Hestens hjerne......Indlæring......... {{forumTopicSubject}}

Jeg læser dagligt indlærg herinde fra folk der har såkaldte problem heste eller alvorlige adfærds problemer...

Men hvorfor er nogle af os mennesker så dårlige til at lære omkring vores heste? Hvorfor sætter alle sig ikke ind i hvordan hesten lærer og hvordan dens hjerne fungere?

Svaret kan jeg ikke give, men syntes det er særdeles tankevækkende.....


(link fjernet)


Af Andrew McLean
Foto: Arnd Bronkhorst

Enhver der interesserer sig for heste bør have kendskab til hestens hjerne, eftersom det hovedsageligt er den vi arbejder med, når vi træner heste. Hestens hjerne vejer ca. et halvt kilo og er højt specialiceret til det, hesten har brug for. Derimod har heste ikke evnen til at ræsonnere, fantasere eller hævne sig.

Hestens hjerne har fra tidernes morgen udviklet sig til at være ekstremt effektiv, fordi den er et meget "dyrt" organ at vedligeholde, hvad foderenergi angår.

For et dyr som hesten, der ikke alene er græsæder men også et dyr der har udviklet sig til at leve i områder der er præget af kulde eller tørke, er der ikke næringsoverskud til at forsyne unødvendige nerveceller.

En højt udviklet pandelap, som hos mennesket er sædet for ræsonnement og abstrakt tankevirksomhed, og som er resultatet af vores egen unikke evolution, findes kun i en vis udstrækning hos menneskeaber og delfiner, ellers ikke hos andre dyrearter. For et dyr der lever af at græsse, er evnen til at kunne ræsonnere for kostbar en luksus, som det ikke har brug for. Der er ikke plads i hestens hjerne til ekstreme følelser som euforisk kærlighed eller indædt had. Der er heller ikke plads til fantasi, glæden ved musik eller poesi, til hævn eller massemord. Der er ikke plads til, og heller ikke behov for, moral eftersom instinkter tjener hesten meget bedre.

Hesten består med glans de eksperimentelle tests, vi adfærdsforskere udsætter den for: dens enorme hukommelse og evne til at diskriminere, dens evne til at vælge den løsning ud af mange forskellige, som resulterer i en belønning, dens evne til at generalisere, at lære ved forsøg-fejl fremgangsmåden, ofte efter kun et forsøg, og at associere signaler eller tegn til bestemte begivenheder.

Ifølge de fleste adfærdsforskere omfatter hestens verden imidlertid ikke evnen til at ræsonnere. Empirisk erfaring viser at hesten kun har lidt indsigt i sin instinktive adfærd, hvilket måske forklarer hvorfor en hest kan være fast besluttet på at ville skade sig selv. Hvorfor forsøger en hest ellers at skade sig selv ved at trække tilbage, når den står bundet til en pæl, at kaste sig voldsomt rundt i en trailer eller bogstaveligt talt at styrte imod solide genstande, lukkede døre og lign.? Det er ikke så mærkeligt at vi ofte mener, at den slags heste er direkte 'gale'. Hestens manglende indsigt er årsagen til, at den ikke har nogen fornemmelse for 'form'. Den kan ikke indse at en lille hvid pony, som den aldrig har set før, også er en hest, eller 'forstå' udseendet af et æsel eller en stor hund. Hestens manglende indsigt er grunden til, at den bliver stående ude i regn og blæst i stedet for at gå ind under det halvtag, du så venligt har bygget til den. Først efter at den ved et tilfælde finder ud af, at det er behageligere at stå inde under det, begynder den at vælge halvtaget for at få læ.

