<"3 MINE HESTE <"3 {{forumTopicSubject}}

Skal på ferie i morgen - så sider lige og prøver på ikk at flippe helt ud over at jeg ikk skal se mine heste i 4 dage. Det lyder måske dumt? Men de er mit liv - jeg elsker dem mere end alt andet! Jeg ved ikk hvad jeg skal gøre den dag de ikk er her mere, derfor har jeg skrevet denne historie - hvad synes i? (Har også skrevet en 2`er men den kommer når jeg kommer hjem fra ferie!)

Da du en dag ikke var her mere 1

Jeg står i døren til ridebanen stirre ud i regnen. Man kan se på vandpytterne at den regner meget. Vinden får dråberne til at ramme mig. Men jeg ligger ikke rigtig mærke til det. Mine tanker er et helt andet sted. Nemlig hos dig. Jeg høre en dør knirke men jeg kan ikke vende mig om. Det er som om at regnen minder mig om noget - noget om dig. Det er smukt når dråberne danner cirkler i vandpytterne. Jeg lukker øjnene og mærker hvordan mit hår flagre når der kommer et vindpust. Men det føre også dråberne med og giver mig et gys. Jeg tager et skridt tilbage og kikker rundt i stalden. Der er tomt. Jeg går gennem den store stald og kikker ind i din boks. Der er også tomt. Jeg går gennem stalden og ind i sadelrummet. Alt det dyre udstyr hænger derinde. Jeg kikker på det store rideskab med de mange rosetter på. Det er vores. Eller det var vores. Nu er det kun mit. Jeg falder på knæ og tager den store røde roset af dens plads, på rideskabet. Det var fra vores første stævne.
Du var vild men ikke ustyrlig. Vi klarede springene en efter en. Det gik i en meget hurtig fart - vi vandt. Jeg kan huske du lavede et bukkespring af glæde, da tilskuerne klappede.
Du elskede at vinde, elskede æresrunden, når du med en roset i hovedtøjet, kunne styrte af sted. Men du prøvede det for få gange. Noget skulle sætte en stopper for det succesrige liv vi havde sammen. Og vores venskab.
Jeg sætter rosetten tilbage på skabet og går hen til døren til ridebanen igen. Jeg kikker igen ud i regnen og tænker tilbage på den morgen hvor du tog af sted. Du var kun 6 år. Og jeg regnede med at vi skulle være sammen til du mindst blev 30 år. Men sådan skulle det ikke være.
Jeg husker tydelig den morgen du tog af sted. Jeg havde stået tidligt op for at give dig rosenknoppe i din man som du elskede inden vi skulle til stævne. Du elskede når vi stod på staldgangen og nussede i flere timer - og jeg elskede det! Mor var altid med om morgnerne når vi skulle til stævne, så hun kunne hjælpe.
Jeg åbnede døren til stalden og fløjtede. Du stak altid dit hoved ud af boksen og vrinskede når jeg fløjtede efter dig. Men denne gang var det anderledes. Nærmest et skrig om hjælp kom fra din boks - men jeg kunne ikke se dig. Jeg mærkede et koldt pust på mig som når et lys går ud. Jeg stoppede og kunne ikke gå. Mine ben var helt væk og jeg mærkede hvordan mit smil gled væk og hvordan kulden bredte sig i min krop. Jeg fløjtede igen og ventede på svar. Men der kom intet. Pludselig gav mine ben efter og jeg faldt. Jeg ramte hårdt jorden men kravlede hen til din boks. Jeg fik den op og faldt halvvejs ind. Jeg landede oven på noget. Jeg turde næsten ikke kigge. Men mine øjne blev tvunget op. Du lå der i halmen. Dit hoved lå næsten helt begravet i halmen. Du løftede stadig ikke dit hoved. Jeg kravlede hen til dit hoved og løftede det op. Dine øjne var åbne og du stønnede lavt. Jeg aede dit smukke stjerne og kyssede dit øre, som jeg altid gjorde når jeg kom. Jeg lagde mig stille ved din side mens jeg aede din bløde pels. Jeg hørte mor komme løbende hen af staldgangen. Da hun kiggede ind til os greb hun hurtigt sin mobil og ringede til nogen.
Da hun havde snakket med personen i lidt tid begyndte hun at snakke til mig. Men jeg hørte ikke efter. Jeg tog fat om din hals og lagde mit hoved på din bløde hals. Det begyndte at stikke i min hals. Jeg mærkede at tårnene begyndte at rende ned af mine kinder.
Jeg hørte en bil komme. En dyrlæge kom lidt efter ind i boksen. Han mærkede overalt på dig og rystede på hovedet. Jeg viste det var forbi - men kunne ikke tro det. Du havde hjulpet mig ud af min svære tid, da jeg havde anoreksi. Nu ville jeg ikke svigte dig for du havde aldrig svigtet mig.
Jeg husker da dyrlægen gav dig sprøjten, du stønnede. Jeg holdt stadig om dig. Mor tog fat i min arm og prøvede at trække mig væk. Men jeg klamrede mig til dig. Jeg kunne ikke slippe - og jeg ville ikke! Mor begyndte at råbte og hive i mig. Men jeg var ligeglad, jeg slap stadig ikke mit greb i dig. Det jeg elskede mest i verden var nu væk. Tårerne strømmede ned af mine kinder, jeg ville aldrig slippe dig. Mor slap mig. Jeg lå der i lang tid uden at åbne øjnene. Jeg begyndte at gabe og snøftede lidt. Jeg mærkede igen noget prikke i min hals var tårerne begyndte igen at trille ned af mine kinder.
Jeg mærkede at du begyndte at blive kold efter noget tid. Jeg slap dig hurtig og løb ud af boksen efter et tæppe. Men mor greb fast i mig. Jeg prøvede at flå mig fri men jeg kunne ikke. Jeg skreg, slog og sparkede omkring mig og prøvede at komme ind i boksen igen, med tæppet. Men mor slap mig ikke. Jeg kastede tæppet over dig med ramte kun dine ben. ”Du dræber hende” skreg jeg igen og igen. ”Hun er død” råbte mor. Jeg blev som lammet - jeg viste det jo godt, men jeg kunne ikke bærer at høre andre bekræfte det. Jeg løb ud til ridebanen og stod og så på regnen som vi så tit havde gjort sammen.
Nu står jeg her igen og kikker ud mod regnen ligesom den dag du forsvandt - bare alene. Jeg tænker med glæde tanker på den sidste dag vi havde sammen. Jeg elskede dig men jeg svigtede dig. Jeg var ikke hos dig da du manglede mig. Jeg lovede dig at der ikke skete dig noget. Men det gjorde der. Jeg sad længe hos dig den dag og aende dit smukke hoved. Jeg ville ikke svigte dig mere. Men det havde jeg gjort og det var en fejl. Jeg mistede min bedste ven.
Jeg husker den dag som det skete i går. Min mor spørge tit om jeg ikke vil have en ny ligesom dig men hver gang hun spøger får hun det samme svar:
Another mount,
another year,
another smile,
another tear,
another winter,
a summer too….
But there`ll never be….
>> ANOTHER YOU <<