*Et ærgelses indlæg* {{forumTopicSubject}}

Ved ikke om det er velset at skrive et "jeg-ærgrer-mig-indlæg"... Er ikke så meget i debatterne. Men jeg har bare lidt brug for at få luft for mine personlige heste-frustrationer og gerne et sted, hvor der er nogen der måske... kun måske kan forstå mig

Jeg føler mig egentlig bare ret uheldig med det her med at have halvparter.

Det startede sidste år i september. Jeg valgte at skifte min part Fiona til en ny part, Felix. Jeg gjorde det fordi jeg havde svært ved at holde Fiona nede i tempo og hun travede der ud af meget hurtigt, så jeg nærmest ikke kunne arbejde med andet end at holde hende tilbage og jeg blev SÅ frustreret fordi hun ikke virkede til at trives. Desuden var hun en ret spinkel 1'er pony og jeg relativt kraftig.. og desuden 4 år over pony-alderen. Nåh jo, og så var jeg den eneste der red den, på trods af at det var en elev pony og jeg gjorde mig selv en bjørnetjeneste ved give hende for mange fridage.

Så jeg fik part på Felix, en stor varmblodsvallak. Han var en direkte modsætning til Fiona. Han var meget doven og ham føler jeg mig bestemt ikke stor til. Jeg har lidt svært ved at nå ned om ham og desuden skal han have nogle meget tydelige signaler og dem har jeg meget svært ved at lære at give, når jeg samtidig skal få ham ud i hjørner og få skulderen på plads OG holde ham i et nogenlunde ok tempo. Igen, føler jeg, at jeg har svært ved at få lært noget ridning.

Sideløbende med Felix, prøvede jeg så en sportsaraber, som passede vildt godt i størrelsen. Jeg fik at vide den kunne rides på tur alene og umiddelbart virkede det til, at det bare måtte have været den hest jeg havde ventet på. Den var dog kun 7 år gammel og havde stået stille noget tid og der gik ikke ret lang tid, før jeg begyndte at mærke, at vi ikke fungerede som hest og rytter.

Tilbage til fuldtid med Felix igen. Så fik jeg lov til at ride Fiona lidt igen og som noget nyt i hendes tilværelse, så var hun begyndt at komme på fold hver dag. Hvilket havde bevirket at hun var en HELT anden pony at ride på! Hun slappede af, gik stadig godt frem, men hun var pludselig blevet helt behagelig at ride på og virkede til at nyde at lave noget. Det holdt så i 3-4 uger... så blev hun solgt. Jeg vidste godt hun skulle sælges... og at det var det bedste der kunne ske for hende...

Men jeg følte mig måske alligevel lidt snydt... alt den tid jeg havde part på hende, havde jeg råbt op om at hestene skulle på fold.. og så havde jeg kasseret hende, fordi jeg ikke kunne komme videre med hende.. Og så sker det her.

Sidste nye der er sket er, at både min ridelære og jeg er træt af, at jeg ikke kommer nogen vejne med Felix... han er så træt af livet og sit arbejde som handicap/ridehest, at han knap nok er til at slæbe ude af boksen..

Så nu har jeg prøvet en ny... og den er umiddelbart fin nok. Det er en nordsvensk hest, 6 år gammel, meget livlig og sød. Og meget stærk. Skal bruges til handicapridning.. og skal ikke have nogen part.

Så her står jeg... med part på en hest, som virker så livstræt, at den kun virker levende når den bliver lukket på fold.

Det er muligt, at jeg bare er opgivende... men jeg har aldrig fået lært at ride ordentlig og det er ikke nemt at lære at ride ordentlig på en hest, der ikke reagere på den ene eller den anden hjælper.
Men måske er det bare det man må finde sig i, hvis man vil have part på en rideskolehest.

Tak for opmærksomheden.