"Kort" om hestemennesker(part II) {{forumTopicSubject}}

Det at finde den rigtige hest

Noget at det sværeste når man vælger at anskaffe sig en hest, er helt klart at finde den rette. Nogen leder i flere år, mens andre kun behøver fem minutter for at vide at hesten de står over for bestemt må være den rette.
Da der er mange typer af hestemennesker (dette vil der blive skrevet mere om senere), er det selvsagt at der også er mange forskellige måder man finder den rette hest på.
Der er de spirituelle hestemennesker, som tror på at de skal finde deres sjæleven i hesten. Disse kan nærmest ud fra et enkelt billede se om hesten i annoncen er den rigtige eller ej. Og ofte er deres første opfattelse af hesten korrekt. Det er især evnen til at læse hestens sind, der gør denne slags hestemennesker gode til at finde den rette hest. Men det sjove er så, at for dem skal der ikke så meget til før hesten er den rette, da det primært er venskabet med hesten der gør sig gældende. Det er også dem man tit bekræfter som hygge-hestemenneskerne.
I modsætning til de spirituelle, har vi konkurrencerytterne. For at gøre forvirringen komplet, så er der to typer af disse. Der er dem som tror at de er verdensmestre, og så er der dem som kæmper for at blive det. Det er vigtigt at huske på at skelne KRAFTIGT mellem disse to racer. Og hvorfor så det?
Jo. For dem der tror de allerede er verdensmestre, har slet ikke den samme mentalitet, som dem der gerne vil være verdensmester. Og husk, der er en stor forskel på at tro og at vide.
Hvis vi først kigge på den såkaldte “Verdensmester”, så tror de sjældent på en sjæleven, for dem er hesten udelukkende et redskab til at skaffe en masse berømmelse. Derfor sparker de ofte til deres fædre, som egentlig bare er en menneskelig pengemaskine, når deres “ridemaskine” ikke længere er den nyeste, bedste og dyreste. Da penge ikke er et problem, vælger de at købe sig til den succes som andre har opnået med hesten. Når det så senere viser sig at hesten jo slet ikke var så god som man troede (for det er ALDRIG en Verdensmesters skyld at man ikke vinder. Hvorfor tror du selv man er verdensmester???), bliver hesten solgt, så man kan købe en ny heste, der også viser sig at være uduelig.
Nu skal vi se på Fighterne. Det er nemlig den anden form for konkurrencerytter. De er seriøse i deres arbejde, og har oftest ikke pengene til at kunne gå ud og købe en hest der er klar til at hjælpe dem til eliten. Mange vælger at købe en ældre hest med erfaring og personlighed. En hest der kan hjælpe dem med at udvikle deres ridemæssigekompetencer. Når hesten er ved at nå den gyldne alder, vælger de at investerer i en yngre hest, uden den store rutine, som de så kan vokse sammen med. De knokler rumpen ud af ridebukserne, som nødvendigvis ikke er det sidste nye skrig. De er klar til at trække deres gode ven, rundt i ridehuset i timer hvis hesten en dag er syg. Dette er den slags konkurrencerytter der har indset at hvis man vil nå til tops, så skal man være en del af et hold. Og den vigtigste holdkammerat er den virkelige atlet, nemlig hesten. For uden hesten, rider man ikke særlig langt. Det er oftest sådan de sande ridestjerner bliver født.
Der er dog en tredje “konkurrence”rytter. Her er konkurrence i situationstegn, da de ikke konkurrerer for at vinde 1. Pladsen. De er udelukkende af sted for oplevelsens skyld. Man kan også klassificerer disse ryttere, som værende delvist motionsrytter, men så er der også nogle der rider på et pænt niveau, og gerne vil videre, for at teste deres egen kunnen. Så vi bør nok kalde dem for blandingsrytterne. Deres heste skal helst være glade, gerne med lidt spræl i, men ellers fornuftige. Der må gerne være en udfordring, husk nogen vil gerne bevise hvad de kan udrette. Også disse ryttere er meget opsatte på at finde deres “best mate“ hvad angår heste, og lige som Fighterne, er de klar til at smide alt de har i deres hænder, hvis der sker deres lille øjesten noget.
Den sidste type af hestemennesker jeg vil omtale, er dem der ikke har hest for ridningens skyld. Man bør dele disse op i flere kategorier, og derfor vælger jeg kun at beskrive en gruppe som jeg fremover vil kalde for KLAPPERNE, resten vil jeg muligvis komme ind på senere. Klapperne har jeg valgt at kalde dem for, da de oftest har det bedst med at klappe hesten en gang imellem. Det er ofte hestemennesker med en eller to mindre ponyer, eller måske en ældre hest, der af den ene eller den anden grund har måtte indstille karrieren som ridehest. De synes det er ganske hyggeligt at stå hele dagen for at strigle hesten, så den kan skinne om kap med solen, og det bedste er at gå en lang tur med hesten en sommerdag. Man kunne også vælge at kalde dem for fodfolket. Der er ofte en del fra de andre type hestemennesker der ikke forstår Klapperne.
Der er selvfølgelig et utal af andre hestemennesker, men skulle jeg nævne dem alle ville dette blive til en roman, og det var bestemt ikke meningen☺