Nogle der vil læse og kommentere STIL. {{forumTopicSubject}}

Ved godt den er lidt lang, men har brug for respons..

Ekspeditionen

”.. isen knagede under os. Jeg kunne mærke den gav efter – det ville ikke vare længe nu – vi skulle væk derfra. Hundene begyndte, at blive utrygge, de sænkede farten og løb mere stift. Det var ikke sjovt mere, der var koldt, vi frøs, det stormede og isen gav efter!”

Således skrev jeg i min dagbog for 14 dage siden, da jeg, i sidste måned, var på Grønland. Det var en ekspedition over indlandsisen. Jeg var sammen med 7 andre, en anden dansker, 2 nordmænd, 2 svenskere, en tolk og en grønlænder. Vi startede ekspeditionen med at mødes i Nuuk, Grønlands hovedstad, på dansk Godthåb. Ekspeditionen varede en måned og jeg rejste til Nuuk den 30 april i år. Vi var godt pakket ind og havde alle en stor rygsæk på ryggen. Der var meget koldt. Den anden dansker og jeg var nu dem der frøs mest, på trods af alt tøjet, men vi kommer også fra et lidt varmere klima end både nordmændene og svenskerne. De var alle oppe fra det nordligste af deres hjemland. Og så var der mig fra Fredericia og så ham fra Brønshøj. Vi er jo ikke lige frem vant til 20 graders frost. Hvilket de jo godt om vinteren kan have i både Sverige og Norge.

”Langt om længe startede den ventede ekspedition. Jeg har længe glædet mig til at skulle af sted, men det har også været aftalt i et år eller halvandet. Det er først for en måned siden jeg har fået at vide hvem, jeg skulle af sted med. Og man har jo visse fordomme, men de er nu alle sammen rigtig flinke, jeg har lidt svært ved at forstå ham grønlænderen, som var fra Nuuk. Men takket være tolken, som kun kunne oversætte til engelsk, og mit engelsk er ikke det bedste men det lykkedes da at forstå det meste. Klokken er nu 21.30 grønlandsk tid og vi er på vej i seng, på vores dejlige hotelværelse, på et 4 stjernet hotel i Kangerlussuaq som på dansk hedder Søndre Strømfjord, med dejlige varme senge. Vi skal være veludhvilet, så jeg går i seng. Godnat.”

Det var den 1 maj og mig og de andre, var lige stået op, vi skulle mødes nede i restauranten til en ordentlig omgang morgenmad, inden turen går ud til start positionen på ekspeditionen. Vi skulle starte i Kangerlussuaq og ende i Tiniteqilaaq. Hvorfra vi igen ville gå hvert til sit. Den første dag, den dag vi forlod Krangerlussuaq, forløb rigtig fint vi havde lidt begynder vanskeligheder, med hensyn til forståelse af hinanden, de sædvanlige sprogproblemer, og så havde vi lige lidt problemer med vores slædehunde. Vi skulle jo lige finde ud af at råbe af dem, så de gik frem. De problemer der altid vil være når 4 nationer mødes, godt nok alle skandinaviske, for Grønland hører jo lidt under Danmark. Men jeg var ganske tilfreds, jeg er stadig totalt fit for fight, selvom det var op klokken 06.00 om morgenen for at pakke. Og det har også taget godt af energien at der har været så koldt, minus 18,3 grader celsius. Lige der glædede vi os alle sammen til at komme i seng og få varmen, og tænke på alle vores oplevelser, vi havde både set isbjørne og sæler, i de små huller der er rundt omkring i isen, hvor sælerne kommer op og tager luft ind. Jeg glædede mig allerede til næste morgen.

” Det er nu tirsdag den 2. maj, jeg skriver lige nu da vi skal til og videre på ekspeditionen, i dag skal vi ud og prøve og fange sæler, vores slæde hunde skal jo også have lidt at spise, vi andre lever af dåse mad, lavet på et stormkøkken, det er faktisk ganske tilfredsstillende, og smager yderst godt, i går aftes fik vi gullasch med pulver kartoffelmos, det var rigtig godt. Skriver mere i aften.”

Jeg vil våge påstå at det var den bedste og værste dag på ekspeditionen, det gik rigtig godt til at starte med, og hundene var bare klar til en løbe tur, og det gik fint og vi kom et godt stykke videre, og vi fik at vide at efter et par kilometer ville vi være fremme ved det sted hvor vi skulle forsøge at fange sæler. Og så gik det galt. Jeg kunne have været død.

