Godnat Bell <3 (langt) {{forumTopicSubject}}

Det her indlæg har taget mig nogle dage og få skrevet. Men jeg vil gerne dele det her med jer herinde, det er bare ret svært at skrive om. Bær over med mig hvis det lyder underligt...

Hvis du som læser ikke vil læse om hvordan heste aflives eller lignende, så skal du ikke læse det her indlæg, for jeg skriver detaljer. Det har jeg brug for at komme ud med og håber i vil være medfølelde og acceptere det :o) Tak...


I fredags fik jeg aflivet min pony Bell.
Nogle af jer herinde har læst omkring mit grundlag for beslutningen. Det var en svær beslutning, men jeg er selv overbevist om jeg tog den rigtige, og I søde mennesker herinde har givet mig opbakning hvilket betyder rigtig meget. Derfor føler jeg også jeg skal dele det sidste med jer.
Vil ikke gentage mit grundlag, da det er i et andet indlæg herinde og vil ikke gentage mig selv for meget.

Men i fredags...
Vi havde valgt at lade Bell komme på folden om formiddagen, da hun skulle have sin sidste dag så normal som muligt og ikke være ked af det inde i boksen. Dyrlægen kom ved middagstid.

Ca. halv 12 gik jeg ud på folden for at hente Bell. Hun kom hen mod mig da jeg kaldte, men var meget sløv og opgivende. Som om hun ikke ville mere og tiggede mig om at afslutte det...
Hun gik ved siden af mig med benene slæbende hen af græsset nærmest. Hun kunne ikke løfte dem ordentligt og er sikker på hun havde gigt. Hun blev ved med at puffe sit hoved op af mig hvis jeg ikke nussede hende hele tiden, ellers gik hun bagved mig og puffede mulen mod min bagdel (hun var jo ikke så stor), så måtte hele tiden gå og kæle hende på halsen og kramme hende.
Det virkede lidt som om hun godt vidste hvad der skulle ske. Ja ved godt heste ikke tænker og føler som os, men det virkede virkelig sådan...

Jeg satte hende ind i hendes boks, trykkede på foderautomaten så hun fik en god sjat foder og hentede en masse godbidder som jeg fuldte hende trug op med. Så kunne hun gnaske sig mæt og veltilpas mens vi ventede på dyrlægen :o)

(det er satme svært at skrive det her og genoplede dagen!!)

Da dyrlægen kom stod jeg og snakkede lidt med ham om hvad der skulle ske, og han havde noget medicin med til mig til min anden hest.
Da jeg lagde medicinen ud i bilen hentede jeg Bell.

Da vi kom hen til dyrlægen blev hun lidt nærgående over for ham, på den måde at hun hele tiden puffede til ham med mulen og ville kæles og fik godbider af ham. Han er så sød og forstående min dyrlæge, at han var helt rolig og kælede hende og snakkede roligt.
(det er Daniel hos Skjern Å Dyrlæger)

Jeg gik så hen med hende til det sted hvor hun skulle ligge når hun var borte. Der gav han hende sove medicinen, altså samme slags som når de rasper tænder og lignende.
Hun snuppede en bid græs, men faldt så i søvn med det halvt hængende ude af munden :o) så sødt ud...

Da hun sov helt skulle jeg stille mig foran hende, og Daniel gav hende den aflivende medicin. Han tog træktovet og stillede sig foran hende og gav hende et puf så hun satte sig ned på numsen for at falde. Hun faldt bare ikke som de normalt gør, hun lagde sig ned og rullede om på ryggen :oD
Der lå hun så med alle fire ben op i luften og var væk. Det er så kært et billede at jeg ikke kan få det ud af hovedet! Hendes sidste rulletur :o)
Daniel kiggede på hende og sagde "nå så det synes du" og så gav han hende et blidt skub så hun røg ned på siden, hentede stetoskobet og lyttede. Der var ingen hjertelyd mere.

Han skulle så vente ti minutter og tjekke igen, og der sad jeg med tårer i øjnene og følte mig lidt fjollet, men han sagde det var i orden og at han ville synes det var mere underligt hvis jeg ikke var ked af det...

Han tjekkede hende igen, men hun var helt væk. Vi klippede hendes hale af, da en sød pige herinde vil lave et flot armbånd til min datter af hendes hale, jeg skal bare lige have sendt det. Og så kørte dyrlægen igen.

Jeg sad nogen tid og kiggede på Bell og kælte med hende på halsen. Men hun så så rolig ud, og seriøst det så ud som om hun smilede! Hendes mundvig vendte nærmest opad i et smil, et fredfyldt smil som gjorde mig afklaret med at det her var det som hun selv ønskede.

Efter lidt tid dækkede jeg hende til så ingen dyr kunne tage hende, og børnene på vores rideskole ikke kunne se hende ligge der. Og så røg jeg en smøg og kørte hjem...


Om aftenen holdt min familie og mig en afskeds cermoni for Bell. Det valgte vi for at gøre savner og tabet mindre smertefuldt for mine børn, især for Natasha på 7 år, det var hendes pony.

Vi havde købt nogle kinesiske lanterne af den slags man tænder ild i bunden og så flyver de væk.
Min datter havde en hvid hvor der stod I LOVE U på som var hendes specielle til Bell. I alt sendte vi 7 lanterner afsted.
Det var så smukt. De fløj op fra vejen, og da de nåede over træerne og vinden fangede dem tog de fart på og fløj direkte med kurs mod vores rideskole :o)
Pigerne mente det var fordi de skulle ud og hente Bells sjæl og vise den vej op til Valhalla (begrundelse kommer om lidt).
Den aller sidste lanterne som vi sendte af sted fulgte vi til vi ikke kunne se den mere. Da den lige var nået over huset lavede den en kolbøtte i luften som om den vinkede til os. Natasha sagde det var Bell som vinkede det aller sidste farvel til os, og at hun nu havde fred og var glad. Bell vil vente på os og hygge sig indtil vores tid kommer. Det kom fra min 7 årige datter som var helt rolig og afklaret med det som er sket.

Natashas teori om hvad der er sket med Bell er følgende:
Bell har fået særtilladelse af Thor til at hjælpe hans geder med at trække hans vogn når det er tordenvejr. Derfor skal vi under alle tordenvejr ud og se efter hende og vinke. Når hun ikke trækker vognen slapper hun af på græsmarkerne i Valhalla, hvor hun hygger sig med Sleipner og alle de andre heste der bor der, samt med Langento, Langonda og Armarni (det er tre heste som de sidste par måneder er blevet aflivet på vores rideskole). Så nu har Bell det godt og har ingen smerter og er ikke syg mere :o)


Tirsdag var Natasha med os på rideskolen for første gang siden vi aflivede Bell. Hun tog det rigtig pænt, men synes det var lidt mærkeligt at Bells boks var tom, lidt underligt. Men hun var ikke særlig ked af det, mere fredfyldt :o)


Tak fordi I læste min historie. Jeg elsker Bell og har gjort det her for hendes skyld og ikke nogen andens. :o)