Jeres mening om stil? {{forumTopicSubject}}

Hey mine venner... Gider i læse min stil og komme med jeres mening?
<b> Som altid </b>
Han kysser mig på kinden. En varm følelse flyder igennem min krop. Jeg kan mærke hvordan blodet pumper rundt i kroppen. Helt ud i fingrespidserne. Han kigger på mig. Ømt og kærligt. Hvor har jeg dog savnet hans omsorg. Alle problemerne var glemt nu. Det er kun ham og jeg. Følelsen af at være elsket kom tilbage. For første gang efter vi havde fået vores søn følte jeg at jeg var noget værd.

”… er 8..” Jeg vågnede med et sæt. Tilbage til virkeligheden. Hvor var jeg dog dum at tro på at det hele rent faktisk kunne blive godt igen. Han elskede mig ikke mere. Jeg vidste det jo godt. Hvorfor var der en del af mig der ikke ville indse det? Jeg rejste mig op. Smilede anstrengt til ham, og satte mig hen til spejlet. Nøjagtigt som jeg gjorde hver evig eneste dag.
Jeg kunne høre ham snerre ovre fra sengen. En kold fornemmelse løb ned af ryggen på mig. Følelsen af at være værdiløs. Han kendte mig så godt nu. Han vidste lige præcis hvilke knapper han skulle trykke på. Jeg burde være ligeglad, men det var jeg ikke. Jeg gik ud af lokalet. Orkede ikke at skændes med ham.
Jeg gik ind til min søn. Han var det eneste lyspunkt i min dag. Han var vågnet. Han sad på gulvet og legede. Han var så stille. Han vidste godt hans far ville blive sur hvis han larmede. Drengen lignede ikke sin far på nogen punkter. Da han så mig sprang han op og fløj mig om halsen. Han vidste godt han var nødt til at fortælle sin far at dolken var væk. Hans fars dolk. Jeg vidste godt at han ville smide den væk, men jeg kunne ikke nænne at tage den fra ham. Han var så glad for den. Jeg måtte købe en ny. Der var ikke andet at gøre. Jeg kunne ikke holde skænderierne ud. Alene min mands blik var nok til at jeg gik i panik.
Jeg gik ud i køkkenet sammen med min dreng. Han rendte mig altid i hælene. Han var sådan en dejlig dreng.
Jeg fortsatte i min daglige rutine. Jeg lavede morgenmad til min mand og til min søn. Enhver husmors pligt. Hvis jeg dog bare fik et enkelt tak, men at forlange det af min mand var nok for meget.
Han kom ud i køkkenet. Sur og gnaven som altid. Han kiggede på mig som om jeg var en hundehvalp der havde tisset på gulvtæppet. Jeg skyndte mig at give ham hans kaffe. Min søn sad og rokkede på stolen. Hans far kiggede på ham. Han ville regne det ud om lidt. Jeg kunne se det på ham. Jeg skyndte mig at finde et håndklæde jeg kunne pille ved. Mine fingre kørte rytmisk henover håndklædet. Mine hænder var svedige.
Han spurgte drengen med iskold stemme, hvor dolken var. Min søn sad helt stille. Han kiggede ned i bordet og sagde meget sagte at dolken var blevet væk.
Jeg skyndte mig over til ham og forklarede min mand situationen. Han kiggede på mig og spurgte mig, hvor længe jeg havde vidst det. Hans stemme var iskold igen. Forklarede han at den blev væk i går..
Hans øjne lynede. Han mumlede noget, slugte sin kaffe, og skyndte sig ud af døren.
Drengen græd. Han fik ikke lov til at være barn. Jeg hentede et lommetørklæde og fik han til at pudse næse. Han fik et stykke slik, og så jeg forsikrede ham at jeg nok skulle finde dolken.
Han blev sendt i skole, og jeg begyndte eftersøgningen.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre hvis jeg ikke fandt den. Dolken havde været min mands kæreste eje. Hans eneste positive barndomsminde. Jeg ledte overalt. Køkkenet, soveværelset, badeværelset, stue, min søns værelse, kælderen og i garagen. Den var væk.
Bare han ikke slog drengen. Så hellere mig.
Drengen var kun fem år gammel. Han vidste ikke hvad ansvar var. Jeg satte mig på den næste stol og pillede ved betrækket. Det var noget smukt rødt stof med små mønster lavet af guldfarvet sytråd. Mine øjenlåg blev tungere og tungere. Jeg blinkede et par gange og et par dråber ramte stolens betræk der blev helt mørkerødt. Det blev mørkt ligesom mit indre.
Min dreng kom hjem kl. 12. Han var glad. Han havde fundet dolken ovre hos en af hans legekammerater.
En varm følelse af lettelse strømmede igennem mig.
Nu blev alting godt igen.
Min mand kom hjem om eftermiddagen. Så snart min søn så ham løb han ham i møde.
De kom ind i gangen. Jeg hilste på min mand.
Jeg smilede og spurgte om han havde haft en god dag. Indeni var jeg rasende over han ikke sagde noget om dolken.
Han svarede tonløst ja og gik ind i stuen med sin avis.
Sådan som han altid gjorde…
Kristina Outzen