Et ansvarsløst hestekøb {{forumTopicSubject}}

Palles nabo har et par dejlige rideheste. Hver eftermiddag ser Palle gennem sit vindue, hvordan naboen sætter sig op på en af hestene og rider ud i terrænet. Til nabohuset hører et gammelt udhus, som er sat i stand og nu er en prima lille stald.
At svinge sig op på en hest og gallopere en tur med vajende man og vinden piskende i ansigtet, det kunne Palle godt tænke sig.
På sin grund har Palle en gammel carport, som han bare bruger til at stuve en masse ragelse sammen i. Carporten består af tre vægge og et eternittag.
Ifølge avisernes sportssider var der svimlende priser på heste, men gennem samtaler med naboen blev Palle klar over, at man kunne købe heste til meget rimelige priser. Naboen foreslog, at Palle skulle læse "Den store Annonceavis"; der kunne man finde heste i alle prislag.
Palle havde ikke haft kontakt med heste, siden han i en ferie på landet som lille dreng havde fået lov til at sidde overskrævs på en gammel arbejdshest. Det spekulerede han nu ikke over, mens han ringede rundt og forhørte sig på en række annoncer. Han følte bare en smule usikkerhed når han hørte om alle fordelene hos de heste, som blev beskrevet for ham i telefonen. Han havde en dunkel mistanke om, at de, der solgte heste, var svindlere og fidusmagere.
Efter mange samtaler havde Palle sorteret nogle stykker fra, der i telefonen lød nogenlunde som det billede, han havde dannet sig af sin hest: sort med lang man, elegant og ædel - og hingst!
De første han havde set på, virkede lovligt sløve. Sælgerne bevidnede deres rolige temperament og gode karakter, men Palle havde nu tænkt sig èn med "lidt mere liv i".
Den tredje, han så, var en hest lige efter hans hoved. Kvik og vågen, og Palle konstaterede tilfreds, at den rigtigt struttede af livsmod. Sælgeren, som gav et ærligt og sympatisk indtryk, berettede, at det var en 4-års-travhingst, som havde vist sig at være for langsom til travløb.
Man havde forsøgt mange forskellige træningsmetoder for at motivere ham til at løbe hurtigere, bl.a. havde man forsøgt at ride ham. Sadel og rytter var han således vant til. 10.000 kroner skulle hele herligheden koste. Det har en pris, som Palle syntes var usædvanlig rimelig. 5.000 mere ville han gerne have ofret.
For yderligere tusind kroner fulgte en veltilredet sadel og et hovedtøj med. Handelen blev afgjort med et håndslag. Sælgeren lovede at levere hesten selv - og på samme tid skulle betalingen falde.
Den ene side af carporten blev tømt for en masse ting, som blev stablet op i den anden side. Stolper blev gravet ned i en firkant i jorden, og brædder blev slået på stolperne i to forskellige niveauer. Palle som er fiks på fingrene, fik også lavet en låge, som kunne åbnes og lukkes og fastgøres med en haspe.
Nogle halm- og høballer havde han købt af naboen, og hos bageren havde han fået en hel sæk med kasseret, men frisk rug- og franskbrød.
Alt var således klappet og klart, da traileren med hesten svingede ind på gårdspladsen. Sælgeren havde kigget lidt underligt, da han så den hjemmesnedkererede boks. Det havde Palle lagt mærke til.
Imidlertid blev pengene overrakt, og travhingsten blev stillet ind i boksen. Den for uroligt frem og tilbage derinde og kastede sig mod væggene.
Høet, som lå i boksen, blev trampet ud i halmen, og brødet, som lå i en spand, blev også overset.
Palle indså at hingsten længtes hjem, og mente, at den nok snart ville falde til ro. Men jo længere tid der gik, jo mere vild blev den. Til sidst faldt den skumsvedt en smule til ro af ren og skær udmattelse.
En time senere drak den begærligt en spand vand, som Palle tilbød den. Hingsten åd også lidt af brødet, og Palle lagde mere til den, hvis den skulle blive sulten i løbet af natten.
Tidligt næste morgen ringede Palles nabo og fortalte, at hingsten stod uden for hans stald, og at den blødte fra et sår i bringen.
Hingsten havde smadret nogle brædder i den hjemmelavede boks og havde revet sig alvorligt på et af sømmene. Dyrlægen blev tilkaldt og sårene renset og syet sammen. Hingsten skulle nu holdes i ro i to-tre dage, så såret kunne hele.
Palle forstærkede boksen yderligere og satte flere brædder på. Hingsten virkede nu betydeligt mere afslappet, og Palle fyldte brød i dens spand. Hingsten åd med god appetit.

