Træning udfra indlæringpsy. principper {{forumTopicSubject}}

Meget interressant artikel af Jan Ladewig, som måske kunne inspirerer eller være tanketorsk for andre også.


<i>Af: Jan Ladewig, professor i dyrevelfærd og -adfærd, KU-Life</i>

Indlæring hos alle dyr (og mennesker) er baseret på tre grundlæggende principper eller måder at lære på: Tilvænning (også kaldet habituering), Sammenkobling af to hændelser (også kaldet klassisk eller pavlovsk betingning), samt Indlæring gennem belønning (også kaldet operant eller instrumentel betingning).

<b>Tilvænning</b>
Tilvænning betyder, at et dyr reagerer mindre og mindre på en bestemt påvirkning, når det udsættes for påvirkningen gentagne gange.

Eksempler:
1. Hvis vi flytter ind i en bolig tæt på en jernbane, lægger vi kun i begyndelsen mærke til togene der kører forbi. Efter et stykke tid bemærker vi dem ikke mere.
2. Hesten der kommer på fold op til en trafikeret vej reagerer i begyndelsen på lastbiler eller motorcykler der kører forbi, men holder gradvist op med at reagere.
3. Hesten der bliver klemt i siderne af rytterens schenkler for hvert skridt den tager, holder op med at reagere på schenkeltryk.
4. Hesten der udsættes for et konstant tryk fra biddet, holder op med at reagere på en anholdende tøjle.

Tilvænning er en nødvendighed for at kunne leve i en normal verden, hvor vi alle påvirkes af tusinde sanseindtryk. Den hest i naturen, som ville reagere ved at vise flugtadfærd hver eneste gang en fugl fløj forbi og hver eneste gang bladene på buske og træer bevægede sig, i stedet for at fortsætte med at græsse, ville ikke optage næring nok til at overleve i ret lang tid. Hvis vi selv ikke vænnede os til de mange sanseindtryk, vi modtager hele tiden, ville vi hurtigt få et nervesammenbrud.

Når man vænner sig til en bestemt form for påvirkning, vil man til en vis grad også vænne sig til små ændringer i påvirkningen, en proces der i fagsproget kaldes generalisering. For et byttedyr som hesten er der imidlertid en klar fordel ved ikke at vænne sig til småændringer, fordi de kan være ensbetydende med, at der er fare på færde. Hvis der pludselig ligger en genstand i det høje græs på vejen til vandingsstedet, kunne den lille ændring i omgivelserne betyde, at et rovdyr lå på lur. Hvis blomsterkrukken på venstre side af indgangen til ridebanen pludselig står på højre side, kunne den lille ændring betyde, at krukken pludselig var farlig. Selvom en hest har gået på fold nær en trafikeret vej, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den er sikker i trafikken, fx fordi bilerne er tættere på eller fordi hesten befinder sig et andet sted end normalt, for blot at nævne nogle få ”småændringer”. På grund af det uhensigtsmæssige for hesten i at generalisere, er vi derfor nødt til at vænne den til så mange forskellige ting som muligt, således at den bliver bange for så få ting og så få situationer som muligt.



<b>Klassisk betingning</b>

Når en neutral hændelse går forud for eller sker samtidig med en anden hændelse, der har en vis betydning for et dyr, kobles eller associeres de to hændelser med det resultat, at den neutrale hændelse får samme betydning som den anden hændelse.




Eksempler:
1. De fleste ryttere kender situationen: man begynder at rumstere rundt i foderrummet og straks står alle heste i stalden med hovedet ud af boksen og kigger efter fodervognen. Når en hændelse (fx det at æde eller det at få foder) blot nogle få gange kobles til en anden hændelse (fx det at fodervognen bliver kørt ud gennem døren til foderrummet), vil begge hændelser kunne vække forventning om foder. De to hændelser er blevet associerede.
2. Rytteren trækker lænden an og skyder derved sædet lidt frem samtidigt med at klemme schenklerne mod hesten. Efter nogle få gentagelser får sædet samme funktion som schenklerne, nemlig at drive hesten fremad.
3. En hest viser en bestemt adfærd og belønnes først med et klik med en legetøjsfrø, og derpå med en godbid. Efter nogle få gentagelser får klikket samme betydning som godbidden.