Ikke brug for ræsonnement

Under naturlige forhold har heste aldrig haft brug for evnen til mere kompliceret tankevirksomhed som fx at ræsonnere, fordi, som Budiansky udtrykker det, i modsætning til mus løber græs ikke væk og gemmer sig. Faktisk var moder natur venlig over for græsædende dyr ved ikke at give dem indsigt i deres instinktive adfærd. Under naturlige forhold står heste, zebraer eller wildebeest altid på menukortet. At have indsigt i at det er tilfældet og hele tiden at skulle være bekymret, især hvis du var lidt langsom, hvis du var ung, syg, halt, hvis du havde et føl eller blot det at det var nat, ville drive dig fuldstændig til vanvid. Bob Bermond, som forsker i bevidsthed, udtrykker det endnu tydeligere: at være i stand til at ræsonnerende og at forestille sig noget, sådan som mennesker er i stand til det, har en enorm maladaptiv bagside, idet det gør det muligt for os at projicere og at forstærke vores værste frygt og at udvikle psykotisk adfærd. Han siger, "Forlængelsen af følelser er et velkendt fænomen hos mennesker, og psykologiske forsvarsmekanismer såsom fordrejning, fortrængning og projicering ville fx ikke kunne foregå uden dette fænomen". Selvom det kan forekomme at heste ser spøgelser omkring ethvert hjørne, er det ikke fantasi der spiller en rolle i deres adfærd.

Hjernen delt i tre

Pattedyrs hjerner er det mest fantastiske af alle organer, og deres basale opbygning er ret simpel. Hjerner kan opdeles i tre dele, den basale del, den mellemliggende del og den ydre del. Funktionen af den basale del er hovedsaligt at regulere kroppens funktioner, såsom at regulere indholdet af ilt, vand og næring i kroppen. Mellemhjernen tager sig af instinktiv adfærd såsom fødesøgning, fødeoptagelse, seksuel adfærd, flugtadfærd og socialadfærd. Hesten fødes med et færdigt "program" for alle de instinktive adfærdsmønstre, den vil få brug for igennem hele livet. På en måde har denne del af hjernen en færdiglavet intern struktur af hestens ydre verden. Nervebanerne er forudbestemt.

Hesten fødes med et motorisk program for at gå i skridt, i trav og i galop, for at lave changement, at patte, at blive bange for bestemte former, at være ekstra forsigtig omkring vand, huler og grøfter, og for at parre sig senere i livet. Den ydre del af hjernen, hjernebarken, benyttes hovedsaligt til at lagre indlært information, altså hukommelse, samt til at udføre forskellige processer. Som ethvert hestemenneske ved, har heste en fotografisk hukommelse. Hukommelsen lagres intakt. I modsætning til menneskets hukommelse, som ændres og sløres af lignende hændelser der kan være sket tidligere eller senere, fremkalder hesten kun sin hukommelse, når den samme stimulus (fx et bestemt synsindtryk) er til stede. Af den grund er hestens hukommelse meget mindre udsat for at forvrænges. Hvis noget ændres i landskabet, bliver hesten først mistænksom, derpå vænner den sig til ændringen og til sidst opdaterer den sin hukommelse om landskabet.

De tidlige stadier af hukommelsen (eller rettere de lærte reaktioner eftersom hukommelse hos heste mest består af adfærdsreaktioner) lagres i hjernen som spinkle nervebaner og netværk. Jo mere den samme reaktion gentages i forbindelse med den samme stimulus, desto mere etableret bliver nervebanen. En nervebane er en række af nerveceller der er knyttet sammen med nerveforbindelser (de såkaldte synapser). Ved hver nerveforbindelse findes et utal at andre forbindelser, men når en bestemt forbindelse er veletableret på grund af mange gentagelser, er det denne bestemte forbindelse der altid vælges først. Det er hukommelsen i synapserne der sørger for at en nerveimpuls altid fører hen til de nerver, der giver den ønskede reaktion. Efter et passende antal gentagelser dannes et stabilt adfærdsmønster eller en vane. Hos pattedyr kan indlærte adfærdsreaktioner modificere instinktiv adfærd og derved hæmme eller forstærke instinkterne. At springe til side for noget skræmmende er nøjagtig en sådan reaktion: en adfærdsreaktion der er blevet forstærket gennem gentagelse, indtil den er blevet en vane. En lydig hests adfærd er det samme: indlærte reaktioner som under menneskets kontrol hæmmer dens instinktive adfærd såsom at løbe, at gå i panik, at æde, socialisere eller at parre sig.

