til jer der er bange iforb. m. ridning {{forumTopicSubject}}

Dette indlæg er til jer der er bange for et eller andet i forb. med ridning. det er meget langt, men det er min historie, som jeg vil dele med jer, da jeg tror og håber at det kan give andre troen og håbet tilbage.

Det hele startede da jeg fik part på en gammel dressurhest, da jeg var 13. inden denne hest havde jeg haft part på en anden, og på trods af jeg var blevet slæbt efter den, blevet trådt på af en anden, stejlet med af en tredje, blevet stukket af med osv. osv. havde jeg aldrig været bange for at ride.havde haft en periode hvor jeg ikke turde ride sammen med andre heste, da min partshest var blevet sparket af en anden under ridning, hvor jeg faldt af, men det gik over igen. men jeg havde Aldrig været bange for en vild galop på stubmarken, at ride en tur alene eller andet, på trods af hesten gerne tog et bukspring. det var bare sjovt i min verden, og sys næsten at jo vildere det var, jo bedre.

Nå men jeg fik så part på dressurhesten. hun var rigtig dygtig og jeg lærte rigtig meget af hende. desværre var hun lige en tand for meget. en dag vi skulle ride tur med en anden, vendte hun 180 grader og styrtede hjemad, og vejen hjem gik tværsover en lille vej, hvor ingen ville have set os komme, før det muligvis havde været forsent, hvis der havde været kommet nogen kørene. jeg kunne slet ikke styre hende på dette tidspunkt. vi trænede og fik undervisning på banen og det gik super. sener skulle vi på tur igen, og da valgte hesten at sætte i vild galop, igen på vej hjem, da vi skulle ride over en hovedvej. det gjorde at jeg blev meget nervøs for at ride hende, men ville ikke rigtigt indrømme det overfor mig selv. men jeg stoppede med at ride.

efter seks år begyndte jeg igen. jeg fik en part på en vallak på syv, som ikke var redet ret meget. det gik okay i starten, men efter at være faldet af da han blev forskrækket, begyndte han at smide mig af hver gang vi skulle galopere. jeg satte mig selvfølgelig op igen og prøvede igen, for han skullle da ikk vinde. indtil en dag han satte i galop, allerede da jeg ville sidde op. jeg slog mig meget, og satte mig aldrig på den hest igen. nu var jeg efterhånden blevet bange for at ride, men ville ikke give op. kom op til maj britt carter i praktik, og faldt for en af hendes heste som jeg var 100% tryg ved i ridehuset. da vi så skulle ride tur spændte jeg så meget at det fik hesten til at sætte vildt galop, og smide mig af. en hest som aldrig har gjort noget lignende. men jeg gav stadig ikke op. tænkte at hvis jeg købte mig egen, ville jeg have tid til at opbygge samme forhold til den, som jeg havde med min gamle partshest.

så jeg gik på jagt efter en roli hest. jeg fandt en skøn hoppe på 9, som skulle være rigtig roli. jeg var nervøs da jeg prøvered hende, men tænkte at jeg nok bare skulle vænne mig til hende. hun var jo sød og gjorde ikke noget. så jeg købte hende.

desværre blev jeg ikke meget roligere efter at have lært hende at kende. havde set hende lave høje bukspring i longen, så var bange for at hun ville gøre det samme med mig. senere fik jeg undervisning. jeg havde ikke fået undervisning i 6 år så stolede på underviseren, som desværre fik mig til at tage min meget bløde hest alt for hårdt i munden. hesten sagde fra ved at galopere på stedet, slå med hovedet osv. jeg faldt af og fik at vide af underviseren at hesten var dum og stædig og ikke gad lave noget. jeg kendte ikke hesten og var ude af føling med heste efter de mange års pause, så jeg troede på hende. jeg droppede dog underviseren og fik undervisning af hestens tidligere ejer. her fandt jeg stille og roligt ud af at hun ikke var så slem, og at hendes opførsel havde skyldes forkert ridning.

nu fik jeg redet lidt, og kunne ride rundt om folden, men var stadig bange for at ride tur og at galopere. senere gik det hele lidt i stå da jeg ikke fik redet så meget. og når jeg gjorde vra det i skridt og lidt trav. mere turde jeg ikke.

