Veninder - på Godt og Ondt {{forumTopicSubject}}

Ih, altså hvor er jeg bare glad for mine tætteste veninder

Jeg læser tit om veninde-problemer herinde, og kan godt se mig selv i dem, men det var for lang tid siden.

I 5,6,7,8 og 9'ende klasse havde jeg den her "bedste" veninde.
Jeg havde altid følt mig "mindre" end hende, altså, som om hun skulle bestemme alt. Og det gjorde hun også.
Alt gik efter hendes hoved.
Og hvis jeg en dag var sammen med en af mine andre venner, så havde jeg (ifølge hende) Svigtet hende og havde aldrig tid til hende osv osv.
Da vi havde projekt i 9. blev hun sur på mig igen, fordi jeg ikke ville tage med hende til Christiania (!?)
Her var det meningen vi skulle ha' været sammen om projektet, men vi blev delt pga. uvenskabet, som resulterede i en masse samtalér på rektors kontor + masse hylerier og skænderier
En time før vi så skulle aflevere om fredagen var min forside til mit projekt væk og min logbog var også væk.

Jeg fandt min forside klippet midt over mellem noget karton og min logbog i en skuffe. Jeg VIDSTE det var hende.
- Lang tid herefter talte vi ikke sammen.. (dette var nok 10'ende gang vi var uvenner!) Og dum som jeg var ga' jeg hende en chance til.
- JEG sagde undskyld selv om det ikke var mig der havde gjort noget. Vi var venner noget tid, men pludselig blev hun igen gal på mig. (ved ikke hvorfor)
Nu er hun på efterskole og jeg skal forhåbentlig aldrig se hende igen

Jeg er så ubeskrivelig glad for at hun er ude af mit liv, og at jeg nu har jordens BEDSTE veninde
Pernille Ø. Poulsen. - Hun er evig glad - bare typen der ikke kan blive gal
Og vi har aldrig været uvenner - det tror jeg bestemt heller aldrig vi bliver


Tak fordi i ville læse det, fik lige en frygtelig trang til at skrive det.