Ponytiden! "LANGT!" {{forumTopicSubject}}

Jeg er helt sikker på at dette emne berører rigtig mange ryttere i denne tid. Jeg står nemlig selv og føler hvordan det er. Jeg ved ikke hvad jeg vil med det her, men har bare brug for at fortælle det til nogen som forstår.

D. 30. december 2009 fik jeg denne her misforståede skabning på prøve. En rød vallak på næsten 9 år. Jeg faldt straks for hans vildskab og hans viljestyrke. Det var dog ikke det der gjorde at han skulle blive min første pony. Nej det var det specielle som jeg kunne mærke var inde bag denne "facade". Goldy var sky, nervøs, og lettere utilregnelig. Det var tydeligt at mærke at han var bange for mennesker. D. 13. januar 2010 skrev min far under på at han var vores!
Dette var begyndelsen på hvad nogle vil kalde et mareridt. Der var hele tiden små fremskridt, men det tog tid. Jeg begyndte at kunne hente ham på folden uden problemer, og gå omkring ham uden han fnyste og skævede ad mig. Jeg kunne røre ham med benene og sige lyde på ryggen af ham uden han fór frem. Efterhånden kom der et venskab. Et venskab som var svært at se og forstå. Det har koster blod, sved og tårer bogstaveligt talt. Vi har haft vores ”kampe” og det har været 2 lange år at nå dertil hvor jeg er nu. Her hvor jeg nu er nødt til at stoppe det hele. Goldy var vild! Han havde fået kræfter til at kæmpe imod det han havde frygtet så længe. Med de kræfter kom det jeg forelskede mig i. Den skjulte viljestyrke, vildskaben og en helt utrolig, speciel pony. Jeg elskede det! Det hele! Når man køber en pony som var som Goldy så var det næsten umuligt ikke at kunne lave fremskridt. Vi havde vores turer og til stævner tog han konstant bomme. Folk gjorde sig kloge på hvordan han skulle rides og at jeg drev ham frem. Sådan så det nok ud ja, men at sidde på en 350 kg tung pony der pludselig springer frem, tja så er det sgu svært ikke at komme til at bevæge sig lidt. Når jeg hørte hvad folk gik og snakkede om, så blev jeg endnu mere ivrig for at dette skulle lykkedes. Jeg vidste at han havde et springtalent der sagde spar 2 og jeg vidste at var der nogen der kunne finde det frem, så var det mig. Tiden gik og efter Goldy havde været på stævnebanerne i ca. halvandet år sprang vi la. Ikke med succes men vi gjorde det! Goldy var stadig vild men efter at ha skiftet underviser for 3 gang begyndte det at køre.
På 3 måneder gik mig og Goldy fra at have 21 fejl i la, til at ride vores første nulrunder! Tilmed også at ride en 110 omspring med 8 fejl. 100% rytterfejl.
Det vi har nu er et makkerskab. Vi er ikke bare en ekvipage der prøver at høste rosetter og opnå respekt ude på stævnepladserne. Vi er et makkerpar der kommunikerer og forstår hinanden. Som hjælper hinanden igennem vores problemer. Vi skal nok få det løst. Men nu, om 5 dage starter vi vores sidste stævne! Vi bliver for sidste gang kaldt ind på banen sammen, kun pga. den dumme ponyalder.
Mange tænker nok ” Hvorfor sælge ham hvis han betyder så meget”. Tja det er enkelt. Jeg har mærket Goldy til træning derhjemme. Du føler en pony der er glad ved ridningen og som elsker at lave noget, men ude på en tærrenbane, på en springbane til et stævne. Tja der har du en helt anden pony. Når jeg rider ind på springbanen til et stævne, så retter Goldy ørene frem, hver en muskel i ham spændes, og lige så snart jeg løsner tøjlen så sætter han i galop. DER er han i hans rette element og jeg elsker ham præcist så meget at jeg ikke vil tage det fra ham. En anden pige skal mærke den glæde han udstråler, når han får lov at lave det han elsker mest. Nemlig at arbejde sammen med hans rytter og vise det til folk.
Vi har gennemgået en udvikling de fleste ikke havde troet ville være mulighed. Min tidligere underviser Birgit Kristensen troede aldrig at han ville gå med normalt bid på en springbane, men mig og Rasmus Riise fik det til at fungere og jeg kan ikke beskrive hvor stolt jeg blev da Birgit roste mig arbejde med Goldy. Fra en tosset pony som alle snakkede om, til en stjerne der går ind og giver sig selv 100%.
Ponytiden skiller mig og dette fantastiske dyr ad, men han vil for altid være min yndlings og min stjerne!<3 Jeg vil følge ham overalt og jeg er helt sikker på at den dag der kommer en sød pige eller dreng og læsser Goldy, resten af den dag vil mit liv stå på standby! For denne glæde ham her giver bliver svær at leve uden!<3

-Helena Elmo, skrevet d. 25. December.