Den tid man aldrig får igen {{forumTopicSubject}}

Hey

Nu sidder jeg og ser video af min elskede pony Sizze Bredager fra mit andet sidste stævne som ponyrytter. Hold op jeg savner den tid, tiden med den elskede pony og de dejlige ponypiger. Jeg havde den bedste tid i mit liv, men tænkte aldrig over det dengang. Først nu når jeg sidder og ser tilbage på alt det jeg har opnået i min ponytid, som jeg ikke engang turde drømme om dengang jeg var lille, sidder jeg og tænker over hvorfor jeg aldrig stoppede op og bare nød at ride rundt, på den pony jeg selv har redet op, som er med mig i modgang og medgang. Først til sidst i min ponytid begyndte jeg at tænke over at hver dag med hende var perfekte, på hver sin måde. Nu sidder jeg som storhest rytter, og har fået drømmehesten, den dejligeste vallak, jeg har været så heldig at låne, og alt gik perfekt, og jeg kom ind i det samme igen, med bare at forlange mere og mere, uden at tænke på hver dag med den er en drøm i sig selv. Den blev desværre skadet for 2 måneder siden, den er heldigvis i dag erklæret haltfri. Men hold op de er måneder har fået mig til at tænke igen over hvor heldig jeg bare har en hest og nogle forældre der bakker op om mig. På mandag må han så rides igen og jeg glæder mig som et lille barn. bare det at må skridte ham. Jeg vil aldrig tage min tid med mine heste forgivet igen.
Jeg har heldigvis stadig min pony og nyder nu hver dag at ride rundt på hende og tænke tilbage på ponytiden. Men hold op jeg ville ønske jeg kunne få den tilbage.
Srry kom bare lige til at tænke på det og om jeg er den eneste der har følt man helt glemmer at værdsætte det man har ?

Andre der har følt alt bare er fløjet afsted og glem en i svinget?