Palle tager på arbejde. Da han kommer hjem nogle timer senere, er boksen igen tom. Sækken med brødet ligger trampet i stykker på jorden, og det meste af brødet er borte.
Palle henter sin hingst ovre hos naboen. Der er dybe spor efter hove på græsplænen og i blomsterbedene. Syningen er sprunget op. Hongsten står helt stille og hænger med hovedet, og Palle trækker slukøret hingsten hjem igen.
Dyrlægen syr såret sammen en gang til. Nogle timer senere ringer Palle igen efter dyrlægen. Hingsten har lagt sig ned. Den vil ikke rejse sig, og ruller sig indimellem voldsomt. Palle holder sig på respektfuld afstand.
Alt det friske brød sammen med ophidselsen har givet en kraftig forstoppelse. Dyrlægen giver hingsten noget beroligende og derefter fire liter olie gennem næsen via en lang plasticslange.
Tiden går, og Palle lærer af sine fejltagelser. Hingsten bliver kastreret, og en måned senere skal han endelig ud på sin første ridetur.
Hovedtøj og sadel bliver lagt på. Palle strammer gjorden og sætter sig op. Han bliver med det samme smidt af, og hesten løber væk. De flagrende bøjler slår hesten i siderne, og det får den til at sætte farten yderligere i vejret. I et vanvittigt tempo løber den ud på landevejen. Et stykke nede af vejen må den vige for en bil, glider, falder og kurer hen ad asfalten.
Hesten er rekonvalescent i nogle måneder. Efter den oplevelse går Palle mere forsigtigt til værks, når han skal ride.
Der går et stykke tid, og le gør fremskridt. Nu kan han suse afsted i fuld galop eller flyvende trav i landevejsrabatten.
I lange perioder har Palle slet ikke tid til at ride. Men hvor er det skønt, når han har tid til at sætte sig op og galoppere med vajende man og hale - næsten ligeså hurtigt som bilerne!

Denne tilværelse med lange perioder i fuldstændig hvile afbrudt af voldsomme energiudfoldelser tvinger i flere omgange dyrlægen til at behandle hesten for akut overanstrengelse i led og sener.
Der går nogle år, og hesten bliver til sidst aflivet på grund af kroniske forandringer i benenes knoglesystem.
Palles konklusion - nu mange år efter - er ikke præget af eftertænksomhed eller selverkendelse. Nej, hans forklaring går ud på, at netop hans hest var "vanskelig i starten, inden han fik orden på den". Den var "smart nok til at komme ud af boksen", og årsagen til benskaderne var "medfødte svagheder".
Hvis man fortæller Palle, at han skulle have behandlet hesten anderledes og forsigtigt påpeger det ansvarsløse i hans fremgangsmåde, bliver han oprørt og siger, at "det er dyrplageri at slå hesten fordi den ikke gør, hvad man vil have ..."

Palle vil det så godt, men alt går skævt alligevel. Han repræsenterer i denne historie den type hesteejere, hvis hest må aflives som følge af uvidenhed og en slags "dumflinkhed". At dette sker relativt ofte tyder statistikken på. Den siger nemlig, at den danske ridehests gennemsnitlige levealder er så kort som 7 år.
Fejlkøb - den forkerte rytter til den forkerte hest, "dumflink" pasning og fodring og oven i alt dette forkert træning og ridning samt en sentimental indstilling - "det er vel nok synd" - er den raske hests største fjender.

Stof til eftertanke...
Uddrag fra Politikens Ridebog af Christer Ericsson