Ikke kun positive hændelser kan associeres. Også negative eller traumatiske hændelser kan kobles til andre hændelser. Hvis en hest får et elektrisk stød ved at berøre el-hegnet, lærer den at holde sig væk fra hegnet. I fagsproget betegnes denne form for indlæring som frygt-betingning. Hvis ubehaget ved hændelsen er tilstrækkelig stærkt, er en enkelt kobling nok til at skabe associationen. En hest der udsættes for et slemt styrt ved en vandgrav, vil kunne bevare en frygt for vandgrave resten af livet. En hest der udsættes for noget smertefuldt i forbindelse med springning, vil kunne blive bange for spring.



<b>Operant betingning</b>

Den form for indlæring, som vi benytter mest ved træning af heste, er operant eller instrumentel betingning, dvs. indlæring gennem belønning. Hvis en hest spontant udfører en bestemt adfærd, hvis konsekvens er behagelig for hesten, vil hesten i fremtiden vise den pågældende adfærd hyppigere.



Eksempler:
1. Hvis en hest trykker på metalpladen i drikkekarret, således at den får vand at drikke, vil den i fremtiden trykke hyppigere på pladen, når den er tørstig. I fagsproget siges vandet at forstærke hestens adfærd, at trykke på pladen. Vandet er en positiv forstærkning. Forstærkningen kaldes i fagsproget positiv, ikke fordi vand er godt, men fordi noget tilføjes (vandet).
2. Hvis en hest sætter foden på jorden og en gren eller en sten trykker på dens ben på en ubehagelig måde, reagerer hesten ved at flytte benet, således at ubehaget ophører. Hestens adfærd belønnes ved at ubehaget ophører. Ophøret af trykket er belønningen for adfærden at flytte benet. Denne form for belønning kaldes i fagsproget en negativ forstærkning. Den er negativ, ikke fordi trykket er ubehageligt, men fordi noget fjernes (trykket).
3. Et andet eksempel: Hesten står bundet op på staldgangen. For at rytteren kan komme forbi den, skal den flytte bagparten til siden. Rytteren prikker den i siden med en finger. Så snart hesten træder til side holder rytteren op med at prikke den i siden. Ophøret af prikket er belønningen for, at hesten har vist den ønskede adfærd, at træde til side. Også denne belønning er en negativ forstærkning, fordi noget fjernes (prikket).

Udtrykkene positiv og negativ forstærkning har altså intet at gøre med om ”man er god eller ond” ved dyret, om man giver det en godbid eller udsætter det for noget ubehageligt. Udtrykkene betyder ene og alene om man tilføjer noget (positiv forstærkning) eller om man fjerner noget (negativ forstærkning).

Al håndtering af heste er baseret på brugen af negativ forstærkning.

I samme øjeblik vi lægger en grime eller en trense på hesten, forbereder vi os på at benytte negativ forstærkning. Når grime og træktov er lagt på hesten og vi ønsker at den skal gå fremad (fx hjem fra folden eller ud af boksen), trækker vi let i træktovet, således at hesten udsættes for et let tryk i nakken. Så snart den reagerer som ønsket, nemlig at gå fremad, holder vi op med at trække. Ophøret af trykket i nakken er belønningen af hesten for at have vist den rigtige adfærd.

Når vi vil standse hesten igen trækker vi bagud i træktovet, således at den udsættes for et let tryk fra grimen på næseryggen. Så snart den reagerer som ønsket, nemlig at standse, holder vi op med at trække. Ophøret af trykket på næseryggen er belønningen af hesten for at have vist den rigtige adfærd.

Intensiteten af det tryk vi udsætter hesten for. afhænger af hvor veltrænet hesten er. Første gang føllet eller unghesten får grime på og den mærker trykket i nakken, reagerer den måske ved at trække tilbage, evt. ved at gå baglæns. På dette stadie er det vigtigt, at træneren bliver ved med at trække fremad og evt. at øge trækket fremad, indtil hesten viser den rigtige reaktion, at gå (måske blot et enkelt skridt) fremad. Først da belønnes hesten ved at trykket ophører.

