Lukas, den levenden Mudderpøl {{forumTopicSubject}}

Han var glad for at se mig, min lille hest. Flink var han da jeg gav ham grime på, og han skulle lige sige hej til Joy, som var med i stalden.



Forsigtigt gik han ud på folden. Vejen er jo glat og jorden hård. Der skulle dog lidt overtalelse til før han ville gå gennem leddet, han mente nemlig selv at han stod så udmærket med fødderne på tør grund.



Efter jeg havde skubbet ham det sidste stykke, fik jeg endelig lukket leddet.



Lukas står så fro og venter på at de gode venner skal komme. Men ingen heste kommer ud af stalden, og så var Lukas pludselig Palle Alene i Verden. Puha, hvor han kunne klage. Ingen tvivl om det.



"Jamen, er der da ingen som vil rede mig, den arme stakkel der knap kan bunde i dette mudderhul!"



Men ude måtte han blive lidt endnu, for alle heste har jo bedst af at srække benene, især når man som ham bliver stiv af at stå stille alt for længe.



En anden kommer i stalden og Lukas råber: "Hey, du der. Tag mig ind NU. Eller jeg springer over leddet. Det kan jeg godt" Vedkommende måtte give beskeden videre til mig, og jeg forklarede så Lukas at han da umuligt kunne springe en højde på 1,5 m, hvis han stod i et bundløst mudderhul.



Der gik lidt tid før hesten igen begyndte at klage. Med en flot mandig stemme(De andre heste troede dog det var et æsel der skrydede) råbte han: "Hvis der ikke snart er nogen der tager mig ind, så har jeg lavet det her hul så dybt at jeg kan gå UNDER leddet!!!"



De fleste andre hesteejere var nok straks suset ud på folden for at tage hesten ind(man vil jo gerne undgå en tunnel under leddet), men jeg mente nu godt at han kunne bruge mere tid på folden end den lille time han havde været ude.



Da alt var klart forbarmede jeg mig dog over den lille hest, som nu var møgbeskidt, og tog ham med ind.



Så hvis der er nogen der kommer ind i vores stald og ser en mudderpøl i Lukas boks, så er det altså Lukas.