læs den eller lad være.. {{forumTopicSubject}}

ja her er den så...
min novelle.
Drømmen .

Og over den sidste. Hun var fejlfri! Det var ikke til at tro. Hendes første springkonkurrance, og hun havde lige vundet.
Og på 1. pladsen har vi Sara Hansen på Stjerne. Der blev klappet som aldrig før. Ganske vist havde Sara kun vundet minispring for ponyer, men hun følte sig nu rigtig stolt. Hun klappede Stjerne mange gange på halsen og sagde: Hvor er du dygtig lille Stjerne.
Sara hang sin røde og hvide roset op, da hun kom hjem. Den skulle hænge et helt specielt sted. Nu hvor Sara havde vundet minispring begyndte hun at tænke længere fremad. Hun ville… Sara blev afbrudt. Det var Saras veninde der kom ind. ”hej,” ”hej Lise.” jeg har lige hørt du har vundet, Så jeg ville bare lige komme forbi og sige tillykke. Lise var rigtig sød. tænkte Sara. ”tak” Lise gik også i 3.A. Hun havde også en pony, som sprang på, men Lise vandt store springklasser. Lise havde engang sprunget 1 meter på hendes egen pony. Det højeste Sara havde sprunget var 60 cm. Jeg må gå sagde Lise. Jeg skal hjem og fodre hestene. Sara gik med hende ud til døren. farvel råbte Sara efter Lise. Farvel råbte Lise igen.
Næste dag i skolen kom Lise hen og spurgte om Sara ikke ville med hende ud og ride en tur? Øh. Jo det vil jeg godt svarede Sara. Fint, så kommer jeg hen til dig kl. 3 svarede Lise.
Sara stod med Stjerne og var ved at ligge hovedtøj på hende. Hun kunne høre Lise kom ind gennem gårdspladsen. Er du klar råbte Lise? Sara svarede. ja jeg kommer om 2 min.
Inden længe red Sara og Lise ud af vejen. Hvor skal vi ride hen spurgte Sara? I skoven sagde Lise. Vi skal nemlig springe i skoven. Jeg har lavet en hel springbane ude i skoven. En hel springbane tænkte Sara. Hvor høje er springene ca.? de er mindst 40 cm. Er du bange? Spurgte Lise. Nej, men Saras stemme rystede. Hun vidste godt at når Lise sagde det mindste spring var 40 cm. så ville alle de andre være mellem 50-80 cm. Lise elskede nemlig at springe i skoven. Sara ville meget hellere ride dressur eller springe på en ridebane.
Så er vi her sagde Lise. Bare følg efter mig. NEJ! skreg Sara da hun så det første spring som mindst var 70 cm. Jeg gør det ikke sagde Sara meget bestemt. Men Lise sagde bare at hvis hun ikke gjorde det ville hun ikke være venner mere og hun ville ikke have noget med Sara at gøre. Sar og Lise havde været bedste venner i 5 år, så Sara var presset til at springe. Okay. sagde Sara. Og så gik det bare derud af med fuld fart. Over første spring, næste spring var ikke så højt så det gik meget fint, men næste var mindst 90! og der tænkte Sara, nej nu kan det være nok, men de havde så meget fart på at Sara ikke kunne gøre noget. Lise stormede af sted og Stjerne ville jo med. Længere fremme kunne Sara se at der stod en mand, han havde noget i hånden, men hvad? LISE.. råbte Sara for at få Lise til at stoppe, men hun hørte hende ikke. Endelig begyndte stjerne at lystre og stoppe, men Lise stormede videre uden at opdage noget. lige idet Lise og hendes hest Laban satte af, lød der er et ordentligt skud. Laban blev bange og faldt i springet. Lise fløj af Laban med så megen fart at Sara troede hun var død eller være end det. Laban kæmpede for at komme op, men forgæves. Sara skreg ER DU OKAY LISE? Men intet svar. Lise bevægede sig ikke. Sara sprang af og bandt Stjerne, hun løb hen til Lise, hun havde helt lukkede øjne, men hun trak vejret. Sara greb efter sin mobil, men den var ikke i lommen. Sara fandt Lises mobil og ringede … der var ingen der svarede. Sara trykkede 112. hej min veninde er faldet af sin hest ude i Ørsbjerg skoven og hun er bevidstløs. sagde Sara. Vi sender en ambulance. Sagde manden i den anden ende af mobilen. Sara kiggede over hvor Laban havde været. Laban havde åbenbart givet op, og lå helt stille. Hvad skal jeg gøre? Ringe efter dyrlægen tænkte Sara. Hun fandt dyrlægens nr. og ringede ... den ringede i rimelig lang tid, men endelig svarede dyrlægen. Ja jeg kommer, sagde han efter at Sara havde forklaret ham, hvad der var sket. Sara kunne høre en ambulance i nærheden og inde længe var den der også. Jeg kan ikke tage med sagde Sara, efter at ambulance manden havde spurgt hende. Jeg venter på en dyrlæge. Dyrlægen kom lige efter at ambulancen var kørt. Dyrlægen undersøgte Laban og sagde … der er ikke noget at gøre. Han har brækket forbenet og slået hoved meget. Han har også så mange sår og rifter som nok aldrig vil hele igen. Jeg afliver ham nu?! Nej prøv lige vendt jeg prøver lige igen at få fat i dem som ejer ham. Men de tog den ikke. Jeg kan ikke få fat i dem, men der er jo heller ikke andet at gøre. Sara så væk og holdte sig for ørene. Jeg rider hjem nu. Sagde Sara. Det er okay jeg skal nok sørge for Laban. Sara græd da hun red hjem. Græd og Græd. Da hun kom hjem sagde hun ikke noget til sine forældre, ikke før de spurgte hvad der var sket. Og så begyndte Sara at forklare det hele. Lige inden hun var færdig ringede telefonen. Det var Lises forældre om vi vidste hvor Lise var henne.
Sara, Sara … Hvorfor græder du? Det var far der kaldte. Sara vågnede badet i sved. Hun nev sig selv i armen. Ja hun var vågen, det havde bare været en drøm.

Slut..