En af fordelene ved at benytte negativ forstærkning er, at det ubehagelige, altså trykket, kan intensiveres. Udover et stærkere træk kan træneren tappe hesten på skulderen med en pisk, ikke for at påføre den smerte, men højst for at irritere den. Den voksne hest der af forskellige årsager er holdt op med at reagere på trækket fremad, kan gentrænes ved at øge ubehaget, indtil den viser den korrekte adfærdsreaktion.

Et måske mere velkendt eksempel på manglende reaktion er hesten der ikke vil standse, når træneren trækker bagud i træktovet. For det første kan trykket intensiveres enten ved at lægge trense på hesten, således at det ikke er grimen der trykker på næseryggen men biddet der trykker på den langt følsommere underkæbe. For det andet kan trækket intensiveres ved at vibrere træktov eller tøjler (altså at trække gentagne gange i små kortvarige ryk) indtil hesten reagerer. Det vigtigste er at huske at ophøre med træk, tryk, pisketap og hvad man ellers benytter til at irritere hesten med, så snart den viser blot begyndelsen af den ønskede adfærd.

Det det gælder om ved anvendelsen af negativ forstærkning er at reducere det tryk man benytter ved den indledende træning, til det mindst mulige, således at det ikke længere har karakter af tryk eller endog ubehag, men blot virker som et let signal. Dette gøres bedst ved at anvende klassisk betingning, som beskrevet ovenfor. Hesten gives et let tryk, der har karakter af et signal. Hvis den ikke reagerer på signalet, eller hvis den reagerer for langsomt eller for lidt, efterfølges signalet af et kraftigere tryk, som er lettere ubehageligt for hesten. Efter nogle få gentagelser lærer hesten, at hvis den ikke reagerer på det første lette tryk, følger det mere intense, ubehagelige tryk. Denne kobling mellem signal og det ubehagelige tryk skal ikke kun foretages under den indledende træning, men eventuelt gentages senere, hvis hesten begynder at reagere for lidt på signalet. Kun ved at benytte denne fremgangsmåde, opnår man at få en hest der reagerer let på ens hjælpere.



<b>Straf</b>

Udover positiv og negativ forstærkning, som begge er belønninger og altså ”godt” for hesten, kan dyr også trænes ved at påføre dem smerte eller andet ubehag, når de viser en bestemt adfærd. Ligesom en belønning kan få dyret til at vise en adfærdsreaktion hyppigere, kan en straf få dyret til at vise en adfærdsreaktion sjældnere. Men der er to forhold, der er vigtige at være klar over, inden man benytter straf. For det første kan man ikke få et dyr til at vise en adfærd ved hjælp af straf (måske lige med undtagelse af flugtadfærd). Man kan højst få dyret til ikke at vise en adfærd. Man kan for eksempel ikke få en hest til at springe over en forhindring ved at straffe den. Og at tro at man kan lære en hest ikke at refusere ved at straffe den, er at tillægge hesten evner den sandsynligvis ikke er i besiddelse af.

For det andet er det vigtigt at være klar over, at en straf ikke kun virker på en bestemt adfærdsreaktion men derimod på hele træningssituationen. Udover at dyret lærer at udføre en adfærd mindre hyppigt, mindskes dets motivation for at lære. Så selv hvis piskeslaget efter refuseringen skulle have den ønskede effekt (at hindre fremtidige refuseringer), vil hesten være mindre motiveret for at springe, fordi den har lært at springning generelt er forbundet med smerte eller ubehag.

<b>Eksempler på forkert anvendelse af hjælpere</b>

Der er især tre forhold ved moderne ridning som er højst problematiske betragtet ud fra et indlæringspsykologisk synspunkt, og som har en dårlig indvirkning på hestens velfærd og på rytterens sikkerhed. Det ene er brugen af tøjletræk til at tvinge hesten ind i en bestemt holdning. Det andet er brugen af schenkler og sporer til at drive hesten fremad. Og det tredje er anvendelse af piskeslag som straf, fx når hesten refuserer ved springning.

