Peters Verden(1. afsnit) {{forumTopicSubject}}

Håber i kan lide den, da den er lidt anderledes end de andre jeg har skrevet.

jeg kan anbefale at kopier det over i et worddokument

Næste afsnit kommer imorgen

***

Peters Verden

Der var helt mørkt på det lille værelse. Det var kun blokken med papir på det gamle skrive bord, der vidnede om at der boede nogen derinde. Sengen var redt og ved siden af stod en slidt skoletaske. Hvis ikke det var fordi man vidste det, ville man tro at der ikke var nogen derinde. Men klemt inde under skrivebordet sad en dreng. Han holdte begge sine hænder oppe for ørerne og bad til at larmen snart ville stoppe.
Hans stedfar var som sædvanlig kommet fuld hjem. Den første han var stødt ind i var Peter, der sad ved ved spisebordet i køkkenet og lavede lektier. Det var kommet bag på Peter at han allerede var hjemme, og inden hans vidste af det, blev han råbt ind i hovedet: ”Hvorfor helvede har du ikke lavet mad, knægt. Jeg fatter ikke jeg gider arbejde dagen lang, så en uduelig møgunge kan få tøj på kroppen og mad at spise!” Det næste der skete, fortrød Peter så bitterligt. Flabet røg det ud af munden på ham: ”Du laver sku da ikke andet end at knappe den ene øl op efter den anden. Jeg fatter ikke hvad min mor ser i en nar som dig. Slet ikkenår hun fortjener så meget bedre!” herefter gik det hele så hurtigt, at han knap nok åede at opfatte hvad der sket. Hans stedfar var beruset, selv når han var beruset. Han greb fat i drengen og smed ham ind i væggen. Rasende råbte den store mand: ”Nu skal jeg kraftedeme lærer dig at tale ordentligt! Jeg burde have gjort det for længst!” Peter følte hvordan panikken bredte sig inde i kroppen, mens han forvirret prøvede at komme op at stå. Pludselig mærkede han de store, kolde hænder tage fat om halsen. ”Hva', knægt. Så er du pludselig ikke så kæphov”. Hånligt kom ordene ud af munden på manden, men Peter hørte dem ikke. Det eneste han tænkte på var hvordan han skulle komme fri. Han så ikke knytnæven der bankede ind i maven og tvang luften ud af kroppen. Peter vidste at han måtte handle hurtigt, men han kunne ikke tænke klart, da han hev efter vejret. Han kunne mærke hvordan det klamme greb om halsen blev strammere. I et panisk forsøg tog peter fat om sin stedfars hoved og stak neglene i den fedtede hud. Hurtigt gik det op for ham at det ikke hjalp, og i stedet begyndte han at sparke ud efter manden der var næsten tre gange størrer end ham selv. Han fik ramt ham og fik et slag i hovedet og røg igen i gulvet.
Denne gang kom han dog hurtigt på benen og løb alt hvad han kunne ind på sit værelse. Han nåede lige at få låst døren, da han hørte sin stedfar tage fat i døren. Hvorfor vidste han ikke, men han kravlede ind under sit skrivebord. Først frygtede han at døren ikke ville holde, men efterhånden som minutterne slæbte sig afsted følte han sig mere sikker. Han ville se på sit ur, for at få styr på hvornår hans mor kom hjem. Men i kampens hede måtte det være faldet af, og alt han kunne gøre nu, var at vent.
Han ville fortælle det hele til sin mor når hun kom. Nu måtte hun da tro på ham, når han sagde at han ikke brød sig om sin stedfar. Men så kom tvivlen frem. Hvem ville hun tro på? Hvad ville der ske, hvis han fortalte hende det og hun ikke troede på ham? Ville hans stedfar så slå igen?

