godaftens historie! =) {{forumTopicSubject}}
jeg har skrevet en lille historie.... ved ikk lige hvor god den er....men...her kommer den:
------------------------------------------------------
Hun kiggede op….hendes brune øjne kiggede ind i mine… jeg kunne mærke vreden boble i hende. Blodet løb ned af kinden på hende. Hun havde fået en rift i panden. Hendes kønne ansigt var helt forslået. Blodet blandet med tårene var for meget for mig. Jeg skubbede til hende med mulen. Det var da ikke min skyld. Hvordan skulle jeg få hende til at forstå det. Hendes åndssvage hestepasser havde ikke ordnet mig. Gjorden gnavede mig, hovedtøjet sad for stramt og jeg havde en sten i hoven. Smerten var uudholdelig. Jeg var nød til det. Jeg kunne ikke mere. At springe over den træstamme var for meget for mig. Jeg knækkede sammen.. Hun fløj over halsen på mig og slå hovedet ned i en seng. Det var jo ikke fordi jeg ikke holdt af hende. Hun var min ejer. Jeg elskede hende. Hun rejste sig. Hendes ben rystede. Hun var lige ved at falde. Jeg skyndte mig at stikke hovedet ind under hende. Hun besvimede.
-----------------------------------------------------
Forsættelse følger klokken. 19.30!
aug 2004
Følger: 108 Følgere: 106 Heste: 2 Emner: 285 Svar: 1.472
næste afsnit:
-------------------------------------------
4 stive timer gik. Mit ben gjorde ondt og jeg blødte ved gjorden. Jeg prøvede at slikke såret men jeg kunne ikke. Min røde pels var blevet farvet mørkebrun på grund blodet og det stivnede sved. Jeg ville bare hjem nu. Hjem til min boks. Min ejer begyndte at bevæge sig. Hun vågnede nu. Jeg stak mulen hen til hende. Der gik lidt før hun opdagede hvor hun var og hvad der var sket. Hun begyndte at græde igen. Hun rejste sig langsomt. Hun ledte efter sin mobil. Hun fandt den ca. 4 meter væk. Den var blevet smadret ved styrtet. Hun tumlede hen til mig. Jeg humpede så godt jeg kunne hen til hende. Hun snakkede med sig selv. ”jeg er nødt til at stige op. Jeg… jeg bliver nødt til det. Stardust skal nok hjælpe mig hjem. Det er hun nødt til” Hun prøvede at stige op. Det lykkedes ikke i første omgang. Hun prøvede igen og fik fat i bøjlen. Jeg huskede på hvad jeg havde lært og lagde mig lidt ned. Hun kom op med stort besvær. Nu var det min tur til at komme op og stå igen. Smerten i mit ben var blevet værre, men jeg ville hjem. Jeg humpede et par skridt. Og så satte jeg i trav. Smerten jog igennem min krop og jeg standsede. Det skal også lige siges at hvis min ejer havde været sig selv og hvis hun havde været vågen ville hun straks mærke det, men i det hun satte sig i sadlen besvimede hun igen. Jeg var dermed overladt til mig selv igen. Hendes sløve krop hang ned ad siden på mig. Selvom jeg var helt utrolig stiv fik jeg mit hoved om til sadlen og fik skubbet hende på plads. Jeg humpede videre. Stenen var efterhånden så langt oppe i min hov at den lammede resten af benet. Jeg trak defor benet efter mig og jeg var så tæt på at give op, men så kiggede jeg op. Vi var kommet ud på vejen og væk fra den mørke skov med de lavthængende grene. Et fantastisk syn mødte mig. Foran mig lå den store gård med de kæmpe lyse stalde og det lille hovedhus. Jeg mærkede en varm følelse løbe gennem min krop. Det var håb.. og lettelse. Jeg var svag, men jeg fik fremkaldt noget der skulle være et vrinsk. I det fjerne kunne jeg høre et svar. Det var den eneste grund til at jeg kunne tage de sidste skridt. Det vrinsk holdt mit håb oppe. Jeg var nødt til at gå de sidste skridt. Jeg rystede over det hele af anstrengelse. Min ellers så smukke røde pels var helt gennemblødt. Jeg tog det sidste skridt ind i gården og fik med besvær min ejer ned. Jeg kunne ikke mere nu. Jeg hørte nogle menneske råb og så blev alt sort.
godaftens historie! =)