1. At tvinge en hest til at gå samlet ved at trække mere eller mindre konstant i tøjlerne er en fuldstændig misforstået måde at opnå samling på. Samling betyder at få hestens bagpart ind under sig, således at bagben bærer en større del af hestens og rytterens vægt. At tro at dette opnås ved at tvinge hestens hoved ind mod kroppen, svarer til at få en hund gjort glad ved at svinge dens hale fra side til side. De fleste heste der ved tøjletræk tvinges i en bestemt holdning, vænner sig til det konstante tryk fra biddet med det resultat, at når rytteren får brug for at skulle standse hesten, virker signalet på at stoppe ikke mere. Bremserne er slidt af hesten! Nogle ryttere kompenserer for den manglende kontrol over hesten ved at bruge skarpere (dvs. tyndere) bid, stangbid eller tre-rings bid. Enkelte andre heste reagerer på det konstante tryk fra biddet ved at modsætte sig og bliver derved vanskelige eller umulige at ride. Resultatet af denne form for ridning er meget dårlig både for ridesikkerheden og for hestens velfærd.

2. At presse schenklerne mod hestens sider for hvert skridt den tager (eller endnu værre at trykke sporerne ind i dens sider for hvert skridt), er intet andet end en dårlig vane som intet har med fremaddrift at gøre, simpelthen fordi hesten (af nød) hurtigt vænner sig til signalet og ikke reagerer ved at gå hurtigere. (Speederen på hesten er også slidt af!) Hvis rytteren kompenserer ved at skulle sparke hårdere, bruge sporer eller længere sporer, eller eventuelt pisk, er vi ovre i området straf med de deraf følgende konsekvenser for hestens velfærd og dens motivation for at blive redet.

3. Når en rytter bruger pisk, sporer eller et kraftigt ryk i tøjlerne til at straffe en hest der lige har refuseret et spring, som regel idet hesten er på vej væk fra springet, er det tvivlsomt at hesten opfatter smerten fra straffen som en tilskyndelse til ikke at refusere næste gang. Der er lige så stor sandsynlighed for at den opfatter springet eller andre forhold ved situationen som noget ubehageligt, som den helst vil undgå. Mange heste der straffes for at refusere, reagerer ved at løbe mere eller mindre forvirrede rundt, som tegn på, at de ikke ved hvorfor de straffes. Noget andet er, at en hest kan drives hen imod et spring ved hjælp af pisk, sporer (eller det at rytteren råber af hesten), med det resultat at den springer. De fleste heste der rides på denne måde springer næppe af lyst men for at undgå straf. Mange heste der ”trækker hen mod et spring”, viser sandsynligvis flugtadfærd, snarere end glæde ved at opfylde rytterens ønske om at springe.

Ifølge dyreværnsloven er det forbudt at påføre dyr smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe. At vi ikke helt kan undgå især det sidste, når vi har med husdyr at gøre (og især ikke husdyr der er så store og stærke som heste), er indlysende. Dyrlægen er nødt til at bruge tvang ved mange former for behandling. Hovsmeden ligesådan. Og rytteren er også nødt til at bruge ”tvang”, i hvert fald i en sådan grad. at han eller hun har fuld kontrol over hesten. Uden denne kontrol er det alt for farligt at omgås heste. Men det er vigtigt at være klar over, at vi kan formidle denne tvang på en måde som opfattes af hesten som noget positivt. Hvis vi træner og rider vores heste rigtigt, er der ingen tvivl om, at de er glade for at være i vores nærhed, ikke kun for at få foder og godbidder, men måske også for at blive stimuleret og for at få opgaver at løse, måske endda i en sådan grad at de bliver glade for at springe eller at gå dressur med os.

Som jeg i sin tid skrev i min bog Ridesikkerhed: Der er vigtigt at være klar over, at der er en hårfin grænse mellem disciplin og hårdhed, ligesom der er en hårfin grænse mellem venlighed og eftergivenhed. Man kan og bør kræve disciplin uden nødvendigvis at være hård. Og man kan være venlig og kærlig uden nødvendigvis at være eftergivende.