Historie... Til jer der vil læse {{forumTopicSubject}}

Clara og så den anden historie er desværre ret døde, da alt jeg havde skrevet ligger på min bærbare, og den er helt død

Men så starter man da bare på en ny Her er første del Håber folk vil læse mere

Mødet med Gimli.

Hun sparkede hårdt til stenen. Intet var til at holde ud. Hun var lige flyttet til byen sammen med sin mor og to brødre, og allerede var der opstået problemer i skolen. Hun vidste at rygter løb som en steppebrand, men det her var for meget. Det kunne ikke være rigtig at hun skulle tage ansvar for de ting, som hendes stedfar havde gjort. Hun var så ude af sig selv at hun slet ikke så hulet i jorden, og hun faldt for over. Hendes ansigt ramte det beskidte vand, og hun hørte hvordan latteren begyndte at bulre som var det torden. Hun hadede det, men ikke så meget som hun hadede den forfærdelig følelse, som nu kom væltende frem inden i hende. Hun mærkede tårerne trille ned af kinderne, og uden at tænke videre over det løb hun alt hvad hun kunne. Hvorhen det vidste hun ikke, hun ville bare væk fra de stikkende øjne. Væk fra det hun hadede allermest.

Hun vidste ikke hvor langt hun havde løbet, og da hun stoppede havde hun ingen ide om hvor hun var. Hun satte sig ned og tog et lille krøllet billede op af lommen. Med armen prøvede hun at fjerne det snot, som begyndte at rende fra næsen. Billedet var af en lykkelig familie, familien var engang hendes egen. Det var så lang tid siden, at den familie næsten måtte være en anden. Hun havde svært ved at forstille sig selv være den lille pige med de lang lyse fletninger, som sad så stolt på sin fars skød. Hun kunne ikke længere huske hendes mors smilende ansigt, og det frække udtryk der var i hendes brødres øjne. Det var længe siden, og den familie eksisterede ikke længere.
Hun folede billedet sammen, sukkede højlydt og fik efter lidt tid kæmpet sig op på sine ben. Hun var i tvivl om hvilken vej hun skulle gå, og besluttede sig i sidste ende at gå mod de sorte skyer som trak sig sammen på himlen. Efter hun havde gået lidt kom den silende regn som de havde talt om mens hun spiste sin morgenmad. Hun ænsede det dog ikke. Hun tænkte bare på hvad hendes mor ville sige når hun fandt ud af at der allerede var problemer i skolen. Hun hørte pludselig nogle tøser hvine højt, og bagefter kom der en spæd latter. Hun skyndte sig væk fra vejen hun havde bestemt ikke lyst til at tale med nogen lige nu, og slet ikke hvis de var oppe fra skolen. Da hun var kommet lidt væk fra vejen fortrød hun, det var jo lige til at blive væk her i skoven. Hun vendte sig om for at gå tilbage, da hun hørte braget, og bagefter skriget. Hun var ikke i tvivl, der var noget galt. Hun skyndte sig at løbe alt hvad hun kunne hen imod lyden. Hun fik ikke løbet mange meter før hun hørte lyden af noget komme imod hende, en lyd som hun kendte så godt, og ikke havde hørt længe. Det kom nærmere og så fik hun øje på den. En kulsort hest. Den var panisk, og i sin vilde flugt væltede den over sine egne ben. Hurtigt fik den kæmpet sig op, men under styrtet havde den fået viklet sig ind i nogle grene, og nu forsøgte den at komme fri. Hun vidste at hun skulle handle hurtigt, og hun skyndte sig hen til hesten. Mens hun talte beroligende til den prustende hest, fik hun viklet tøjlen løs. Da hesten mærkede at den var fri, forsøgte den at komme videre, men den stoppede i det øjeblik at den mærkede noget holdt fast i den. Hun lod sin hånd glide blidt hen over den våde pels, og trak så forsigtigt af sted med den. Nervøst fulgte den efter hende.
Det varede ikke længe før hestens rytter dukkede op. Hun var meget lykkelig over at der ikke var sket hesten noget: “Gimli, er der sket noget?” Hun skyndte sig at tjekke ponyen igennem. “Han halter en smule på det ene forben, men det er ikke slemt. Jeg tror det går over om et par dage. Hvad skete der?” Inden hun vidste af det fik hun et kæmpe kram. Hun blev så forskrækket at hun hoppede et par skridt tilbage. “Tusinde tak. Hvis ikke du havde været det, hvem ved så hvad der var sket? Du er helt gennemblødt. Kom med os tilbage til gården. Det ikke langt herfra.” Hun så lidt skeptisk på pigen, men indvilligede i sidste ende i at gå med.

Tyve minutter sad de i et lille lokale, og pigen som havde Gimli var ved at lave noget the de kunne varme sig på. Pludselig gik det op for pigen:” Jeg ved slet ikke hvad du hedder?” Hun så på hende, og havde mest lyst til at gemme sig. Hun brød sig ikke om at folk talte med hende: “Emma, mit navn er Emma. Hvad hedder du?” Pigen smilede: “Jeg hedder Katja. Og hende her er min bedste veninde, hun hedder Louise.” Hun pegede på den fregnede pige som sad over for hende. “Jeg synes ikke jeg har set dig før?”. Emma smilede genert, hun kunne faktisk godt lide Katja:” Jeg og min familie er lige flyttet hertil. Før boede vi inde i storbyen.” Louise ville gerne deltage i deres samtale: “Emma, du må være mindst lige så glad for heste som os. Vil du med os ud og ride en tur i weekenden? Du kan låne min gamle pony Ellos, hun er flink.” Emma var mundlam. Hun havde ikke redet i knap tre år, og siden da var det hendes største ønske at komme op på en hest igen. “Selvfølgelig vil jeg det.”
Kort efter kom Katjas far, og han kørte Emma hjem. Han var en person der lavede skæg med alt. Selv det at Katjas pony var stukket af fik han dem til at grine af. Emma havde for første gang længe en fornemmelse af at det hele nok skulle gå, og hun glemte for en kort stund alt om en sur mor der ventede derhjemme.