Bliver det nogensinde nemmere? {{forumTopicSubject}}

Hej alle sammen.

Jeg er så glad for at have jer at støtte mig bare en smule op af. Jeg har virkelig brug for at komme ud med noget.

Jeg er lige vågnet op fra et mareridt. Et mareridt omkring min tidl. part Sævar. Sævar var.. Ja var hesten af alle heste. Han betyder stadigvæk mere for mig end stjarni gør.. Ja det lyder egoistisk. Men når man har mistet en hest som er en så nær, ja så føles det som at miste sin søster. Eller en del af sig selv.

Sævar betød ALT. Det var ham jeg så frem til at se hele ugen. Det var ham som jeg ville gøre alt for. Det var ham, som jeg gerne var sammen med 9 timer om dagen. Han var alt.

Da han blev solgt, var det slemt. Jeg kunne knaptnok stå da jeg fik afvide han var solgt. Ja, det var så slemt, at jeg ikke kom i skole i 2 uger, hvor jeg bare sad inde på mit værelse og var hylet ud af den. Ugen efter det tog jeg mig så sammen og fik en sidste dag sammen med ham, en dag hvor det bare var ham og mig. En skridttur rundt på folden, på vores yndlingssti, bare i grime med trækketov. Jeg striglede ham, nussede ham, og jeg forsøgte at lade være med at græde. For selvom mange siger heste ikke har føleser, tror jeg han vidste jeg var sønderknust indeni. For han klæbede hele tiden op af mig, ville være hos mig.
Det glemmer jeg aldrig.

Efter han var væk, gik mit liv i stå. Bogstavelig talt. Jeg blev indelukket, og mit fravær fra skolen var alt for højt. Det var mine sygedage også. Var omkring 4 ud af 7 dage syg, med opkast, hovedpine, ingen søvn osv.

Jeg fik så Stjarni at klynge mig til, hvilket hjalp. Han var den som fik mig ovenvande igen, fik mig til at tage mig sammen, begynde på en ny skole, og fik faktisk hele familien til at flytte.

Men det er ikke blevet lettere.

Det eneste der skal til, er at nogle nævner hans navn. Sævar. Det er nok til at jeg kan begynde at græde.Endu værre vis jeg ser et billede af ham, er det som vis man stikker en kniv tværs igennem mig. Nogle gange har det været så slemt jeg ikke kan trække vejret.

For 2 måneder siden blev jeg så erkleret psygisk syg. Jeg er på medicin, og kan ikke tænke mange dage fremaf. Lægen mener at jeg nok altid har haft et lidt svært liv (Min far er alkoholiker, Blev mobbet i skolen osv) men at det hele blev sat ekstra igang pga det med Sævar.

Nu er Stjarni (Føles det) det eneste som holder mig oven vande, plus min dejlige mor, og min overskønne vendinde. Min far ser jeg ik ret meget til længere.

Nu er mit spørgsmål så til jer;
Bliver det nogensinde nemmere? Kommer man sig over smerten, eller bliver det ved med at gøre ondt som det gør nu?
Sævar blev solgt i Januar 2011. Dvs et år siden, snart 2. Men det er ikke blevet værre. Mine mareridt er der stadigvæk, mere heftige end nogensinde, hvilket holder mig vågen om natten.

Undskyld det blev så langt - Måtte simpelthen bare ud med alt det her, og uanset hvor latterligt det end lyder hjalp det en smule.

Tak fordi i gider læse dette.

- Louise.