor skulle bo hos min moster passede mig overhovedet ikke, men rygterne om at Tyskland ville angribe Polen varslede rundt i luften, så derfor kunne jeg ikke tage hjem. Og rigtigt nok! Den 1. september 1939 invaderede Tyskland Polen. Ikke blot besætningen på militærskolen i Fredericia, men også resten af Danmark blev sat i højeste beredskab, da rygter og løgne hverdag spækkede avisforsiderne om at nu blev det snart Danmarks tur. Da jeg havde nogle enkelte kontakter rundt omkring i verden så vidste jeg nok, som en af de få i Danmark, hvad der virkelig foregik, derfor bekymrede forsiderne mig ikke. Den 3. februar 1940, ca. 2 måneder før Danmark og Norge blev invaderet af Tyskland, blev jeg forflyttet til en Amerikansk militærbase i Washington D.C. Mit formål var at informere USA, Frankrig, England og Canada, eller de allierede som de også hed. De ville f.eks. vide hvordan det stod til for de individuelle lande eller hvad Tysklands næsttænkelige træk måske kunne være. Et nyt job som lød rigtig spændende og med mine hemmelige kontakter kunne det ikke gå galt. Arbejdet på basen passede mig fint nok. Det var bare mere tilværelsen derhjemme der bekymrede mig. Hvordan gik det Martin? Levede han stadig? Hvad med min mor? Disse spørgsmål plagede min hjerne hvert sekund, men tanken om at jeg alene hjalp hundredvis af mennesker ved hjælp af at give information til de diverse militærbaser rundt omkring i verden, hjalp på min samvittighed. Jeg havde bl.a. reddet 400 englændere for at blive slagtet af de tyske tropper, da jeg havde fanget et hemmeligt radiokodesprog. Tyskerne havde nemlig planlagt at invadere en lille landsby i Sydengland, men før de nåede derned var hele befolkningen blevet evakueret til et sikkert sted.
Efter 4 års arbejde som spion for de allierede, blev jeg den 3. juni 1944 igen forflyttet. Denne gang til Sydengland. Krigen var jo småt ved at ende for Tyskland, enkelte steder i Europa var allerede frie, så Canada, England, USA og Frankrig havde planlagt et kæmpe angreb. Planen foregik således, at alle styrker blev samlet i Sydengland, for så at sejle over den Engelske Kanal og angribe tyskerne i Nordfrankrig, også kaldet Normandiet. Der var fem sektorer. Den første sektor som jeg var med i, skulle angribe tyskerne på Omaha Beach. Første sektor bestod af alle amerikanerne og mig. Amerikanerne betragtede mig nemlig som en af dem, da jeg havde boet i Washington de sidste 4 år. Resten af landene var så fordelt over de fire andre sektorer, som så skulle angribe på andre strande i Nordfrankrig. Kl. 06.30. nåede vi efter flere timers sejl Omaha Beach. Uheldigt for mig var jeg højtrangeret, så jeg var blandt de første der skulle i land. Da vi stormede stranden lå tyskerne allerede klar med deres våben, så det varede ikke længe før vandet og sandet skiftede til et rødligt skær. Det første jeg gjorde var at løbe hen til den nærmeste sandbunker. Tre mænd fulgte med mig. Jo nærmere jeg kom bunkeren, jo tydeligere blev stanken af blod. Fra bunkeren kunne jeg se mænd løbe forgæves opad stranden, ihærdigt, for at nå op til tyskernes skydested. Imens al dette forgik havde jeg ladt min riffel og var klar til kamp. De tre mænd der havde fulgt med mig, var i færd med at tage ubrugt ammunition fra ligene. Pludselig råbte en af mændene bag mig med en meget forskræmt stemme. Jeg nåede kun lige at dække mit hoved, før et kæmpe brag overdøvede alt på stranden. 10-12 mænd røg flere meter op i luften. Andet kunne jeg ikke se, da tonsvis af sand røg ind i mine øjne fra den store eksplosion. Da jeg nogenlunde havde fået min syn tilbage, kiggede jeg tilbage for at orientere mig. Legemsdele lå spredt. Soldater gav forgæves indsprøjtninger til sårede, i håb om at redde dem. Jeg husker at flere mænd råbte på hjælp, men jeg gjorde ingenting. I mine 4 år som spion, havde jeg fuldstændig mistet forståelsen og disciplinen til hvordan man skulle være en god soldat. I stedet for at hjælpe de sårede, greb jeg mit gevær og løb med mit blodfyldte tøj tværs over stranden for at skjule mig bag en ødelagt tank. Sand piskede hele tiden op i mine øjne, da projektiler ramte med sådan en kraft at sandet fløj et par meter op i luften. Nogle projektiler ramte også de jernforhindringer der var blevet sat op. De lavede en helt specielt lyd der gav mig gåsehud. Bag tanken var jeg mere i sikkerhed, foruden at mit syn over stranden var stærkt forbedret. Jeg klamrede mig til min riffel som et lille barn klamre sig til sit tøjdyr. Jeg var bange! Jeg turde simpelthen ikke at affyre et skud. En sort mur var gået ned for mine øjne. Jeg kunne ikke tænke klart. Synet af adskillige lemlæstede mennesker havde gjort mig lammet. Jeg så bare til, mens tusindvis af mennesker blev dræbt.
Efter en sejr, blev nogle få af os næste dag, nogen mere hele end andre, sejlet tilbage til England. Jeg fik fortalt at ca. 2300 fra vores sektor var blevet dræbt, men at tabet af soldater alt i alt var langt større. Synet af døde mennesker viste sig konstant i mit hoved. Jeg kunne ikke tænke klart. En soldat uden arme spurgte mig på turen hjem, hvorfor jeg skulle tilbage, da han åbenbart kunne se at jeg ikke var kommet til skade. Jeg kunne ikke svare, men det var åbenbart ikke nødvendigt. En slemt skadet soldat fra det modsatte hjørne signalerede noget med sine øjne, som soldaten der havde spurgt nok viste hvad det betød. Jeg var ikke længere ”normal”.
I England fik jeg psykolog hjælp de følgende 5 år. Først i 1949 vendte jeg tilbage til militærskolen i Fredericia, men det tog ikke lang tid, før jeg rejste tilbage til Bornholm. Martin og alle mine andre gamle venner, havde enten kvittet tilværelsen som soldat eller også var de døde. Livet efter krigen i Danmark havde også sat sine spor. Mænd og kvinder var blevet langt fattigere og livet i det hele taget, virkede mere trist. På Bornholm var det heller ikke det samme. Min mor døde den 7. maj 1947, så det var begrænset med familie jeg havde tilbage.
Da min mor døde havde hun lagt nogle penge til side til mig, som jeg så købte et dejligt lille hus for, helt ude på landet.
I 1951 af en alder af 34 blev jeg gift med en kvinde ved navn Maria. Kun et år efter fik Maria tvillinger, Frank og Mikkel. Senere flyttede vi alle fire ud på en stor gård i Rø, næsten lige som den min far havde. Der passede jeg landbruget mens Maria gjorde rent, lavede mad osv.
Nu bor jeg henne på plejehjemmet!
Efter at have fortalt hele hans historie, rejste han sig fra bænken, ønskede mig Held og lykke fremover og gik sin vej.

Lidt længere henne kunne jeg se Camilla, hun var lige kommet med toget. Jeg kiggede på uret, var det virkelig ikke gået mere end en halv time. Jeg følte at han havde fortalt i flere timer.
Jeg var glad for at se Camilla, og tænkte enlig ikke mere om manden.