jeg havde SÅ dårlig samvittighed over for min hest, da jeg følte at jeg ikke kunne give hende det hun fortjente, med ture i det fri, galop osv. hun måtte jo undvære alle de ting fordi jeg var så bange for alting. overvejde kort om jeg skulle sælge hende, og få en idiotsikker hest. det slog jeg hurtigt ud af hovedet da hun betyder alt for mig og jeg elsker hende meget højt. jeg ville hellere undvære de ting og beholde hende. men jeg fik så en part som kunne give hende de ting. parten stoppede efter lidt over et år, dan hun ville have sin egen, så nu stod jeg med hende selv. skulle jeg finde en ny part eller hvad skulle jeg. jeg prøvede at ride selv, men jeg var selv nervøs i traven. overvejede at få undervisning, men var ret nervøs for det, efter det der skete med den anden underviser.
en dag kommer der så en berider (mener han er uddannet berider) ud til det sted jeg idag har min hest stående. jeg så ham undervise ejerne af staldens datter, og jeg fik kuldegysninger! ved ikke hvad det var, men han var bare SÅ dygtig. det hele var på hestens præmisser, og de ting han kunne forklare om hvorfor hesten reagerede som den gjorde var bare fantastisk, og uden sammenligning med hvad jeg før har set. jeg fortalte ham om mit problem, og det viste sig at han også er uddannet rideterapeut. det var så fantastisk. han havde SÅ mange ideer til hvordan han kunne hjælpe mig og for første gang stod jeg overfor en underviser jeg følte tog mig alvorligt, og ikke bare havde det sådan at jeg skulle tage mig sammen. senere fik jeg undervisning to gange. jeg ved ikke hvad den mand har gjort ved mig, det gør jeg virkeligt ikke, men han har nærmest trykket på en knap. jeg er begyndt at få modet tilbage. jeg har flere gange grædt af glæde efter, for nu har jeg gjort ting sammen med min hest jeg aldrig havde drømt om. jeg begyndte at ride små ture selv. startede med at ride 100m og gik stille og roligt frem med at ride lidt længere og lidt længere. har redt tur med de andre. en tur på ca 6 km. og jeg hoppede kun af en gang. der var et tidspunkt hvor der kom en traktor som de andre heste blev bange for. og da de vendte og begyndte at løbe hen mod os, troede jeg at jeg skulle dø! men det gjorde jeg ikke. min hest blev hos mig. hun løb ingen steder, og jeg blev på ryggen af hende! senere da jeg red en lille tur alen, turde jeg at trave, senere blev det til at jeg turde galopere lidt på folden, og igår tog vi en galop på en stubmark!!! det troede jeg ALDRIG jeg skulle opleve med min elskede hest. troede aldrig jeg ville finde modet!

og hun var SÅ sød. til at starte med galoperede hun sidelæns for at komme ud i en anden mark. hvis jeg før overhovedet var nået så langt som til at galopere på en stubmarjk,, havde jeg været den der var hoppet af allerede der. men jeg blev siddende, lavede mine vejrtrækningsøvelser, og prøvede igen denne gang havde jeg overskud til at sige hende imod, og det endte med en fantastisk galop på stubmarken, uden balade, og hvor hun stoppede på mit mindste signal. jeg havde overskud til at blive på hende bagefter, selvom hun jo nu var tændt, og jeg er SÅ stolt af hende og mig selv. idag tør jeg presse hende frem, hvis hun tøver fordi hun bliver nervøs, hvor jeg før ville være stået af og trukket. vi har en del at arbejde med endnu, men jeg er som sagt bare så stolt. føler jeg kan gå på vandet. havde ærligt talt opgivet håbet om at jeg nogensinde ville kunne gøre de ting. og det var været en ernorm aha-oplevelse, for selvom min hoppe godt kan have sin egen vilje og blive lidt varm, så er hun jo ikke det ustyrlige monster min angst har prøvet at overbevise mig om. hun har 7,9,13 ikke gjort en eneste af de ting jeg var så bange for.

det blev et meget langt indlæg, men hvis du er nået så langt, så håber jeg at du kan bruge min historie til noget. det jeg ville fortælle med det, er at der kan være et lys for enden af tunnelsen, og at det KAN lykkes.