{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.000 visninger | Oprettet:

Der er noget befriende ved diagnoser {{forumTopicSubject}}

Jeg havde lagt mærke til alle de små ting. De var der hele tiden i hverdagen og forhindrede mig i at nyde skønne Asmun. Han stresser meget let op. Især på tur er det fuldstændig umulig at ride uden hele tiden at skulle stoppe. Jeg kan ikke drive uden han sætter takten op, han bliver ved med at gå hurtigere. Han kan ikke stå stille i parader, hans hovede kører rundt, han ruller med øjenene, skraber i jorden, sparker bagud og pisker med halen. Han spænder vildt op i halsen og hele ryggen, hvilket resulterer i at det er absolut umuligt at ride trav på tur. Han er utrolig bange for mange ting, han vil ikke ud af stalden. Han viser konstant bange adfærd. Ikke kun på tur, også i stalden og i alle mulige situationer.

I to år troede jeg at det var fordi, han bare var en "vild" hest. Efter to år var han mere tryg ved mig end ved andre mennesker, dermed ikke sagt at jeg havde let ved at indvirke på ham overhovedet. Men så begyndte det hele at give højere mening. Jeg læste en artikel om stress hos heste, og måtte indrømme at den ramte plet. ALTING passede. Prikket over i'et var Asmuns øjne. Jeg har altid syntes, de ser smukke men bekymrede ud. De er trekantede og nogle gange med rynker over. Der stod i artiklen at INGEN hest naturligt havde trekantede øjne. Det var et tegn på stress. At Asmun konstant har de øjne - trekantede med rynker over (bekymrede) er åbenbart et tegn på kronisk stress.

Så nu er diagnosen stillet, Asmun er simpelthen en stresset hest. Jeg kan forestille mig at det stille og roligt er kommet i løbet af hans opvækst og hans liv. Asmun er en ekstremt følsom hest, han er virkelig fintfølende. Problemet med ham er, at han ikke ligner en arabisk fuldblod udenpå. Han er kraftig, han er frederiksborger - og sådan tror jeg, han er blevet behandlet hele sit liv. Som sit ydre, ikke sit indre.

Det var denne artikel jeg læste: (link fjernet)

Nu håber jeg virkelig at kunne gøre noget ved det. At kunne få ham til at slappe af og falde ned, så han kan nyde sit liv i stedet for konstant at være bange. Han slapper vist ikke engang af på folden, der skal virkelig gøres noget nu.

Nogen med gode råd?

Kh Røsle.


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Der er noget befriende ved diagnoser
Kommentér på:
Der er noget befriende ved diagnoser

Annonce