Reinkarnation {{forumTopicSubject}}

Hvis du har den stik modsatte holdning af min mening, læser dette skeptisk, eller kun vil komme med negative kommentarer, så undgå at skrive.

Jeg synes reinkarnation / regression er ekstremt spændende.
(Til jer, som ikke ved, hvad jeg snakker om, er reinkarnation troen på / overbevisningen om (det er ikke en religiøs tro), at vi har levet før, og regression er selve processen at blive ført tilbage i en slags afslappet tilstand, så man pludselig kan huske et tidligere liv, i form af ganske almindelige minder, som vi alle har i dette.)

Min mor og jeg går begge i "terapi", som også indbefatter regression. Jeg er endnu ikke blevet ført tilbage, da jeg mentalt ikke er klar til det, har jeg fået at vide af min terapeut.
Men det er min mor til gengæld blevet. Og det var bare syret, det hun kunne berette!
Hun fortalte, at hun havde set sig selv som en lille dreng, ikke ret gammel. Hun/han (siger bare "hun") kunne ikke præcist sige, hvor henne i verden hun var(måske Peru), heller ikke årstallet, da det ikke foregik i nogen by. Men det har været mellem 1400-1800-tallet.
Ved siden af hende stod en mand, meget bistert udseende, og holdt i hendes arm, fast, voldsomt. Hun begyndte at græde, og at blive vred. Men jo mere hun forsøgte at vriste sig fri og give udtryk for sin vrede, jo hårdere blev hun slået af denne mand, fordi han ikke kunne få barnet til at tie, og tilsyneladende ikke vidste bedre end at slå. Jo mere hun græd, des mere slog han, og jo mere han slog, desto vredere blev barnet. Forestil jer en magtesløshed...
Pludselig fik hun (min mor) et savn til sin mor at mærke. Hun ville væk fra denne onde mand, og hen til sin mor, for der var kærlighed. Så så hun pludselig et lille hus, og her stod denne moder. Hjerteligt gav de hinanden et knus, og nu spurgte terapeuten "Kan du kende denne mor som en bekendt i dit nuværende liv?". Det var <i>mig</i>. Manden var en herremand eller lignende, og da hun i sin trance så ham i øjnene, så hun pludseligt, at det var hendes eksmand, min far. Som havde slået hende, og været så grusom (dengang, i <i>det</i> liv, ikke i det nuværende). Og jeg havde været den kærlige mor, som måske (dette er min egen antagelse) har været så fattig, at hun (jeg) har måttet sælge sin lille søns arbejdskraft til herremanden, for at kunne beholde sit hus. Wow!
Jeg var ret chokeret, da jeg fik det at vide, men jeg ved samtidig med mig selv, at det er sandt. Hvis man tror på reinkarnation, ved man, at man har enkelte sjæle, man følges med gennem livene - det kan være din bedste ven/inde, som du føler du bare <i>kender</i>. Som du har det SÅ godt sammen med, og hvor du ved I vil holde sammen. Det kan være dine forældre (det er det højst sandsynligt, da I jo som familie har meget tætte bånd fra starten). Eller. Måske har du ikke mødt din sjæleven endnu i dette liv.
Min mor fandt sig for 2 år siden en kæreste, som hun har et meget tæt forhold til. Og mange indenfor den alternative/spirituelle tankegang mener også, at de fleste sjælevenner mødes sent i livet... så har de lært på egen hånd et halvt liv og kan slappe af sammen den sidste halvdel...

Det er i orden at kommentere dette eller stille spørgsmål, eller komme med din egen mening, men respekter venligst <i>mine</i> holdninger - og hinandens.