Den menneskelige hest - Bare ikke når vi træner...

Jeg vover mig ud på dybt vand, og begynder på et følsomt emne for mange hestefolk. Det er en vigtig diskussion, som enhver der tilbringer tid med heste bør forholde sig til. Hvad er min hest for mig? Hvad forventer jeg af ham, og samtidig: hvad kan jeg tillade mig, med rimelighed, at forlange af ham?

Denne blog går ind på vores tendens til at overvurdere hestens mentale evner, hvordan det kan få en negativ indflydelse på hestens velfærd, når vi i ridningen antager at de forstår mere end de er i stand til, og lidt om hvad vi kan forvente af vores hest.

Den moderne hobby hest er speciel og unik. Der findes ikke nogen eller noget, der kan erstatte ham og give lige præcis det han kan. Han er magisk, selvstændig og hengiven på sammen tid. Han er en kær ven, en trøstende skulder, et holdepunkt, en eventyr makker: Kært barn har mange navne.

Men den moderne hobby hest er ikke noget barn, og den moderne hobby hests mentalitet er ikke sådan lige at substituere med en menneskelig bevidsthed, med forståelse og fatteevne der svarer til.

Jeg vil ikke ødelægge andres eller mit eget smukke billede af hvad heste er i stand til at kommunikere og udtrykke af følelser. Jeg tror på at min hest har personlighed, jeg tror at hans små særheder jeg lægger mærke til er noget helt særligt ved netop ham. Jeg tror på at han føler: Smerte når hans krop hæmmes, glæde de gange han var sammen med en særlig vallak Gawain, uro, stress og angst når hans naturlige flugtinstinkt tager over. Tryghed, hvert eneste øjeblik, midt i en øvelse, hvor noget slår klik og han ved hvad jeg beder ham om.

Alligevel føler jeg ofte, at jeg er nødt til at tage afstand til mine fornemmelser, såvel for min egen som andres hestes skyld.

Som et, af natur, følsomt menneske skal der ofte ikke så meget til før at jeg bliver emotionelt rørt af situationen, og jeg bliver meget ofte rørt af ryttere der arbejder med deres heste, deres helt specielle ven. Jeg ser utrolig meget kærlighed til hesten, givet i den tro at den forstår hvad det er vi giver til den. Det er en smuk ting, at give kærlighed.

Men der er en bagside til dette kærlighedsforhold. En bagside der efter min mening overskygger den kærlighed vi giver til gengæld, for det er en uretfærdig bagside, som hesten ikke kan stilles til ansvar for. Jeg tør godt påstå at stort set alle ryttere kun ønsker deres hest det bedste, og derfor ikke bevidst søger denne uretfærdighed. Den er en uheldig, ubevidst følge, af at vi tilegner vores heste evner ud over deres naturlige kapacitet.

Vi tror på at de forstår vores ord, vi tror på at de har menneskelignende vaner, vi tror på at de er mere. Den tro leder os til forventninger der langt overstiger hestens evner og kapacitet for forståelse og læring. Den slags forventninger kan risikerer at skabe splid i vores træning når hest og rytter ”går forbi” hinanden, og frustration og forvirring træder i stedet for tålmodighed og forståelse.

Jeg vil gerne give nogle eksempler på hvad det er for en bagside jeg hentyder til:

Udtalelser som ”min hest elsker ringridning og farven grøn” eller ”min hest kan ikke lide, kan godt lide…”, er personlighedstræk som vi tildeler vores hest. De er nok så uskyldige, hygsomme og naturlige for os som mennesker, nogle kan såmænd være sande, men det uskyldige udgangspunkt kan hurtigt udvikle sig til en tro på hestens menneskelignende bevidsthed, og så er vi ude i noget af det farlige.

Jeg har stået og set en pony der stormer af sted over det ene spring efter det andet, med hovedet løftet, ryggen sænket og ørerne tilbage, mens publikum udtrykker ”Den er godt nok glad for at springe den hest”. Det stikker til mit indre når jeg står i sådanne misforståede situationer, og ser en hest stresset og ude af balance, hvor man i virkeligheden burde stoppe træningen og gå tilbage til basics. Finde ud af hvor i hestens grunduddannelse noget er gået tabt eller er sprunget for hurtigt henover, som gør at hesten stormer afsted, og derfra gradvist genoptræne, til vi får en hest i balance på springbanen. Det gør hele scenariet mere sikket for rytteren og velfærdsorienteret for hesten.