Et signal ad gangen

Det du stiler efter når du træner din hest, er at få dine signaler til hesten til at resultere i vaner. Når dine signaler er blevet etableret som vaner kan du føje andre signaler til eller du kan blande det oprindelige signal med andre for at fremkalde vanen. Du kan endda blande forskellige vaner.

Det er det der fx sker ved den klassiske dressurtræning - at blande vaner. Ved at give hesten signal til at gå fremad (schenkeltryk) og derpå at standse (tøjletræk), kan du få hesten til at gå mere samlet. MEN - og det er et stort men, hvis den grundlæggende vane ikke er etableret tilstrækkeligt, dvs. hvis hesten ikke har lært at gå tydeligt, villigt og ensartet fremad for schenkelindvirkningen og at standse tydeligt, villigt og ensartet for tøjleindvirkningen, vil de to signaler forvirre hesten hvis de gives samtidigt. Og en forvirret hest vil være meget tilbøjelig til at vise konfliktadfærd.

Derfor er det særdeles vigtigt kun at træne et signal ad gangen og kun at forvente en reaktion på signalet, indtil signal-reaktion forbindelsen er fuldt etableret. Tænk på dengang du lærte at køre i bil. Hvis en passager begyndte at tale med dig under kørslen blev du distraheret og begyndte at svede. Du var i konflikt fordi du havde svært ved at koncentrere dig både om at køre og at samtale. Men efter at dine køreegenskaber er blevet etablerede som vane kan du køre fra A til B uden at tænke over det nærmere. På samme måde er det vigtigt først at etablere de grundlæggende reaktioner hos hesten at gå fremad, at standse, at dreje og at vige med bagparten. Hvis ikke vil du hurtigt få en problemhest, en forvirret hest i konflikt.

Selvfølgelig er ingen vane fuldstændig ubetinget. Naturen ville være godt tosset hvis den tillod en vane at dominere over en grundlæggende overlevelsesdrift. Ikke desto mindre har mange store mestre i ridekunst forstået vigtigheden af at jo tydeligere og mere veletableret en vane er, desto mindre indflydelse har dens instinkter. Veltrænede hingste arbejder fint i nærheden af hopper i brunst. Dengang heste blev brugt i krige var det dem der havde lært de grundlæggende reaktioner, der var de mest pålidelige krigsheste. Desværre er det ikke særligt kendt at rolige heste er heste der er trænet til at vise konstante ensartede reaktioner på signalerne, uden at der opstår "kortslutning" i hjernens nervebaner. Den oftest gentagne vej gennem hjernens netværk er den der giver ro. Det er ikke fordi en hest fødes rolig (selvom arvelige egenskaber kan hjælpe); det er fordi træningen har været omhyggelig.

Undgå "tillært hjælpeløshed"

Under naturlige forhold er heste sjældent i konflikt i længere tid ad gangen, fordi de under frie forhold kan løse deres problemer ved at følge deres instinkter. De kan flygte fra skræmmende situationer, de kan opsøge græs eller andet at æde hvis de er sultne, eller de kan true eller angribe en anden hest hvis de er bange for at miste position. Men hvad gør en hest der bliver redet, når trykket fra biddet i dens mund siger den skal standse og trykket fra schenklerne på dens sider siger den skal gå fremad? Denne simple (men hyppige) situation medfører konflikt hos mange heste. Derfor er det så vigtigt at træne hesten til selv at opretholde sin kropsholdning. Det bedste bevis for at hesten har lært det, er at give efter for tøjlerne i nogle få sekunder. Hvis den bevarer tempo og holdning har den lært det korrekt. Men hvis den går hurtigere eller mister sin holdning har den ikke lært det.

En hest der udsættes for konstant tryk (fx fra biddet) udvikler det, psykologer kalder 'tillært hjælpeløshed', hvilket betyder at hesten tilpasser sig smerten. Men tilstanden har en pris, og prisen betales i form af adfærdsproblemer. I værste tilfælde kan hesten begynde at beskadige sig selv, i mindre slemme tilfælde at den begynder at skrabe, når den står stille eller at den bliver aggressiv under opsadlingen. Hesten kan begynde at vise problemer når den skal dreje eller at blive ængstelig når den skal gå væk fra stalden. (Konflikt manifesterer sig ofte, når hesten føler sig mindst sikker.) Eventuelt kan den begynde at stejle, bukke, eller den kan udvikle stresskolik.

