Fotograf - som hobby og erhverv

Nu er der snart gået et år siden mit første blogindlæg her på HG. Så synes egentlig det er på sin plads snart at få lavet en ordentlig præsentation af mig, hvad jeg går op i og hvilket forhold jeg har til fotograferingen.
 

For at starte helt basic, så hedder jeg Sanne. Jeg går snart ind i mit 28. år og bor til hverdag sammen med min kæreste igennem 6 år, Emil. Han har været en stor del af mit erhvervsmæssige liv de sidste år. Han er selv selvstændig, hvilket uden tvivl gør det hele lidt lettere.

Jeg fik mit første kamera i konfirmationsgave, et Canon PowerShot A510. Et lille pocketkamera, der dog havde den forskel til mange af de andre kameraer på den tid; Det tog rent faktisk billedet når man trykkede på knappen, i stedet for 2 sek. efter. Det var startskuddet til det der skulle blive en livsstil. Jeg fotograferede alt hvad jeg kom i nærheden af, og det var i særdeleshed heste og mine hunde.

Da interessen voksede, blev kameraet skiftet ud, og fik for første gang et spejlrefleks i hånden. Jeg investerede i et Nikon D40 samt to objektiver, et tamron 70-300 og et Sigma 55-200 mm. Det lille kamera var med OVERALT! Lukkeren i kameraet ville som regel kunne klare omkring 80.000 skud, men inden det døde havde det rundet næsten 150.000 billeder. :-o

På det halvandet år jeg gik der lærte jeg utrolig meget. Jeg havde heldigvis prøvet at arbejde med manuelle indstillinger inden jeg startede, for det var for alvor slut med alt auto.

Selvom det var et fantastisk skoleår, så fandt jeg hurtigt ud af, at uddannelsen ikke rigtig favnede min interesse for dyrefotografering – her var det mere studiefotografering og timers redigering i PhotoShop. Begge dele noget jeg aldrig har syntes var super fedt.

Da skolen var slut, og jeg kun til nøds havde bestået min eksamen (censor hadede dyr, og kan ikke komme udenom min mappe havde en stor del dyrebilleder.) I stedet for at knække, blev jeg derimod stædig og ville endnu mere fotograferingen af dyr.

Efter et par år opgraderede jeg mit kamera til et Nikon D300s. Et kamera uden autoindstillinger, men til gengæld rigtig mange muligheder for indstillinger som jeg ikke havde været vant til på mit gamle. 

I 2013 startede jeg for første gang firma op. Desværre ikke et så vellykket forsøg. Kundekredsen manglede, forbindelserne og anbefalingerne.
I 2014 gik endnu en drøm i opfyldelse – jeg fik job som fotograf hos Ridehesten! :D Lige siden jeg startede på fotografskolen, endda før det, havde jeg drømt om at komme til at arbejde der. Og det vilde var, at det var en ren tilfældighed. Her kom jeg i lære og blev færdig i 2016. Det var to år med en masse udfordringer, og fik udviklet mig rent personligt, samtidig med jeg fik en del mere selvtillid og tro på at jeg sq var dygtig nok! Udover færdighederne fik jeg noget af det mest dyrebare ud af det… BEKENDTSKABER, kontakter, netværk… Planen var efter de 2 år, at jeg skulle fortsætte som fotograf, men af personlige årsager valgte jeg efter min elevtid at sige farvel til Wiegaarden (Ridehesten og HUNDEN).

Så stod jeg der, uden job, uden lyst til at skulle i gang med noget nyt, og uden kamera for første gang siden 2003 – lidt fortabt. Igen tog min kære kæreste mig i hånden, og tilbød mig at komme ind under hans CVR-nummer og starte firma op. Og ud over det spyttede han lidt kapital i opstarten. Det gjorde jeg kunne opgradere til et bedre kamera, for at kunne tage så professionelle billeder som muligt, rent kvalitetsmæssigt. Så nu blev min nye makker et Nikon D5 og en lille 50 mm f/1,4.
Inden vi fik set os omkring var Rishøj Media startet op.

