Vejen til pålidelig performance

I denne blog snakker jeg om, hvordan det kan være at nogle ting man lærer sin hest har det med at være enten ustabile eller kun vil fungere i ridehallen. Vi kender godt det at hesten ikke performer nær så godt til stævner som på hjemmebane - især hvis det er en uerfaren hest der ikke har prøvet at være i byen før, her har stress helt sikkert også sin indflydelse.

Men der ligger sådan set en læringsmæssig begrundelse for hvorfor hesten i forskellige miljøet ikke præsterer ens. Til denne diskussion antager vi at stress og andre faktorer står udenfor indflydelse, jeg vil kun snakke om det læringsmæssige aspekt i varierende præstation hos hesten.

Hvordan hesten "lærer"

Overordnet, og uden at gå for meget i detaljer, så lærer både hest og menneske på to måder:

                      1. Ved at associere begivenheder med hinanden fordi de oftest følges ad

                      Jeg forventer at se en is-bil, fordi jeg kan høre hjem-is melodien

                     

                      2. Ved at gennemskue årsag-konsekvens sammenhænge

                      Når jeg trykker på dørklokken, aktivere den en høj ringetone

Vi har så den luksus evne at vi også kan resonere os frem til sammenhænge og konsekvenser, og vi kan forstå dem, når andre forsøger at forklare dem til os. Med hesten er vi nødt til at gå ud i felten og demonstrere det for dem, og lade dem lære gennem erfaring

Når det kommer til performance…

Når jeg taler om pålidelig performance i dette indlæg henviser jeg til: at hesten responderer pålideligt og ensartet på indlærte signaler fra rytteren.

Pålidelighed kommer gennem gentagelser. Rigtig mange gentagelser. Ensartethed er svære at arbejde med, for det handler både om at rytteren skal være ensartet med sine signaler, og at adfærden der roses skal være ensartet.

Ensartethed er i virkeligheden kernen i træning. Ikke at det er en absolut nødvendighed… med nok gentagelser skal hesten da sikkert regne ud hvad det hele går ud på – på et eller andet tidspunkt. Du mister dog evnen til at forme den adfærd, der kommer ud af træningen, præcist.

Du kan ende i en situation hvor nogle gange går hesten versade på 2,5 spor, andre gange på 4, hvis ikke det er blevet klart defineret for hesten – gennem ros på det rigtige tidspunkt – at det var 3 spor vi ønskede(med ros menes alle former for forstærkning af hestens adfærd). Ovenstående ligner alt sammen versade, det er alt sammen respons på det samme signal, men resultatet er ikke særlig pålideligt i sin ensartethed.

Så langt gjort kort: Min pointe er, at hvis vi ønsker en hest der reagerer pålideligt og ens på vores hjælpere, så er vi nødt til – i hele træningsprocessen – at have fokus på (1) at bruge vores hjælpere på en konsekvent ensartet måde og (2) at definere for os selv præcist hvad det er vi vil have hesten til at gøre og gå efter det hver gang. Succes her er i høj grad afgjort af planlægning hjemmefra, inden man går i stalden.

Ét signal har én betydning, og hesten må aldrig kunne komme i tvivl om hvad du mener

Nu har vi så trænet os frem til en super lækker versade. Den sidder lige i skabet, signalet virker hver gang, den ser ens ud og hesten er afslappet. Fedt! Hvorfor pokker er det så lige at det kun virker i ridehallen? Hvorfor er kvaliteten pludselig dårligere når vi er på stævnepladsen?

The rule of five

Med plads til undtagelser, så er det nu engang sådan, at langt de fleste heste tilbringer størstedelen af deres arbejdstimer i den samme ridehal, eller på den samme ridebane. Jo, så rider vi en tur i skoven, og selvom nogle gør, så er det sjældent at man lige stopper op og træner dressur på turen – selvom dette er en fantastisk god ide! Og jo, nogle gange kommer vi også på udendørsbane. Så vender vi os i stedet til den i sommer månederne.

Der er såmænd intet galt i trygge rammer. Arbejder jeg med problemadfærd udnytter jeg dem i allerhøjeste grad, men det har sin betydning for pålideligheden som jo er dagens emne.

Jeg blev første gang introduceret til The rule of five af Andrew McLean.

Før vi går i gang med denne fantastiske lille guldklump af teori, vil jeg gerne fremme lidt info om hestens opfattelsesevner. Heste er utrolig dygtige til at opfange mange forskellige elementer af deres omgivelser, og de husker i mere præcise detaljer end vi er i stand til. Deres erfaringer er derfor i høj grad associeret til de tilknyttede omgivelser.

I praksis betyder det at en hest kan blive bange for et bestemt hjørne af ridehallen, fordi det var i dét hjørne hesten var, da traktoren lige pludselig startede på den anden side af væggen. Selvom det var lyden hesten blev bange for, er det omgivelserne hesten associerer med frygten.

Så, heste koder erfaringer sammen med deres omgivelser, på baggrund af en meget detaljeret hukommelse.

Og det er lige præcis her at The rule of five kommer ind i billedet. Det er ikke kun uønsket adfærd der tilknyttes specifikke omgivelser, det gælder også trænet adfærd. Det gælder også vores versade… Hvis vi aldrig træner den versade andre steder end i ridehallen, kan vi ifølge reglen og McLean aldrig forvente en at all times pålidelig versade.

Reglen er baseret på McLeans erfaringer med at træne heste. Det er hans estimat at man gennemsnitligt skal træne en hest i 5 forskellige omgivelser, hvor man vel at mærke gennemløber hele træningsforløbet, før end at man kan forvente et altid pålideligt resultat. Det er reglen i sin essens.

Dagens pointe på to linjer

At træne sig til pålidelig performance er en opgave der tager tid og grundigt arbejde. Men har man fokus på at planlægge sin træning og variere sine omgivelser, så er det muligt for alle.

- Vil du gerne læse mere om The rule of five beskriver Andrew McLean teorien kort i sin bog, oversat til dansk: Træning af Heste, fra 2006. 

- Gik jeg for hurtigt henover noget? Er der spørgsmål til overførsel til praksis? Skriv!