Hvorfor westernridning?

Mit første blogindlæg skal handle lidt om mig. Jeg vil gerne fortælle, hvorfor jeg faldt for  westernridning.

 

Jeg har nok aldrig følt mig helt tilpas i dressursporten. Jeg kan huske, at jeg var utilfreds med, at jeg ikke måtte ride uden bid på min første halvpart. Der var jeg 12 år og havde redet i 2 år. Da jeg fik min egen hest, gik der heller ikke lang tid, før vi fandt andre, mere alternative veje. Jeg fik undervisning i akademisk ridekunst, jordtræning og BBH-dressur (efter Susan Kjærgårds principper). Selve det at konkurrere, kunne jeg egentlig godt lide, og jeg gjorde det også selv et par gange. Ofte var jeg bare med mine veninder ude, når de startede stævner. Men stævne-stemningen og presset brød jeg mig ikke om. Hvis der kom en fjordhest på banen, kunne jeg høre de andre på tilskuerrækkerne udtale sig nedladende, og endnu værre ville det være, hvis denne fjordhest blev belønnet med gode procenter. Jeg var nervøs for, om jeg kunne gøre det godt nok, og havde ikke selvtillid til at nyde stævnerne.

 

For to år siden blev min hest halt. Vi forsøgte alt, men hovsenebensbetændelsen blev opdaget for sent, og der var ikke mere at gøre. Baloo blev aflivet i oktober 2013. Så stod jeg der; 16 år gammel, lige startet i 1.g og uden udbetalt forsikring. Jeg vidste godt, at der hverken var tid eller penge til en ny hest. Men jeg vidste også, at jeg ville blive ved med at ride! Ved et tilfælde fik jeg halvpart på en 4-årig quartervallak et halvt år senere. Jeg vidste ingenting, og hesten var nytilredet, men de nye udfordringer gav mig en helt ny energi og lyst! Det er nu halvandet år siden. I dag lider jeg ikke længere af præstationsangst og stævnenerver. I dag glæder jeg mig hver eneste dag til at ride. I dag er jeg aldrig ked af det efter en træning, fordi jeg følte at jeg var for hård ved hesten. I dag glæder jeg mig til stævnerne – jeg frygter dem ikke. I dag er jeg på landsholdet og er danmarksmester 2 gange.

 

Hele ideen bag westernridning tiltaler mig enormt meget. Jeg kan ride med løse tøjler – og blive belønnet for det. Jeg kan konkurrere i discipliner med fart, i discipliner i langsomt tempo, i discipliner med forhindringsbaner og i discipliner fra jorden på den samme hest! Og jeg behøver ikke være nervøs for om jeg er god nok. Sporten er lille, men enormt social, og enhver ny rytter er en helt sejr for vores fantastiske sport. Jeg er overbevist om, at jeg var stoppet med at ride, hvis ikke jeg havde fundet min vej ind i denne del af ridesporten.