Hjælp til stil.. Er gået i stå :( Hjælp til stil.. Er gået i stå :(

Skal skrive en erindring om et eller andet værdifuldt minde. Jeg har så valgt at skrive om den tid hvor jeg ligesom startede med at lytte til Johns Lennon musik, og hvor jeg også blev meget inspireret af hele hippie tiden osv..

Tænke på om nogle af jer ikke nok ville læse det, om komme med lidt ideer til hvad jeg kunne skrive videre?

IKKE at i giver mig teksten, selvfølgelig..

Imagine there's no heaven
It's easy if you try
No hell below us
Above us only sky
Imagine all the people living for today

Johns stemme smøg sig gennem luften, smuk og klar. Næsten som vand, fossede melodien ind, ikke kun fysisk, men psykisk. Ind bag dagligdagens overfladiske facader, og helt ind til det sted, der næsten aldrig trænger noget andet ind til. Klaverets taktfaste, og alligevel tilfældigt smukke toner, så provokerende enkle, men alligevel bevægende, og dybt fascinerende. Hans ord, og måden han formåede at viderebringe budskabet rørte mig, og dragede mig langt væk. Jeg havde en stærk følelse af, at der var det helt rigtige, lige i det øjeblik. Aldrig nogensinde har jeg følt noget så rigtigt.
Jeg kan huske at jeg efter min første oplevelse med nummeret Imagine, begyndte at lytte mere til hans tekster, og helt ubevidst, begyndte jeg at tænke videre på hans ideer og tanker. Jo dybere jeg kom ind i sangene, jo mere følte jeg mig som i èt med musikken, og manden bag - John Winston Lennon. Aldrig havde jeg troet at musik kunne føles så vigtigt, næsten afgørende – hvilket det jo viste sig at være, i hvert fald for mit vedkommende. Lennons tekster fik mig til at føle mig forstået, som menneske. Han gav mig en unik følelse af at jeg ikke var alene, ikke den eneste med enorme ambitioner for menneskeligheden.
Well they give me all kinds of warnings to save me from ruin
When I say that I'm o.k. well they look at me kind of strange
Surely you're not happy now you no longer play the game
Første gang jeg lyttede til Watching The Wheels, lå jeg i min seng en aften. Lp’en kørte med sin velkendte, skrattene lyd, inden musikken sprang ud fra pladespilleren. Hvad det helt præcist var jeg blev så draget af ved Lennon, ved jeg ikke. Men der var bare noget over hans væsen, som fangede mig. Dybest set var det nok hans måde at være menneske på, jeg kunne spejle mig i, og lade mig inspirere af. Et menneske – i stand til at ændre så meget af verden, i sin egen sorg.

Hilsen Carla