Besvime - skullehunikkehafortaltmigdet {{forumTopicSubject}}

sorry den noget forkortede overskrift xD

Her kommer historien...

Jeg har én gang før undervist denne her pige på 10 år på Asmun, hun er ret nærgående, så det blev altså til endnu en gang i dag!

Jeg "underviser" hende først og fremmest i det, hun ikke lærer på rideskolen: Balance og sæde. Hun er jo (som alle andre) blevet smidt op på en hest med et par tøjler og nogle instruktioner, og har derfor lagt balancen i tøjlerne - ikke i sædet. Derfor laver jeg nogle balanceøvelser med hende i longe. Det er først skridt, så trav, og er bare noget med at lukke øjnene, mærke skridtene, løfte armene, bevæge i en rytme osv. ...

I dag blæste det ret meget, og midt i trav blev Asmun forskrækket over et eller andet spøgelse og hoppede til siden. Pige røg af, ned på ryggen - det så meget roligt ud. Asmun er god nok, han stopper op lige bagefter. Jeg tænkte at nå, nu må hun hellere op og prøve igen. Men hun blev liggende, så jeg gik hen til hende. Hun stønnede svagt og tog sig til ryggen, den hun var faldet på. Jeg halede op i hende og sagde "så, kom op og stå". Men hun var helt slap så jeg lagde hende ned igen. Det hele gik så stærkt! Jeg frygtede så meget at hun havde brækket ryggen ... det værste ... så lukkede hun øjnene og hvæsede og jeg overvejede at råbe efter hjælp, men kunne ikke nå det ... det så ud som om hun var ved at dø - blive kvalt i ridehjelmen. Jeg knappede den lynhurtigt af. Hun lå lidt, og åbnede så øjnene igen - jeg var lettet men frygtede stadig. Jeg rejste hende op, nu skulle hun faneme op så hun kunne trække vejret. Hun kom op, og jeg kommanderede hende at trække vejret dybt og få styr på vejrtrækningen... hun sagde, at hun gerne ville hen og sidde lidt, så vi gik hen på en bænk. Jeg havde tilsyneladende fået et større chok end hende, gav hende bare et kæmpe kram.

Nå men vi er altså begge to nogle hårdføre nogle, hun græd ikke. Jeg var bare et stort spørgsmålstegn, og så var jeg sådan underligt ... stolt af det, jeg havde gjort - seriøst det var mærkeligt! Hun sagde at hun havde lidt ondt i ryggen, jeg var bare glad. Hun sagde at hun havde en springvest med som jo stiver ryggen, så vi gik den korte tur hen til cyklerne for at hente den. På turen fortalte jeg hende hvordan hun skulle rette ryggen ordentligt, og sagde at hun skulle blive ved med at trække vejret ordentligt. Men der var kommet helt ro på igen, og da hun havde taget vesten på gik vi op på en af de store, runde halmballer og sad og kastede nogle æbler ud til Asmun, der gik på ridebanen.

Jeg mente jo nærmest at jeg havde reddet hende fra at dø, men det var der, hun fortalte mig at hun havde prøvet det nogle gange før. Det var åbenbart en hest, der engang havde bidt hende i ryggen, og siden da var hun besvimet hver gang hun faldt af og landede på ryggen. Da vi havde siddet lidt tog vi Asmun ud, hende op og ud for at skridte en tur. Jeg cyklede ved siden af og holdte ham. Den tur var ret stille, jeg havde en endnu mere underlig følelse af at være blevet snydt lidt - jeg fik sådan et stort chok, og hun var nærmest ligeglad. Da vi kom tilbage lukkede jeg Asmun ud, mens hun blev siddende lidt ved stalden. Jeg havde ikke rigtig lyst til at gå tilbage, jeg sad og sang og kiggede på hestene... og så kom hun og sagde, at hun havde taget kage med, og vi spiste det, og efter det tog hun hjem. Jeg kunne mærke jeg havde brug for at græde - jeg har efterhånden kendt mig selv i 14 år og ved at jeg er cool nok forudsat at jeg bruger tudeture som terapi - bare væk, tude og tilbage igen, og så er alt helt normalt. Samtidig var jeg lidt syg, så jeg gik op på det dejlige, mørke, nyopfyldte halmloft og lagde mig på nogle halmballer. Der kom en kat og lagde sig oven på mig - det var hyggeligt, jeg gad ikke græde, jeg sov vist bare lidt!

Da jeg kom hjem havde jeg det som en helt normal anden dag, satte mig ind foran computeren. Telefonen ringede og min mor tog den. Jeg havde været for træt til at fortælle hende noget. Hun sagde at det var piges far, som gerne ville vide hvor lang tid hun havde været væk. Min mor havde åbenbart fået hele historien. Jeg nikkede bare og tog telefonen, og den søde far sagde som om han var et godt menneske af den grund at det slet ikke havde noget at gøre med mig, og de syntes det var helt fint, men han var lidt sur på pige fordi hun havde fået at vide at skulle tage vesten på fra starten.

3. underlige følelse den dag = PISSET PÅ!!!!

Efter telefonsamtalen, hvor jeg fortalte at hun havde være væk i ca. 5 sekunder, blev jeg gradvist mere VRED! For jeg syntes virkelig, de burde have fortalt mig at det var "helt normalt" at hun BESVIMEDE når hun faldt på ryggen! Helt ærligt!

Jeg ved godt at selvom den rare og venlige far sagde at de ikke lagde skylden på mig, så er det mig, der er det sorte får - og det har jeg helt seriøst intet imod - hellere mig end pigen - jeg er alligevel vandt til det. Og jeg ved godt at de ikke vidste, det ville ske sammen med mig. Men alligevel må de da have vidst at der var en ret stor sandsynlighed når nu hun skulle have haft sikkerhedsvest på. Jeg føler mig lidt brugt - JEG underviser deres datter gratis.

Hvad ville I gøre i min situation?

Altså, det er jo ikke fordi jeg vil lægge sag an mod dem, jeg synes bare de nok burde have fortalt mig det, jeg troede et øjeblik at jeg som 14-årig ville blive skyld i en 10-årigs død, og nåede at forestille mig avisoverskrifterne. Dette er så min måde at afreagere - men en anden gang ved jeg sq ikke om jeg vil undervise hende igen!