Stilheden var uhyggelig, og Peter håbede at der var roligt igen. Han vidste at hans stedfar havde et varmt temperament, me han havde aldrig drømt om at der ville komme så vidt. Han kravlede langsomt ud fra sit skjul. Han stod et øjeblik foran døren for at samle mod til sig, og satsede så på at hans stedfar var faldet omkuld. Han kunne mærke smerten i kroppen, og da han havde rejst sig op havde han følt kvalmen vælte frem. Han åbnede døren og tjekkede om der var fri bane, for så at snige sig ud på toilettet. Da han var i sikkerhed åndede han lettet op. Han blev ikke overrasket over det blå mærke, på siden af ansigtet. Det der overraskede ham, var at det ikke gjorde ondt. Det gjorde de røde mærker hans stedfars hænder havde efterladt på hans hals tilgengæld. Peter lænte sig ind over håndvasken, tændte for det kolde vand og vaskede sit ansigt. Nu løftede han op i sin trøje. Det store mørke mærke dunkede og gjorde ondt hvergang han trak vejret.
Nærmest lydsløst bevægede han sig ud imod køkkenet. Han kunne høre sin stedfar sidde og vrisse af tv'er. Peter stivnede og kunne mærke hvordan panikken igen begyndte at komme frem. Men han valgte alligevel at forsætte ud i køkkenet. Han måtte sørge for at der var ryddet op inden hans mor kom hjem. Han vidste hun havde det svært, og han ville ikke være med til at gøre det værre. Hvis ikke det var fordi hans stedfar gjorde hende lykkelig, ville han have fortalt hende alt. De kærester hun havde haft før ham, havde behandlet hende skidt. Men det her var anderledes. Han kunne få hende til at smile, og vigtigere endnu. Han fik hende til at le. Peter kunne ikke huske en tid før hvor hun havde været så glad. Hans stedfar var heller ikke så slem, i hvert fald ikke så længe hans mor var hjemme. Han var som regel også flink nok, når han ikke havde drukket. Men drikkeriet var taget til gennem de sidste par måneder. Desværre havde hans stedfar en utrolig evne, der gjorde ham i stand til at være ædru i det øjeblik hans mor trådte ind af døren. På den ene side ærgede Peter sig over det, for han ville ønske at hans mor kunne se hvilket kvaj hun havde giftet sig med. Men han vidste at det ville knuse hendes hjerte, hvis hun fandt ud af det.
Peter så opgivende ud i køkkenet. Det hele var væltet rundt. Det første Peter fik øje på, var hans ur. Han tog fat i det. Viserne bevægede sig, men glasset var i stykker og den ene rem sad ikke længere fast. Peter mærkede angsten blive udskiftet med vrede. Uret havde han fået af sin far sidste gang han så ham. Selv om hans mor sagde at han var stukket af fra dem fordi han var en kujon, så var han overbevist om at grunden måtte være en anden. Den tid med sin far, huskede Peter som lykkelig, men han vidste ikke længere om det var hans hukommelse der spillede ham et puds, eller om hans erindringer var ægte. Under alle omstændigheder mindede uret ham om gode tider.
Han lagde uret i sin bukselomme, og begyndte at rydde op. Hans ene skolebog var gået i stykker i ryggen, og den stil han havde arbejdet med i en del timer lå iturevet over hele køkkenet. Han fik samlet alle sine skoleting, og rejste stole op. Pludselig frøs han. Han vidste at hans stedfar stod lige bag ham og så på ham. Peter overvejde et øjeblik at flygte, men han vidste at det vlle være nytteløst at forsøge. ”Sæt dig ned, vi må snakke sammen”. Peter kunne mærke hvordan han blev lettet indvendigt. Han kunne høre roen i sin stedfars stemme, og han vidste at han ikke havde noget at frygte. Han satte sig ned, mens han så skeptisk hen imod manden han få timer forinden flygtede fra. Manden fandt rugbrød og pålæg fram, og få minutter efter sad han over for Peter. Drengen blev urolig igen. ”Spis” blev han befalet og han turde ikke andet. ”Når din mor kommer hjem, så fortæller du hende at du er faldet ned af trappen.” peter ønskede at han turde sige noget, men i stedet sad han bare og så ned i bordet. ”Finder jeg ud af at du har fortalt nogen om hvad der er sket idag, skal jeg sørge for at du aldrig siger noget til nogen igen. Har du fattet det?” Peter skulle til at sige noget, men så gik døren op og hans mor kom ind.