Moderne indlæringsteori

Hovedproblemet er at den moderne indlæringsteori stadig mangler at blive inkorporeret i nutidens træningsmetoder og at rideinstruktører lærer at benytte den i deres undervisning. Og det er en skam fordi der er en sand rigdom af viden lige siden Pavlov, Skinner og andre forskere samlede det væld af information der findes om hvordan dyr lærer. Træningen af heste, som er baseret på mange generationers erfaring, foregik langt fra de kredse, indlæringspsykologerne færdedes i, og hestetræningen forblev derfor fuldstændig uberørt af forskernes resultater. At de "gamle" traditionelle metoder virkede, kunne jo også demonstreres med stor succes på højeste niveau af mange veltrænede "villige" heste. Og selvom der til alle tider har været trænere, der har praktiseret noget af det, Pavlov og Skinner fandt, var de ikke i stand til at forklare den teoretiske baggrund for deres træningsmetode. Det var bare noget der 'faldt dem ind naturligt'. Enhver historie om en rytter eller en træner med talent vis er, at de i mange tilfælde ikke er i stand til at forklare deres evner, hvilket får os til at tro at de er noget der svarer til myten om hesteviskerne. Efter min mening er hesteviskere enten gode hestetrænere som ikke forstår eller kan sætte ord på deres evner, eller de er charlataner, som ikke vil.

Ned igennem historien har der været utallige tilfælde af mindre 'villige' heste som er blevet afskrevet som uegnede, simpelthen på grund af at vi mente, at hesten havde en eller anden åndelig og moralsk indstilling til træningsprocessen. Vi havde en forestilling om at disse 'uvillige' heste ikke 'ønskede' at lære. Men træn sådan en hest på en anden måde og se hvordan spillereglerne ændres fuldstændigt. Den nye bølge af 'horsemanship' der for tiden gennemstrømmer hele verden, er gradvist ved at opdage nye måder at gøre tingene på. En af de mere spændende måder er klikkertræning (mere om den senere). Men desværre er nogle af de moderne træningsmetoder blot fårekød klædt på som lammekød! (Sådan udtrykker en australier det. En dansker ville nok snarere sige en ulv i fåreklæder. Oversætterens bemærkning). Nogle "New Age" træningsmetoder følger ikke altid indlæringspsykologiens principper helt stringent, selvom de foregiver at gøre det. Ofte er de blot traditionelle hestetrænertricks som er pakket ind på ny i pseudovidenskabeligt indpakningspapir. Ofte går de traditionelle fejl igen, som fx fejlen at for mange signaler gives på en gang uden den nødvendige forudgående signal-respons konsolidering, eller at for mange forskellige signaler gives for at opnå den samme respons, at forskellige responser gives på det samme signal, eller den manglende forståelse for den belønnende virkning af ophør af tryk.

Heste har ikke moral

Alle nutidige træningssystemer fokuserer på vigtigheden af hestens "underkastelse", og de fleste ser megen adfærd som dominant adfærd, som fx når hesten trænger sig ind på trænerens individuelle område. Jeg plejede også at betragte tingene på den måde. Denne indstilling taler om at vinde hestens 'respekt'. Og det er absolut ikke så mærkeligt at vi betragter tingene på den måde. Heste lever jo i et socialt system der indeholder en hakkeorden, og erfaringen viser jo, at hvis man giver dem en lillefinger tager de hurtigt hele armen! Problemet med denne måde at betragte tingene på er blot, at hvis hesten skulle kunne besidde en bestemt 'attitude', skulle den også kunne skelne mellem rigtigt og forkert. Den skulle være i besiddelse af en vis grad af moral. Måske er det rigtigt at hesten har det. Men hvis den ikke har det, har vi et stort problem. Ved at antage at hesten har moral, gør vi den ansvarlig for sin adfærd. Det retfærdiggør at vi bebrejder den når den begår en fejl, at den ved hvad vi forventer af den trods vores uklare krav til den. Det at den alligevel ikke gør som vi forlanger, er blot et tegn på ulydighed hvilket berettiger os til at straffe den.

