Hvad er mounted-games?

Hvad er mounted-games?

2993visninger 12 svar | 18. feb 2016
Kære Hestegalleri,

Jeg hedder Charlotte Nissen, jeg er 17 år gammel, og jeg rider på det Danske landshold i mounted-games. Jeg bor i Sønderjylland på en gård sammen med mine forældre, hund og mine tre ponyer. Til daglig går jeg på Kolding Gymnasium, hvor jeg deltagter i undervisningen på linjen IB.
Jeg red mounted-games første gang i år 2009, så sæsonen 2016 bliver derfor mit syvende år i sporten. Landsholdsudtagelsen for i år er netop afsluttet, og denne sæson er jeg blevet udtaget til at repræsentere det Danske senior landshold på min pony Minx. 2016 bliver mit femte år på landsholdet – Og denne sæson skal jeg repræsentere Danmark til Verdensmesterskabet i Irland. Ud over VM har jeg forhåbninger om at ride det individuelle Europamesterskab på min anden mounted-games pony Dronning.

Så hvad er det lige mounted-games er?

Mounted-games er en ridesport, som både involverer fart, kontrol, og samarbejde imellem hest og rytter. Samtidig er det også en sport, der kræver et vist niveau af agility og bevægelse. Mounted-games kan blive redet både som en holdsport af fem personer, som en parsport af to personer og sidst men ikke mindst individuelt. Ponyer som bliver brugt til mounted-games må maks være 152.5 cm høje, og de skal være fyldt 5 år før de kan deltage til stævner, men ellers kan alle racer af ponyer bruges. I mounted-games er der heller ingen regler for hvor gammel man selv må være, dog er der forskellige aldersgrupper – der er u12, som er for dem på 12 og under, u14 for dem som er 14 og under, u17 for dem som er 17 og under, og senior som både er for dem over 17, men også en aldersgruppe hvor alle kan deltage uanset hvilken alder de er. 

I mounted-games skal man ride forskellige lege på ponyen, som alt efter niveau skal fuldføres hurtigst muligt. En typisk leg som de fleste kender kunne f.eks. være slalom: I slalom står der fem pæle på banen med omkring ni meters afstand i mellem hinanden. Ekvipagen skal ride imellem pælene, vende om den sidste pæl, og derefter fuldføre samme ridt på vejen hjem. 

En anden leg kunne også være Socks and Buckets, som går ud på, at der står en spand på midten af banen. Bag vendelinjen på banen ligger nogle sokker, og da rytteren starter med en sok i hånden, skal man smide denne i spanden på vej op af banen. Dette skal naturligvis ske, uden at spanden vælter – Efterfølgende rider man op til vendelinjen, hopper af, samler en ny sok op og hoppe op på ponyen igen for derefter at ride i mål og aflevere sokken til næste rytter. De fleste lege ændres alt efter, om man rider individuelt, par eller hold. 

Det kan nogle gange være svært at forklare nye ryttere, hvad sporten egentlig går ud på, men hvis I har lyst til at se, hvordan disse to lege bliver udført, kan de ses i denne video fra Verdensmesterskabet i 2014 - https://www.youtube.com/watch?v=_DYKkoHpb_I - Socks and Buckets bliver vist ved 0:20 sekunder inde i videoen, og slalom bliver vist ved 1:10. 

Mounted-games kræver altså en god form fra både rytterens og ponyens side. Rytteren skal selv kunne bevæge sig hurtigt både på jorden men samtidig have en god balance på ponyen, for at legene bliver udført hurtigt muligt. Jo hurtigere man er, og jo bedre ens teknik er i selve legene, jo større chance er der for at komme først i mål og dermed få flest point.

I mine fremtidige indlæg vil jeg gerne fortælle mere om de specifikke lege, så hver enkelt leg bliver forklaret. Jeg vil gerne give jer en indsigt i, hvordan det foregår til de danske stævner i mounted-games samt forklare hvordan, det er at ride stævner i udlandet. Jeg vil give en forklaring på, hvordan det Danske landshold udtages samt hvilke krav, der stilles til hver enkelt rytter og pony. Jeg vil forsøge at gøre mit bedste på at forklare nye interesserede i sporten, hvordan man kan blive involveret og selv starte til mounted-games. Hvis I skulle have flere forslag til, hvad jeg kan skrive om, er I meget velkomne til at sende mig en besked her på Hestegalleri, på min Facebook https://www.facebook.com/Charlot.Nissen, smide en besked eller en kommentar på min Instagram @charlottenissen, eller lægge en kommentar på min Youtubekanal, som var den kanal, hvor videoen fra tidligere var slået op fra.

Hvis I sidder allerede nu og skulle have lyst til at vide mere om mounted-games, må I selvfølgelig gerne også sende mig en besked, eller I kan læse mere på www.mounted-games.dk om trænere, og hvor i landet, der rides mounted-games.

Jeg glæder mig meget til at fortælle mere om denne fantastiske sport, og håber selvfølgelig I vil følge med! :)

Følg og få notifikationer ved næste blogindlæg


Kommentarer på:  Hvad er mounted-games?
Kommentér på:
Hvad er mounted-games?
Annonce