Når uddannelsen af hesten støder på en mur

Rigtig mange ryttere oplever at komme til et punkt, hvor de ikke kommer længere, eller oplever gang på gang at deres hest får skader eller pådrager sig skader. Hvorfor sker det?

I vores tid er hesten et ”sportsredskab” eller en ”fritidsinteresse”. Hele vores tilgang til hestene er meget anderledes end da hestene blev uddannet til militæret og som vores primære transportmiddel. Hvor ridning var en kunstart udført af meget veluddannede Ridemestre. Hesten har også gennemgået en udvikling. De har meget mere afskub i dag. Nye rytter blev uddannet på veluddannede heste. Rytteren fik lov til at føle hvordan det skal føles, og tid til at koncentrere sig om sit eget sæde, inden de selv skulle uddanne eller ride heste. 

I dag gælder det ofte om hurtigst muligt at ride hesten selv og nå i mål på konkurrencebanen eller hvad mål man nu måtte have sat sig som mål. Tit lærer den nye rytter at ride på en ubalanceret togvognshest, der går i enden på den næste. Det tager tid at uddanne sit sæde, - tid og tålmodighed. Er sædet ikke frit og bevægeligt forplanter det sig til rytterens hånd og nakke, ja endda til benene, og hesten må afbalancere disse ubalancer fra rytteren med modspændinger.

Endvidere bliver hesten ikke længere hovedsagligt redet for et løsgjort og medsvingende sæde, da dette kræver en velbalanceret hest og en smidig rytter. Mange lære at klemme knæende sammen og ride mod hånden, eller ride letridning, da alt for mange heste er mangelfuldt uddannet. Det betyder at hestene har en væsentlig dårligere balance og ringe kropskontrol på grund at en masse spændinger, derved får hestene hurtigere foldskader og ”arbejdsskader”. 

I hestens naturlige element, vil den aldrig bære en rytter og ikke gå så meget på volter. Derfor er det grundlæggende for hestens sundhed, at den bliver balanceret i dens længdegående(mindre på forparten) og tværgående retning (naturlige skævhed) i sin uddannelse som ridehest. Hesten skal guides til at finde balancen og få styrken til at kunne holde denne. Især musklerne omkring skulderne og brystbenet har for lidt fokus. Og netop det kan tage noget tid. Muskler dannes relativt hurtigt, vi taler uger. Sener og knogler er væsentlig længere tid om at blive styrket, og her taler vi mange måneder, et år eller mere.

Min farmor sagde altid ”Det er de små betydeligheder, der gør hele forskellen” og hun har fuldstændig ret. Dressur er i bund og grund grunduddannelse af hesten – alle typer heste. Alle øvelser blev til for at styrke hesten på den ene eller anden måde.

Vi kende det måske fra os selv, vi skal udføre en given øvelse for at træne en bestemt muskelgruppe. Udføre vi øvelsen forkert, ”snyder” vi os selv for at få styrket netop disse muskler, men vi udfører opgaven… i hvert fald på første øjekast. Hvem kende ikke det når vi taler maveøvelser eller smidighedsøvelser eller armbøjninger i skoletiden. Sådan er det desværre blevet med rigtig mange øvelser. De laves for øvelsernes skyld og ikke længere for at styrke hesten. Desværre ofte med hjælpemidler eller med kraftanvendelse. Derved mister vi fokus på det væsentlige, netop de små betydeligheder og kommunikationen med hesten.

En mere gammeldags type Oldenborg med mankeskade udføre Piaffe for at lette belastningen af det skadede område.

Der skal rigtig mange led i kæden af viden før hest og rytter bliver en Equipage der kan udvikle sig til højt niveau. Indsigt og kritiske spørgsmål kan hjælpe dig på den rette vej. Det skal føles som en kommunikation mellem hesten og dig, og øvelserne skal udføres med omhu og være til at forstå for både hesten og dig. Når først man oplever denne enorme sammenhørighed med hesten det giver, bliver vejen vigtigere end målet, og målet derved nemmere at nå :). Har du først opnået denne grundviden og fornemmelse, har du den bedste forudsætning til at ride alle typer heste.

God fornøjelse på jeres fælles rejse.

Terapeutisk Hestesundstræner Heike Wilde