I dag har så været den hidtil værste dag i mit liv. Vi var ude og fange sæler, og pludselig knagede isen under os. Jeg kunne mærke den gav efter – det ville ikke vare længe nu – vi skulle væk derfra. Hundene begyndte, at blive utrygge, de sænkede farten og løb mere stift. Det var ikke sjovt mere, der var koldt, vi frøs, det stormede og isen gav efter. Det sidste jeg husker er at en af svenskerne råber ”Pas på.” Jeg har så senere fået fortalt at isen flækkede under min slæde og at hundene drejede så skarpt at jeg. Av. Faldt af slæden og slog hovedet ned i isen, og blev så lagt op på en af de andre slæder.”

Dagen efter vågnede jeg op med mega hovedpine og en stor rød bule på hele højre side af hovedet, men jeg var nød til at stå op, vi kunne jo ikke blive, ekspeditionen kunne jo ikke gå i stå på grund af mig. Og jeg ønskede også at fortsætte, så jeg tog en Panodil, og smuttede ud i kulden, hvor de andre havde været i gang i 10 minutter, hvor morgenmaden, som bestod af grød, lige var klar til at indtage. Vi gik til den med stor lyst, og var alle godt sultne og grøden blev da også spist rub og stup. Men da vi var færdig var vi også alle mætte, og det var også vigtigt, at vi var det i den kulde, der ville jo gå lang tid inden vi fik noget, at spise igen. Denne dag bevægede vi os lige så stille frem over isen og gjorde intet forhastet, og det var heldigt, for naturen var rigtig smuk lige på dette sted og der var mange dyr. Og vi fik snakket, og fandt ud af lidt om hinanden. Fx viste det sig at ham den anden danskers bedsteforældre som var døde, havde været venner med mine forældre, min far havde arbejdet i hans farfars lædervarebutik i Kulhuse, en meget lille sjællandsk by. Så det var jo meget sjovt. Man finder ud af utroligt meget når man glider lige så stille hen over den grønlandske indlands is.

” I dag har vi bare gledet lige så stille hen over isen, vi har set en masse og snakket en hel del. Det har været rigtigt hyggeligt, dog har jeg hele dagen kørt på piller, men jeg har da overlevet, men forhåbentligt er hovedpinen forsvundet i morgen når jeg vågner, for ellers bliver det da temmelig hårdt, for jeg er nød til at droppe pillerne i morgen hvis jeg skal have nok til hele turen. Men jeg vil forsøge at sove så min hovedpine fortager sig og min hævelse i hovedet forvinder, kan næsten ikke se ud af højre øje.”

Klokken var 05.13 da jeg vågnede, mit hoved dunkede, men dog var min hævelse faldet lidt, jeg kunne se ud af øjet, og følte mig en lille smule bedre. Jeg vente mig om på den anden side og tror jeg faldt i søvn igen, vågnede i hvert fald klokken 06.01 da de andre så småt begyndte at snakke. Men da jeg rejste mig op tog svimmelheden ved mig, og jeg fik et kort Black out, men ikke noget jeg regnede med havde noget at sige, det får man jo tit når man rejser sig for hurtigt. Så stod den på morgenmad og det gik rigtig godt og jeg følte mig rigtig godt tilpas. Ingen hovedpine eller andet. Vi pakkede så sammen og begav os af sted, mod endnu en ny dag, og et nyt overnatningssted. For en sikkerheds skyld lagde jeg hovedpinepillerne øverst i tasken. Hvis nu de skulle blive livs nødvendige, hvad de heldigvis ikke gjorde de første mange timer, det var først da vi skiftede retning og det begyndte at blæse op. Og vinden piskede os ind i ansigterne og vi måtte lukke jakken ekstra meget, og stramme huen, så det næsten kun var øjnene der kunne ses. Må ærligt indrømme at lige der fik jeg brug for mine hovedpinepiller, det skar i tindingerne, en blanding af kulde og hovedpine. Men smerterne gik over og jeg klarede resten af dagen uden smerter. Om aftenen var vi alle godt frosne og vi besluttede, at gå tidlige i seng, for vi var jo nød til, at være veludhvilet, og når der så var så koldt, tog det meget af energien, fordi vi var nød til at holde os varme.

” klokken er nu 20.43 og jeg er på vej i seng, skriver lig i morgen hvad vi har lavet i dag. Da jeg er så træt. Godnat.”

