Jeg vil
begynde med at aflive en myte. Klassisk dressurridning er ikke en nymodens
rideteknik. Tværtimod har klassisk dressur sit udspring helt tilbage til
300-tallet f. Kr., hvor den græske historiker Xenofon har beskrevet den
Klassiske Ridekunst.
Historie.
Man kan
datere heste i brug i krig helt tilbage til 2000 år f. Kr. og helt op til
1900-tallet, hvor hestene også anvendtes i 1. og 2. verdenskrig.
I
1500-tallet opstod de klassiske rideakademier i Europa især ved hoffet. De
berømte beridere lærte hestene avancerede og svære øvelser, som hestene skulle
bruge i krig, for at beskytte deres ryttere. Tidligere havde hestene været
kraftigere, men nu brugte man lettere heste. I renæssancen begyndte man med
kvadrilleridning og ridningen var noget mere forfinet. På den Spanske Rideskole
i Wien, bliver denne form stadig praktiseret og man kan som publikum, komme ind
og se den smukke ridekunst.
Den moderne hestesport.
Konkurrencesporten
er kun lidt over 100 år gammel og var for begyndelsen af kun for velhavende
gentlemen og officerer. Først i 1912 kom ridning på det olympiske program og
kvinder fik først lov til at deltage i dressur fra 1952.
I dag er
rytterne, der rider dressurkonkurrence delt op i 2 lejre. Dem der rider efter
den konventionelle ridning og dem der ”prøver” at ride klassisk dressur. Men i
sidste ende, vil begge former for ryttere gerne nå de samme resultater og de
samme svære øvelser med undtagelse af de helt specifikke krigsøvelser, såsom
Capriole og Levade. Forskellen er bare fremgangsmåden. Målet helliger ikke
altid midlet!
Klassisk Ridekunst.
Hvad går klassisk ridekunst så ud på?
Lidt om hestens adfærd.
Først og fremmest er det vigtigt at kende hestens historie, hvordan hesten er opbygget anatomisk, fysiologisk og hvordan hestens psyke er. Hesten er et flok- og flugtdyr. I flokkene kommunikerer de primært med deres kropsprog. Samtidig er hesten et hurtigt reagerende dyr, da det er et byttedyr og hurtigt skal kunne flygte, hvis et rovdyr nærmer sig. Derfor reagerer hesten pr. refleks, hvis hesten bliver bange for noget. Det vil faktisk sige at hesten reagere, altså handler før den tænker. Det er hestens overlevelsesinstinkt, som gør at de ofte virker alerte. Så lad os lige aflive den anden myte med at heste er dumme. Nej, de overlever bare og har derfor eksisteret i millioner af år. Den oprindelige hest var ikke større end en mellemstor hund.
Horsemanship.
Når man som
rytter har sat sig ind i hvordan en hest mekanisk virker, altså dens skelet og
de indre organer, er det adfærden, som også er en del af det at lære at ride
klassisk. For at samarbejdet mellem hest og rytter kan blive så optimalt som
muligt, er det vigtigt at træne horsemanship. Horsemanship er en metode, hvor
vi, som ryttere prøver at kommunikere med hesten via hestens eget kropsprog. På
den måde skabes der en gensidig respekt og tillid. Når dette er opnået, bliver
det meget nemmere at begynde dressurøvelser. I klassisk ridning begynder
øvelserne i dressur fra jord. Dvs. at rytteren går ved siden af hesten og
anviser hesten de forskellige øvelser igen via kropssprog og hjælpere, såsom
pisken (dirigentstokken, som på ingen måde er et slåredskab, men fine
toucheringer forskellige steder på kroppen) og stemmen. I hestens hud sidder
der rigtig mange nerveender (receptorer), hvorfor hesten er meget mere følsom
på huden, end mange tror. Har du tænkt på, når der sidder fluer på hesten at
den ryster sig for at få fluen væk. Hvis hesten ikke var så følsom, havde den
nok ikke reageret på en enkelt flue og det til trods for at hesten også har
pels. Så vi kan konkludere at det er nok at røre hesten med pisken, altså
touchere, meget let. Udover det reagerer hesten meget fint på vores
kropssignaler. Der er selvfølgelig forskel på, hvor godt de reagerer, alt efter
deres race og fortid. Men alt kan trænes og alle typer heste kan trænes med
horsemanship og klassisk ridning, sågar trav- og galopheste, arbejdsheste og
køreheste etc.
