Hvornår gik det op for Jer? {{forumTopicSubject}}

Der er mange forskellige meninger når det kommer til det med at 'elske' sin hest og om hvorvidt det er muligt at få lidt af det samme tilbage.

Dette er et spørgmål til jer der føler, at I har et 'venskab' med jeres hest. Hvornår fandt I første gang ud af, at kærligheden var gensidig?

Jeg kan selv lægge ud med at fortælle..
Stólpi og jeg har været sammen i 5 år. Lige fra første gang jeg red ham, vidste jeg bare at dét var hesten for mig. Jeg begyndte for alvor at elske ham efter 1 år hvor vi havde været sammen, men da han er en meget sensitiv hest der før i tiden var blevet behandlet dårligt, anede jeg ikke om han så mig som noget "godt". Der var små ting, men ikke noget særligt.
Efter et stykke tid, blandt andet efter jeg havde lagt min træning om og fokuserede mere på hestevelfærden, anatomien og jordarbejde, begyndte han at åbne mere op. En sommeraften, hvor jeg i klip-klapper var nede og hente ham for at ride en tur, trak jeg ham forbi vores hingtefold hvor vores Avlshingst stod. Vi var halvvejs forbi, da jeg hører lyden at hove der bare komme tordende, vender mig om og ser hingsten komme styrtende mod os med blottede tænder og nedlagte ører, med øjnene fæstnet til Stólpi. Stólpi skal lige til at løbe forbi mig, da jeg skynder mig at dreje ham væk og derefter straks kaster mig selv op imod hegnet med hænderne spredt ud til siderne, i et højt råb for at få stoppet dyret på den anden side, der laver et kæmpe sliding stop og stopper få centimeter foran hegnet. Han vender straks om og løber sin vej igen.
Mit hjerte galopperede afsted, da jeg et enkelt sekund var sikker på knolden på den anden side af hegnet skulle glide op i tråden og ind i mig. Tiden stod nærmest stille i det sekund, og jeg troede faktisk at Stólpi var løbet sin vej, da jeg ikke kunne mærke ham trække i torvet, faktisk om jeg overhovedet havde det i hånden. Pludselig hører jeg et varmt prust, og mærker derefter en mule tungt ånder mig lige i nakken og giver sig til at gumle. Bagved mig står Stólpi, klistret til min ryg og kommer med et højt 'suk', imens han nuller mig med spidsen af sin mule.
Jeg var ekstremt overrasket over at han var blevet der, spercielt fordi han er meget følsom overfor andre heste, mistroisk overfor mennesker og generelt er lidt 'touchy'. Efter den dag, var jeg 110% sikker på at mit venskab med ham var gensidigt. Jeg ved godt det ikke lyder af meget, men blikket i hans øjne sagde bare alt den dag. Lige siden har der så været mange andre episododer, blandt andet at han jager alle de andre heste væk, hvis jeg bliver barrikaderet, for så selv bare at stå og blive rørt. Han gør det ikke med andre mennesker, så jeg har overbevist mig selv om at han et eller andet sted ser mig som noget positivt. Det håber jeg ihvertfald (;