Hvorfor alle de fordomme?

Ridesporten er fyldt med fordomme omkring ryttere der dyrker de forskellige grene, vi har jo nok alle læst den skrivelse, hvor flere er blevet samlet, for at gøre grin med stereotyperne og vores fordomme. Jagtryttere var ikke med i denne skrivelse, men det betyder bestemt ikke at folk ikke har fordomme omkring jagtryttere.

Når man siger man er jagtrytter i en forsamling af hestefolk, får man tit nogle skeptiske blikke. For kort tid siden, var en jagtkammerat til terræntræning, hvor hun sagde hun var jagtrytter, en af de andre deltagere, en militaryrytter, fortalte hende så hans syn på jagtryttere:

Deres heste er elendigt redet og kan kun springe hvis de bliver trukket over springene.

De drikker sig fulde inden hver jagt.

De rider ikke deres heste fra sæsonen slutter til den begynder igen.

Kan man ikke finde ud af at ride, kan man altid bare ride jagt, det kræver ingen ridefærdigheder.

Osv.

Der er selvfølgelig sorte får i jagtverdenen, ligesom der er indenfor de andre grene i ridesporten, jeg husker bl.a. en rytter der red MA/S spring, men som ikke kunne se hvilken side en trippelbare skulle springes fra, eller dressurryttere rider med glidetøjler hver dag og kun tager dem af, når de skal ud til stævner. Men alle spring og dressurryttere bliver jo ikke bedømt ud fra den slags ryttere, hvorfor skal jagtryttere så?

Jagtridning er unik ved at konkurrence elementet er fjernet, det er kun på hubertusjagterne ved de forskellige jagtrideklubber, at der konkurreres. På jagterne gennem året er samværet og hyggen med gode jagtkamerater i højsæde, det betyder ikke at jagt er let, bestemt ikke når man rider ved de store klubber: Sportsrideklubben, jydsk jagtrideklub, storstrøms jagtrideklub m.fl.

Jeg tager selv min jagtridning meget seriøs, det betyder at min hest skal være i toptunet året rundt. Ja, ridningen bliver trappet ned henover vinteren, men det betyder bestemt ikke at den ikke bliver redet, der bliver blot redet extra meget dressur, ja dressur! Jeg ønsker at have en smidig hest, som lystrer selv de mindste signaler jeg giver den. Det eneste der er anderledes, er ingen jagter i weekenderne, og knap så mange lange ture, da det er koldt.

Når det bliver varmere i vejret, så tager vi gerne i terrænet, men det er ikke for at ride om kap og springe alle de pinde vi findet på vores vej. Nej, på langt de fleste ture finpudser vi stopsignalet, øver hesten i at dreje ved vægtforskydning, holde balancen over ujævn bund og andre ting der mest kan beskrives som ”dressur” til terræn brug. Der rides dog stadig almindelig dressur på bane ca halvdelen af tiden. Der bliver også sprunget både på ridebane men også på terrænbane.

Der er jagtryttere der ikke kan springe uden at have en foran til at trække, men det ønsker jeg ikke, min hest bliver trænet, så den kan og vil springe alt også selvom de andre heste stopper.

Med den træning jeg lægger i min hest, er jeg træt af at få af vide, at bare fordi jeg har kastet mig over jagtridningen, så er jeg en dårlig rytter, der kun kan finde ud af at ride i røven på andre heste, og min hest er ubrugelig til alt andet.

Men tilbage til rytteren fra min jagtkammerats træning. Når nu han syntes jagtryttere er så elendige, må terræn stævnet i Fjeldsted i mandags have været utrolig pinligt for ham! Ikke nok med min jagtkammerat vandt klassen, han blev også slået af min veninde, som også rider jagter, på min jagthest, hun havde kun sprunget på hesten 2 gange inden hun red den klasse. Begge var også debutanter.

Nu skrev jeg dette fra min synsvinkel, og fra den gren af ridningen jeg er en del af, men det gælder jo alle grene af ridning. Når man ikke selv er en del af det, ved man reelt ikke hvordan deres træning foregår, måske nogle dressurryttere rider i skoven flere gange i ugen?