Kære Anna.... Kære Anna....

Hej med jer.... har lige en lille historie jeg håbede I ville læse.... Hvis i vil skrive hvad i synes om den ville det være super.... =)


Må i meget gerne læse denne historie! Vil meget gerne høre hvad i synes om den...

Kære Anna…
Jeg har hadet denne sætning siden den dag hvor jeg fik brevet. Svendborg sygehus? Hvad ville de mig? Jeg åbnede brevet med mine små fingre og tog fat i et billede. Jeg kunne ikke selv læse det så min fat tog det. Han læste det højt: ”Kære Anna. Jeg ved godt at dette ikke var den rigtige måde at forlade jer på, men jeg så ingen anden udvej…” Jeg så uforstående på min far. Han kiggede ikke op. Læste bare videre. Tårerne løb ned af kinderne på ham. Jeg kiggede på min storebror. Han sad bare og gloede ud i luften. Han var væk. Han sad der med hans billede i hånden, men han var der ikke.
Et par dage efter kom begravelsen. Min storebror og min far havde lukket af. Ingen kunne komme i kontakt med dem, og jeg? Jeg forstod det ikke… Jeg var ikke gammel nok til at forstå det… Det var først da jeg skulle op og ligge blomster på kisten det blev for meget. Min far kiggede på mig. Satte sig på knæ og sagde: ”mor er i himmelen nu lille skat. Hun kommer ikke tilbage.” Jeg forstod det ikke…mor? Var hun død? Jamen det kunne hun da ikke. Hvad så med mig? Hvordan skulle jeg kunne klare mig uden hende? ”mor” råbte jeg. Jeg så mig om. Kisten, alteret, præsten, far og et billede. Et billede af mor. Min mor. Hun sad der i stolen i en fin natkjole. Sådan som jeg kendte hende. Nej det kunne ikke være rigtigt. Hun kunne ikke være død. Hun måtte ikke være død! Jeg løb ned til indgangen, trak alt hvad jeg kunne i håndtaget. Kom nu… gå op! Endelig åbnede den.
Jeg løb udenfor. Standsede op, og græd. Græd til jeg ikke kunne mere. Min far kom ud. Han gav mit et kram og sagde: ”det skal nok gå lille skat” Nej far! Mor er død. Jeg åbnede munden for at sige noget, men det kom intet ud.
Ca. et halvt år senere til min seks års fødselsdag var familien atter samlet. Min farmor og farfar, faster og hendes mand, min storebror, far og…. Sanne. Min fars nye kone. Jeg hadede hende. Jeg var sikker på det var hendes skyld miun mor var død. Hun havde taget min mor fra mig og nu troede at hun skulle være min nye mor? Nej glem det! Aldrig.
Alt dette er i dag 18 år siden. Jeg husker det som var det i går. Hun gik glip af så meget. Min første kæreste, min konfirmation og… mit bryllup. Jeg ville give alt hvad jeg ejer for at få hende tilbage, men der er intet at gøre. Hun er død. D. 12 december 1996 dødede min elskede mor. Hvad hun efterlod? En splittet familie. Og mig.