Den klassiske ridning fra jorden.
I den
klassiske ridning er der især sat fokus på at hest og rytter kommer i den rette
balance, hvor smidiggørelse er et af nøgleordene. Hesten skal lære at bruge
begge hofter lige godt, derfor vil man typisk begynde med at bede hesten om en
versade, hvor indvendig bagben kommer ind til tyngdepunktet lige under hesten.
Når det er lært, vil det være udvendig bagben, der skal ind til tyngdepunktet,
altså en traversade. På den måde kan hesten nøjes med kun at have fokus på en
af hofterne ad gangen. Når hest og rytter mestrer disse 2 øvelser fra jorden,
vil hesten have lært at bære sig selv lige meget fra begge bagben og det er tid
til at kunne sætte sig op. Rytteren skal sidde over tyngdepunktet, så vægten
fra rytteren ikke kommer for langt frem. I forvejen ligger hestens vægt med ca.
70 % på forparten. Derfor er det vigtigt at rytteren ikke sidder for langt
fremme og overbelaster forbenene. Husk også at hesten skal rides bagfra, altså
hestens bagpart er dens motor. Derfor er det vigtigt at have lært hesten at
begge bagben, kommer ind under tyngdepunktet. På den måde sker det helt automatisk
at hesten hvælver sin ryg op i stedet for ned. Man kan sagtens binde hesten op
fortil med glidetøjler, chamboner og deslige, men dette kaldes en falsk
bøjning. Oftest ville hestens rygsøjle, hvis den blev røngtenfotograferet, vise
at hesten gik med sænket ryg. Altså hestens skelet ville ligne et S. Ved at
ride hesten bagfra op igennem rygsøjlen og helt op til nakken bag ørerne, vil
hesten som sagt hvælve rygsøjlen op ad og på den måde både kunne bære sig selv
og sin rytter. En anden vigtig læresætning er: ”Hestens hoved skal ikke rides ned, men hestens ryg skal rides op”. Derved
kommer hvælvingen helt af sig selv på fronten. Rytteren vil også på den måde få
mere fokus på motoren på hesten, altså bagparten, end fokuserer på hestens
hoved. Det er egentlig meget forståligt at rytteren kommer til at fokusere på
fronten, da det er det, der visuelt er lige foran rytteren. Men det kunne altså
ikke være mere forkert og ødelæggende for hesten.
Træningen af unghesten.
Lad os
antage at vi skal træne en unghest og er nået til de første dressurøvelser, så
vil man typisk begynde med at lære hesten versader og traversader, vel og mærke
fra jorden. Når disse øvelser mestres, er det tid til at sidde op. I
begyndelsen rides der kun i skridt på små volter for at rytter og hest kan
komme i balance hver for sig og sammen. På det buede spor, er det her vigtigt
at hestens udvendige skulder ikke skydes ud, derfor støttes der især op på
udvendige tøjle, som en slags barriere, hvor hesten ikke må gå ud over tøjlen.
Så faktisk går hesten lige ud på buet spor. På en unghest er det vigtig at have
stor eftergift på tøjlerne altså fjedre på tøjlerne, ligeså vel som at hesten
fjedre når den går. Følg hestens rytme og rygsving for at fjedre i takt.
Rytteren skal sidde lige over tyngdepunktet og skuldre, sæde og hæle skal
flugte i en lige lodret linje, for at have den korrekte rytteropstilling.
Dressur er en kunstart.
Dette er
bare begyndelsen på den klassiske dressur. Uanset, er og bør dressur være en
kunstart. Det er grundridningen der er svær. Når først disse ting mestres af
både rytter og hest, er de såkaldte svære øvelser ikke svære, for hvis begge er
smidige, i balance, i ro, uden stress, hverken fysisk eller psykisk, så vil der
ske en sammensmeltning af rytter og hest. De bliver en symbiose og så bliver
det en smuk ballet. Det er dog hårdt arbejde med daglig træning, for at kunne
opnå den optimale ridning, men det er det hele værd, da lykkefølelsen, når
noget virkelig lykkes er ubeskrivelig. Så jeg vil bare herfra sige god
fornøjelse.
Du kan få individuel undervisning eller tilmelde dig Charlotte Toft's kurser, som løbende holdes flere steder i landet.