Det er stadig i opstartsfasen og kæmper for at få opbygget en kundekreds. Heldigvis har jeg mødt stor opbakning fra de kunder jeg havde på Wiegaarden og fremtiden ser lysere ud. Det er bestemt ikke lige årstiden for fotografering når man ikke har mulighed for et studie, men så har jeg mulighed for at få styr på alt, inden den ’rigtige fotosæson’ går i gang.

Til dem der har lyst til selv at prøve kræfter med at leve af fotograferingen, kan jeg kun sige; Go for it! Men tro ikke kunderne kommer af sig selv. Man skal have en stor sælger i maven, man skal ikke være bleg for at gå ud og sælge sig selv. Det kræver en del tro på egne evner, og desværre jo bedre man bliver, jo mere kritisk bliver man også overfor ens egne billeder og jo svære kan det være overbevise sig selv om, at ens billeder er rigtig gode.

Det er også vigtigt at vælge en stil. En stil man er stolt af og en stil der ikke ligner alle andres.

Det får ledt mig ind på det næste, nemlig hvilken stil har jeg?

Jeg kan godt lide billederne så naturlige, uspolerede og uredigerede som muligt. Jeg forsøger altid at lave det færdige billede i optagelsen. Det giver mig nogle gange en del udfordringer, men samtidig kan det både være positivt og negativt. Det gælder bare om at se mulighederne.

Samtidig er jeg ikke til alt for opstillede billeder. Selvfølgelig bliver billedet sat op, men så er det min opgave at få det til at se naturligt ud. 

Nogle gange har jeg en tindens til at vil have det for perfekt – begge ører fremme på hesten, den rigtige side til, den rigtige benstilling osv. Osv. Osv. Jeg er blevet bedre til at se det smukke i et billede af en hest der ikke nødvendigvis har begge ører fremme, men når det kommer til ridebilleder er jeg 100% fokuseret på at benene altid vender rigtigt, ikke bøjer forkerte steder.

Når jeg sorterer mine billeder, vil billeder med forkert benstilling blive slettet. Så kan mage nok sige, at det ellers er et fint billede og de er fint tilfredse. Men min stil som fotograf og det indtryk jeg gerne vil offentliggøre passer ikke ind med forkert benstilling.

Man kan kalde det sippet, snobberi og latterligt, men ligesom nogle aldrig vil offentliggøre billeder der ikke er blevet redigeret og farvebehandlet, så har jeg et andet fokus. Og netop fordi jeg går så meget op i at billederne bliver så tæt på det resultat jeg vil have i optagelsen, er jeg ikke bleg for at vise rå-filer.

Men igen, så gælder det om at vælge sin stil, om det er sort/hvid, langtidsredigerede eller stræben efter perfektion, så skal man være tro mod den og ikke lade andre vælge den stil man har. Ellers vil markedet blive centreret ind til stort set samme stil, og bredden af fotografer blive mindre.

Mine yndlingsbilleder

Kan vidst ikke lave sådan et ego-oplæg uden at komme ind på mine yndlingsbilleder jeg har taget igennem tiden. Jeg har virkelig mange billeder, så det er svært at vælge, men her kommer en lille kavalkade af nogle af mine absolut yndlings!

En lille tilføjelse er, at de 5 billeder jeg har vist som yndlings alle har det til fælles, at dette er råfilerne (kun lavet mindre i formatet) :)

Til jer, der stadig er med til slutningen, så tak fordi I gad bruge tiden på at lære lidt om mig. Jeg håber, flere har modet til at komme i gang med fotograferingen – måske ikke bare som hobby, men som levevej.

God jul til alle og godt nytår!

Mvh. Sanne K.

Jeg modtager gerne forslag til blogindlæg som I kunne tænke jer.