Få bedre reaktion på schenklen

Få bedre reaktion på schenklen

2652visninger 0 svar | 12. jun 2019

Jeg møder mange ryttere, som oplever, at deres heste eller pony er blevet mere eller mindre "døv" for schenklen og at der skal en del klem, spark, prik med sporen til, for at få hesten til at reagere. I nogle tilfælde, bliver presset fra schenklerne så kraftigt, at hesten begynder at udvise konfliktadfærd og ridningen bliver til frustration.

Uanset om du rider dressur, springning, skovtur eller andet, så er det vigtigt for både dig og din hest/pony, at du har en god fremad reaktion for schenklen. Det sparer hesten for overdrevet pres, hvis den kender signalet godt, og det gør det også meget lettere for dig at løse opgaverne OG at sidde rigtigt, når du ikke skal klemme og sparke med schenklerne hele tiden.


Det er heldigvis ganske enkelt, at træne hesten til at reagere bedre for schenklerne og det vigtigste i den sammenhæng er EFTERGIFT. Hesten søger det der giver den frihed og hvis det bliver tydeligt for den, hvad der får rytteren til at give frihed fra schenklerne, så vælger hesten den løsning, næste gang den mærker schenklerne.

 

Den svære del af den her træning, er den første del, hvor hesten går i stå så snart man giver slip med schenklerne. Som rytter har man lyst til at blive ved med at klemme/drive, for at undgå hesten går i stå, men så sker der det, at hesten bliver tilvænnet til schenklen i stedet for at blive trænet til schenklen.

Tænk på hvordan din hest er blevet vænnet til gjorden. Den klemmer om maven på hesten hele tiden, men hesten har lært at den ikke skal reagere på det, at det tryk ikke betyder noget. Hvis din schenkel klemmer om hesten hele tiden, så vil din hest lære at trykket ikke betyder noget og derfor bliver den dårligere til at reagere. Schenklen bliver en slags gjord nr. 2!

 

DERFOR er det super vigtigt at din schenkel giver et kort tryk/en kort besked og så forsvinder/giver efter igen, så din hest kan kende forskel på schenklen og gjorden. Til det kan du bruge en øvelse, som jeg kalder ”dinglebens øvelsen”. Det er en god idé at lave øvelsen mens du holder tøjlen løs eller helt stille, så beskeder fra tøjlen ikke forstyrrer hesten, der helst skal koncentrere sig 100 % om schenklerne i øvelsen.

Sæt hesten i trav og lige så snart den traver, gør du dine ben HELT slappe,- så de bare dingler langs siden. Tæl hvor mange skridt din hest/ponyer tager før den falder i skridt igen og lad schenklerne dingle indtil den er i skridt..

Så sætter du den i trav igen og lader benene dingle mens du tæller hvor mange skridt den holder sig i gang. Sørg for at dine schenkler er HELT slappe indtil den falder i skridt og lav så en overgang til trav igen med det samme.

 

Mærk efter hvor meget kraft der skal til for at få den i trav og brug kun så lidt, som du kan klare dig med. Jo mindre du kan bruge til at få den i gang med, desto mere følsom bliver den for signalet fremover.

 

Gentag det en masse gange og så vil langt de fleste heste begynder at holde traven over flere og flere skridt (nogle heste starter lige med at gå hurtigere i stå, inden de forstår pointen). Du vil også opdage at de reagerer bedre og bedre på schenklerne i overgangen. Når du mærker det, er det tid til næste skridt…

Sæt hesten i trav og lad benene dingle, vælg et tempo og giv måske det tempo et tal på en 10 skala f.eks 5 for en almindelig tempo trav. Bed hesten om at trave på måske 6 og lad benene dingle. Når hesten kommer ned på en 4’er driver du med schenklerne op til en 6’er igen og lader benene dingle.. Det gentager du igen rigtig mange gange og når hesten begynder at reagerer rigtig godt på schenklerne op til en 6’er, kan du begynde at drive allerede når den går ned på en 5’er.

Det er rarest for ponyen/hesten, når schenklerne dingler/er slappe, så derfor vil den blive bedre og bedre til at holde sig på en 6’er og den vil blive bedre og bedre til at sætte tempoet op når du klemmer, fordi den ved der er frihed i sigte når den går fremad
😊  


Grunden til at du i starten først skal klemme når den er gået i skridt, eller faldet fra en 6’er til en 4’er, er fordi det på den måde bliver tydeligere for hesten, om der er pres eller eftergift og at det handler om en tydelig tempo-øgning. Det bliver også mere tydeligt for din krop, at huske hvornår du må klemme og hvornår schenklerne skal dingle. Vores krop vil nemlig, ligesom hestens, rigtig gerne gøre det den plejer, så det kræver en indsats at få sine schenkler til at ”høre efter”
😉

Jo bedre du bliver til at få dine schenkler til at huske at klemme og slippe på de helt rigtige tidspunkter, desto bedre bliver din hest til at gå fremad for en let kram med schenklerne.

Læs mere om tøjle og schenkelhjælp på Blue Berry Hills hjemmeside HER eller læs om vores nye JUNIORFORLØB, der starter 9. august 2019 


Følg og få notifikationer ved næste blogindlæg




  • Der er endnu ikke skrevet kommentarer

Kommentér på:
Få bedre reaktion på schenklen
Annonce