Denne dag startede ikke som de andre, for det første vågnede vi første klokken 08.12 så vi havde lige sovet 2 timer og 12 minutter over os, men det var da det mindste problem, eller et problem var det nu ikke, det var bare trist, for da vi kom ud af teltet lå en af vores hunde og var død, vi havde mange andre hunde så det var ikke det, men bare det syn af en død slæde hund og så om morgenen, ikke at det er værre om morgenen end det er om eftermiddagen eller aftenen, men når det er det første man ser når man kommer ud af sit dejlige varme polar telt. Grønlænderen sagde at vi bare skulle lade den ligge, og så hentede han en af de andre hunde som ikke havde trukket men bare været med som reserve hunde og spændte for i stedet for den døde. Og så stod det ellers på grød lavning, så gang i stormkøkkenet og lidt sne i gryden og så pulveret ned oven i og så skulle der bare røres rundt, og vupti en fin grød, lige til at spise. Selvom vi havde set den døde hund havde vi ikke mistet appetitten og grøden var væk på rekord tid, den forsvandt sammen med min hævelse, mit hoved så nu nogenlunde normalt ud, jeg var lidt gul og blå, som ved blod ansamlinger, altså blå mærker. Men jeg kunne se ud af mit øje og jeg kunne mærke at mit ansigt var som det plejede, det dunkede heller ikke så meget som det havde gjort de sidste par dage, siden uheldet. Min hovedpine havde også fortaget sig en del, og var nu udholdelig, i stedet for at være uudholdelig. Da klokken var 09.53 var vi klar til at tage videre et stykke, i dag ville det dog ikke blive så langt som planlagt på grund af forskubningen i tidsplanen. Så derfor skulle vi regne med at ligge en dag til ekspeditionens længde, så vi ville komme en dag senere hjem, men det var der nu heller ingen af os der havde noget imod, vi var jo så småt begyndt at vænne os til livet i naturen, men kulde, og vi var da heller ikke så modtagelige fro den mere. Vi havde lært at leve på Grønlandske vilkår i naturen og det var virkelig interessant, og dejlig forfriskende, man følte sig faktisk fuldstændig fri, der var ingen der rendte rundt og var stresset, hvilket man jo tit har tildens til. Vi fik gang i hundene og bevægede os ligeså stille, tempoet var blevet sat en smule ned efter mit uheld og vi holdte meget øje med hvor vi kørte, på vores slæder.

” Nu sidder jeg har på slæden, og skriver lidt, ville lige skrive, hvad vi lavede i går. Ja i går havde vi et retningsskift, hvilket resulteret i at vi frøs, men ellers havde vi en rigtig god dag, og vi gik jo som skrevet meget tidlig i seng.”

Det var også denne speciale dag, hvor jeg for første gang efter mit uheld skulle, styre slæden. Det var ikke fordi de ikke stolede på mig og mine evner, at jeg ikke havde fået lov før, men de ville være et hundred procent sikke på at jeg var helt klar, og ved mine fulde fem inden. Da vi endelig klokken 17.03 ankom til vores nye overnatningssted, fik vi hver 10 minutter at ringe til vores familie i, vi ringede via vores satellit telefon. Det var skønt endelig efter 5 dage at få lov til at snakke med sin dejlige familie, som jeg havde savnet helt vildt. Der var stort set heller ikke et øje tørt i lejeren da vi alle havde snakket med hver vores familie. Men vi fik snakket og savnet fortog sig stille og roligt og vi blev igen koncentreret om det, det virkelig handlede om nemlig ekspeditionen.

” I dag havde vi så fået lov til at ringe til vores familier og jeg savner dem, jeg savner dem så forfærdelig meget. Jeg kan ikke forklare det. Det er så hårdt, og de begyndte, at græde i telefonen da jeg sagde jeg havde været ude for et uheld. Det var så skrækkeligt. Jeg overvejer at tage hjem, men tror jeg vil fortryde det. Men savner dem så ustyrligt meget, men tror jeg venter og se tiden an, det kan være det bliver bedre i løbet af et par dage. Det håber jeg. For jeg vil virkelig gerne blive, det er så spændende. Ellers har det været en rigtig god dag, uden hovedpine og hævelser, det har heller ikke været så koldt i dag, og det har ikke blæst det store. Vi har igen i dag fået snakket en del, og jeg har endelig langt om længe fået lov til at styre slæden, og det var skønt, hundene bevægede sig lige som jeg ville have det, og de løb lige så pænt, det var som om de vidste jeg var lidt usikker.”

” Jeg er kommet to dage bagefter med min dagbogsskrivning, men i dag har ekspeditionslederen besluttet at det var bedst jeg tog hjem, efter jeg i forgårs besvimede, og siden har haft hovedpine, så i morgen skal jeg hjem til min elskede familie.”

Denne dag var så dagen over alle dage, jeg skulle hjem, jeg glædede mig sygt meget, det var gået et par dage siden jeg havde snakket med min familie, mit savn var ikke forsvundet igen, og jeg havde for to dage før fået et Black out som blev til at jeg besvimede, og så havde jeg efter det haft voldsom hovedpine, så i dagen efter besluttede jeg og ekspeditionslederen at det nok var bedst at jeg tog hjem, og det aftalte vi så, at jeg skulle den dag, og vi holdte afskeds middag i aftenen før, så da klokken var 10.00 kom en helikopter og hentede mig, og da jeg landede i lufthavnen i Billund, efter et fly skifte i Kastrupslufthavn, var jeg hjemme ved min elskede familie.