Hesten - Vores spejlbillede og bedste læremester

Her kommer et lidt anderledes blodindlæg fra mig, fyldt med personlige erfaringer og selverkendelse. Rigtig god læsning, håber i kan lide det :)

 

Jeg havde i går en fantastisk oplevelse med træningen af begge ponyer. Efter en lang dag med juleindkøb og venindehygge inde i København kom jeg sent på gården og var egentlig både træt og uden den store motivation til at træne. Begge heste endte dog alligevel med at blive trænet og det var som om at så snart jeg ramte ridehuset så forsvandt alt den dårlige energi og jeg blev fyldt med overskud og en lyst til virkelig at gå i dybden med vores træning.

 

Jeg havde aftenen inden set Christofer Dahlgrens nyeste video af hans longearbejde med sin unghingst, og det jeg for alvor lagde mærke til i videoen var Christofers hjælpegivning. Hans sekundære hjælpere som pisk og tøjleføring gjorde han næsten ikke brug af, men derimod var det hans kropssprog der fik hingsten til at sætte sig i den fineste piaff i longen.

Denne video fim tankerne i gang hos mig, for som den så tydeligt viser så spejler hestens sin træners krop og energi.

Vi glemmer ind i mellem at det ikke kun er hestens krop som skal bevæge sig rigtigt og at vi ikke kan forme den som var det modellervoks. Når vi træner vores heste kræver vi at de er fokuserede på os og at de respondere på vores signaler. Vi glemmer bare hurtigt at hesten netop observere og respondere på vores signaler, hver eneste af dem. Ikke kun vores piskehjælp som vi har lært at bruge eller vores halve parader i tøjlen, men i særdeleshed også på vores kropsprog og udstråling. Dette stiller et kæmpe krav til os som hestetrænere, ligegyldigt om vi står på jorden eller sidder på ryggen af vores opmærksomme og fintfølende heste. For at få vores hest til at udføre det vi spørg dem om korrekt må vi være i balance, have styr vores krop og hjælpegivning. Kræver vi at vores heste skal yde deres bedste, bliver vi nød til at være et forbillede for dem og selv yde vores bedste. En hest bliver aldrig dygtigere end den som træner den, derfor er vi nød til at vende blikket indad og rette vores egne fejl før vi korrigere hesten for ikke at høre efter. For 90% gang af gangene er dette netop lige hvad hesten gør, vi har bare ikke opdaget af vi selv hænger på udvendige skulder eller vores energiniveau slet ikke passer til den opgave vi er i gang med at udføre.

 

Derfor valgte jeg i går at fordybe mig i min træning og mit kropsprog i træningen af drengene.

Tiger har stået meget stille det sidste stykke tid, men forhåbentligt er det slut og han skal ordentligt i gang igen nu. Det passede derfor perfekt med at vi kunne tage en stille og rolig træning hvor jeg nok arbejde mere med mig selv end ham. Lige pt arbejder vi en del med den samlede trav og overgang til galop i longe og der har været nogle småting som har drillet os lidt. Hans travsamlinger vil jeg gerne have er lidt bedre og balanceret og så har han haft en tendens til at kaste sig frem i en fremadgående galop, i stedet for at beholde sin samling med op i galoppen. En af årsagerne er selvfølgelig at han er i gang med at opbygge den nødvendige styrke og at han har lidt udfordringer i sin krop, dette kan kun blive bedre med tid og massere af træning så han bliver endnu stærkere. Men en anden årsag har været min egen kropsholdning og energi når vi har trænet det. Jeg er blevet en smule for entusiastisk og overdrev min hjælp, derved har jeg i stedet for at hjælpe ham faktisk tilført for meget energi som har gjort det svært for Tiger at finde roen og takten i samlingen. Så da jeg i stedet for selv at sætte i galop når han skulle galopere, bare gav ham stemmekomandoen og bibeholde den samlende, lettere tilbagelænet og opadgående kropsholdning lavede han den fineste overgang til en fin rolig, afbalanceret og opadgående galop. Derved fik jeg udnyttet langt mere af hans nuværende kapacitet, blot ved at ændre min primære hjælper - min krop.

 

Stort set det samme galt da jeg derefter red Fengur. Vi er begyndt at arbejde med en mere samlet galop, hvilket er en helt anden oplevelse at sidde på end den ponyfræser galop som han ellers har gået. Det sætter igen krav til mig som rytter, for hvis jeg ikke sidder rigtig og giver ham de rigtige signaler så kan jeg heller ikke kræve at min islænder skal kunne bevæge sig elegant rundt i en langsom, samlet og balanceret galop. Så i stedet for at tænke fremad i galoppen, så skal jeg tænke opad. Det lyder som sådan ikke som en videre avanceret opgave, men det kræver at jeg ligger alle mine gamle vaner fra mig og stoler på at den lille hjælpegivning det er at nærmest bare tænke galop og løfte sit energi og tyngdepunkt lidt op og tilbage er nok til at hesten galopere. Men det virker og i stedet for at springe fremad, springer Fengur nu opad i den fineste galop.

 

Det var en fantastisk aften, hvor følelsen af at blive et med sin hest virkelig var tilstede og samtidig fik en ny og endnu mere betydningsfuld mening for mig.

Vores elskede heste er vores bedste læremester, så længe vi husker at lytte til dem og tage det de fortæller os til os således vi kan rette vores egne fejl således vi kan give vores hest muligheden for at bevæge sig så majestatisk som muligt.

 

Jeg er evig taknemmelig for jeg har to så fantastiske læremesterer, som bærer over med mine fejl og venter tålmodigt på jeg får rettet dem.

 

”You need to have a picture in your mind of what you want your horse to do”

- Ray Hunt