Historien De islandskehestes fare. {{forumTopicSubject}}

Ja nu bliver der nok ikke skrevet mere i dag...


De islandske hestes fjender…

Allsvinn og hans flok kom töltendene gennem den hårde sne.
De fulgte stemmer som kun de kunne høre.
Pludselig giver Allsvinn et hop, og styrter af sted, alle de andre løber efter, det kunne jo være der var en fare.
Allsvinn stopper bradt op, da et stort træ vælter ned foran flokken, han løber til siden, og der falder der en sten ned foran dem.
Allsvinn stejler. Og ryger ned på jorden igen. Går over til træet og tænker ”Vi skal over, lige meget hvad” Han sprang over, og de andre kom også over med lidt besvær.
De løb videre, ned til en klippe, hvor der var hul i så de kunne komme ind og søge ly der.
Alle de 16 hopper, 5 føl og Allsvinn skridtede der ind for at sove og søge ly.
De skiftede til at holde vagt for fjender.
Lige pludselig vrinsker Sokka højt og angsteligt, så alle de andre vågner, og med et er på benene.
De høre nogle stemmer ”Vi lægger os i ly i denne klippe i nat” ” Så kan vi prøve at få nogle vilde islandske heste af se i morgen”
Allsvinn og flokken løb længere ind i hulen.
Til sidst vrinsker Allsvinn ”Jeg kan se noget lys! Vi er snart ude!”
De galopere glade der hen af, så stopper tunnelen, der er et hul i loftet det var det lys han så, de kan ikke komme ud!
Allsvinn tramper i jorden, løber frem og tilbage, han ved ikke hvad han skal gøre.
Der går mange timer, Føllene har lagt sig ned, de er meget trætte.
De hører stadig menneskerne snakke.
Der er kun én ting at gøre! De måtte bare løbe forbi dem, menneskerne ville aldrig kunne fange dem. Det var flokkens eneste chance!
Allsvinn galopere så hurtigt han kan, de andre følger efter.
Der går ikke længe før de er inde ved menneskerne.
Menneskerne bliver helt vilde, nogle af dem trækker deres skydere frem, da de islandske hestes pels vil sælge godt som jakker osv. da det er så flot.
Allsvinn løber, hele flokken løber, Sokka, som er den pony der kan løbe hurtigst efter Allsvinn er bagerst så hun kan få føllene til at løbe hurtige. De løber vildt igennem, ind i skoven, menneskerne udsender en masse skud, Bera bliver ramt, men hun løber videre. Da de er kommet væk fra menneskerne ligger hun sig ned, Allsvinn kan se hun ikke kan klare den længere, han lægger sig ved siden af hende. Og ved ikke hvad han skal gøre, han får nogle af hopperne til at hente noget vand til hende, og noget mad.
Han løber også rundt og finder mad til hende, det er svært i denne kolde vinter, men de finder da en smule til hende.
Timerne går, og hun ligger bare der, hestene er bange for hvad der kan ske, men menneskerne kommer ikke.
Bera løfter stille hovedet, og ligger det ned igen.
Allsvinn beder ”Bera Du må ikke lægge dig til at dø! Vågn op! Kom nu!
Alle hopperne og Allsvinn henter vand og mad til hende, hun spiser ikke noget.
Allsvinn slikker på hendes sår, det bløder og bløder ”Hun har snart ikke mere blod, tænker han, jeg MÅ gøre noget, jeg kan ikke lade hende dø.”
Han løber af sted, de andre forstår ikke hvorfor han løber, de vil løbe efter ham, men han siger de skal blive der hos Bera.
Han løber og løber, snart finder han det han leder efter, vand og nogle blade, han lægger vand på de store blade, og tager dem tilbage til Bera, som tørstig drikker af vandet. Han hælder noget vand ud på det blad som Bera drikker af, og tager et andet blad, lægger det på hendes sår, blodet stopper ligeså langsomt med at komme ud af hende. Efter nogle bange timer, begynder hun at rejse sig.
De er NØD til at komme videre, om Bera så var såret, hun måtte gå med, det er liv nødvendigt! Ellers ville menneskerne bare finde dem her, og skyde dem alle sammen, de skridtede rask fremad mod et nyt mål, et mål uden fjender, de måtte klare det her.!
De gik, timer efter timer, Bera blev svagere og svagere.
Lige pludselig høre de et skud, men det kunne umuligt være de samme mennesker, menneskerne ville ikke kunne gå så langt som flokken havde gået, de var kommet gåendene der til. Der blev igen udsendt et skyd, det kunne være rettet mod dem, mod et andet dyr, eller et menneske. De måtte væk, bare væk, væk med det samme, der var ikke et sekund at spilde, hestene for frem, løb så hurtigt de kunne.
De hørte noget gå igennem krattet, de ville ikke vende sig om, det havde de ikke tid til, de løb og løb.
Næsten 1 time efter fandt de det de ledede efter, floden! Den store flod! Der hvor Allsvinn var født, her havde aldrig været fare.
Allsvinn vidste dem en hulle, der var han født, han gik stille der ind, og håbede på at der ikke var nogle..
Allsvinn vrinskede, der var ikke nogle der vrinskede til velkomst, han gik ind, han så ikke noget, intet som helst.
Ikke engang de steder de sov dengang, der var fuldstændig øde, som om hele verden var gået i stå. Han vrinskede så de andre viste de ku komme ind, uden der var nogle fare…
Blessi vrinskede igen, og alle hestene gik ind, de lagde sig ned, for de var alle meget trætte nu. De skiftede til at holde vakt, men der kom ingen mennesker eller skud.
Den næste morgen vågnede Blida først, og hun besluttede sig for at gå længere ind i hulen, men da hun gik længere, fik hun ligesom spageti ben, og ville ikke gå længere.
Lidt efter vågnede de andre, og de gik alle ud af hulen og begynte at græsse. Og drikke vand i floden, det var et virkelig dejligt sted, der var alt hvad de havde brug for, og dog.
De så noget løbe ud af hulen. Havde det været der fra da de kom? Kunne de have overset det fordi de var så trætte? Det var ulve!
Hestene løb, med ulvene i hælenene, mon de ville klare det? De kunne ikke løbe hurtigere, de ville snart falde om af træthed, og ulvene kunne ikke have haft samme slags dag som flokken havde haft i går, så det måtte være friske. Hvad skulle de dog gøre? De løb og løb, men ulvene blev ikke mere trætte, de løb bare efter, og nu kunne de næsten få fadt i halerne på hestene. Allsvinn gik amok, han løb hen mod dem, stejlede ned oven på dem osv. hopperne kom og hjalp ham, men ulvene var også stærke og der var mange, rigtig mange.