Jeg begyndte at se anderledes på tingene for nogle få år siden. Jeg underviste en pige der red på en nervøs hest og forklarede hende at hesten var dominant og at hun skulle sørge for at sætte sig bedre igennem så den ville underkaste sig mere. Efter ridetimen kom pigens far hen til mig og stillede spørgsmål om denne dominans-underkastelsesforklaring jeg havde givet. Jeg svarede at det var indlysende at hesten ikke havde respekt for mennesker. Den skubbede til folk, den gned sig mod dem, den gik ind i dem når man førte den, o.m.a. Faderen svarede at eftersom heste ikke besidder evnen til at ræsonnere, kan vi glemme alt om det der med attitude. Det er meget mere sandsynligt at det vi ser her er en række af enkelte tillærte responser, idet hesten har forsøgt hver enkelt af dem og er blevet belønnet for dem. Men hov, vent lige, hvem var det der var underviseren her! Jeg spurgte ham hvem f¿... han var og han introducerede sig som Kim Ng, Professor i eksperimentel psychologi ved Monash Universitetet. Og det var begyndelsen på en lang og interessant forbindelse med Professor Ng, af hvem jeg har lært en meget stor del af min forståelse for heste og træning. I virkeligheden er det fuldkommen underordnet om heste besidder en forestilling om sådan noget som attitude. Som træner er det bedre at distancere sig fuldstændigt fra den tanke. Du vil være i stand til at træne med langt mere følelse og indlevelsesevne, hvis du forlader tanken om at hesten er ansvarlig for sin adfærd. Det er et velfærdsanliggende som alle trænere bør tage stilling til på et eller andet tidspunkt.

Giv aldrig hesten skylden

Endvidere er der andre rationelle grunde til ikke at give hesten skylden for sin adfærd. Enhver manøvre som hesten udfører og som vi måtte betragte som et eksempel på dominans, er simpelt hen en tillært respons. Hesten lærer at gå ind på dit område, simpelt hen fordi den bliver belønnet ved at du går til side for den. Det at du ikke irettesætter den virker som en belønning. Hesten går dårligt når du fører den fordi den bliver belønnet for sin manglende indsats ved ikke at blive korrigeret. Men hvad der er meget værre er, at den viser flere forskellige reaktioner på et bestemt signal, hvilket i sig selv kan føre til konfliktadfærd. Når du trækker hesten fremad, går den ikke kun fremad men også lidt til siden, eventuelt i for langsomt et tempo og lign. Og jo mere i konflikt hesten kommer, eller jo mere konfliktadfærd den viser, desto mindre korrekt reagerer den på andre signaler og i andre situationer. Dette giver den frihed til at forsøge andre adfærdsreaktioner, som regel 'antisocial' adfærd. I stedet for at gå ind i dig støder den nu til dig med hovedet. Dens medfødte sociale instinkt øger dens konfliktrelaterede reaktioner når den føler at den befinder sig i en konfliktsituation.

Konflikt er en rutschebane der under naturlige omstændigheder har udviklet sig til at føre hesten til den ultimative belønning, genvindelsen af sin frihed. Men hos en tamhest som ikke kan genvinde sin frihed kan konflikten kun være destruktiv. I en social sammenhæng har den der står øverst i det sociale hierarki alle fordele, og naturen har selekteret de instinkter der fører til en høj position fordi der er også en reproduktiv fordel ved at besidde dem. Så i stedet for at dyrke 'attitudefremgangsmåden' er det bedre gennem træningen at rette hver enkelt adfærdsreaktion som er en del af dens ulydighed, og resultatet bliver at du får en rolig hest. Mere om det senere.

Det som videnskaben tilbyder os er et lille vindue gennem hvilket vi kan lære hesten bedre at kende; ikke at kende den som vi bilder os ind vi kender den, men at kende hestens mentale styrker og begrænsninger, således at vi kan træne den med mere forståelse og følsomhed. Tålmodighed er ikke nok. Vi skal kende de principper hvorpå træningen skal baseres.