Fra de uskyldige personlighedstræk kommer vi hurtigt over i en udviklet bevidsthed, og vi går fra simple til mere komplekse karaktertræk som: ”Min hest driller mig, han ved jo godt hvad han skal”, ”min hest er jaloux når jeg er sammen med andres heste”.

Vi kan ende i en farlig situation hvor vi ignorerer hesten vi står med og kun ser den bevidsthed vi selv har designet, vi tager ikke højde for hestens naturlige adfærd, læringsevne og mentale kapacitet. Vi glemmer at anerkende hestens begrænsninger og at fokuserer på dens styrker.

Heste kan ikke forstå at de har gjort noget ”forkert”, heste kan ikke forstå betydningen at ”drille”. Det tillader jeg mig at sige, fordi det kræver indsigt og ræsonnement at kunne drille bevidst. Heste kan ikke ræsonnere… Det fysiske bevis er ikke til at argumentere imod. Den hjernedel der er ansvarlig for netop denne funktion, er så meget mindre hos hesten når vi sammenligner med mennesker, at det ville være ganske urimeligt overfor hesten, at forlange noget der bare ligner menneskelig indsigt.

Jeg bevarer mine fornemmelser og ideer om min Frig’s personlighed, men jeg lader dem aldrig stå i vejen for hvordan jeg arbejder med ham. Jeg lader teorien komme først, fordi jeg tror på det er vigtigt at træne efter hans læringsevner og ikke mine, fordi jeg som menneske er i stand til at sætte mig i hans sted, mens han som hest aldrig vil kunne være i stand til at forstå mine læringsevner.

Jeg følger en simpel lov, formuleret af behavioristen Conwy Lloyd Morgan i starten af 1900 tallet:

Lad aldrig en adfærd være udtryk for højere psykologiske evner, hvis denne rimeligt kan forklares ud fra en lavere grad af psykologisk evne.

Det er at sætte tingene på en spids, og være kritiske over alt hvad vores heste gør, men på trods er det en tanke vi ikke kan tillade os at ignorere. Vi går på kompromis med hestens velfærd når vi ikke anerkender deres potentiale for hvad det er. Vi risikerer at forlange, og antage ting om hesten der ikke er mulige, som leder til frustration og magtkamp i ridningen, hvilket i sidste ende går ud over hesten og vores rideglæde.

Vi er i stand til at sætte os ind i og forstå vores heste.

Det er vores ansvar at gøre det.

Jeg har indtil nu berøvet os en forklaring på den magiske forhold vi har til vores hest, uden at tilbyde en anden forklaring til erstatning. Det er ikke nogen let opgave og jeg vil ikke forsøge. For jeg kan ikke forklare hvorfor heste er så specielle. Jeg tror som sagt på at min hest har en unik personlighed, og jeg tror på hans begrænsninger… Men i realiteten ved vi ikke præcist hvor de begrænsninger går til.

Kan heste føle? Hvis du sætter dig ned med Sjaastad, Sand og Hove’s ”Physiology of Domestic Animals”, så vil de fortælle dig, at det Limbiske system i hjernen er hovedansvarlig for vores følelsesregister, og at forskellen mellem vores og hestens limbiske system er små. Om end hestens intellektuelle evner må antages at være begrænset fordi vores præfrontale cortex er større, så er deres følelsesmæssige kapacitet, ikke langt fra vores egen. Ikke anatomisk i hvert fald.

Her finder jeg det vigtigt at påpege, at følelser som empati, jalousi og det at bære nag, er det som vi kalder komplekse følelser, som kræver en grad af indsigt og intellektualitet. Derfor, det at vi har et tæt på ens følelsescenter, gør ikke hesten automatisk i stand til at forstå og mærke eller udtrykke disse tre følelser, hvilket er vigtigt i forhold til mit argument om at heste ikke er i stand til at drille. Det at drille kræver forståelse for rytterens ønske, kapaciteten til at føle et behov for at fremprovokere en bestemt følelse hos rytteren, samt evnen til at tænke sig frem til hvilken adfærd der ville kunne fremkalde den følelse.

Så det jeg gerne vil frem til er, uden at kunne sige noget præcist, så ved vi at heste har et følelsescenter der kun adskiller så lidt fra vores, vi kan derfor godt tillade os at tro på at vores hest er i stand til at mærke basale former for følelser på linje med os. Men vi kan ikke forvente at de har samme bevidsthed omkring dem som vi har.

Følelser alene fortæller os ikke hvordan vi danner specielle forhold til vores hest. Hvorfor din hest altid kommer dig i møde på folden, uden at det er noget I har trænet med gulerødder. Hvorfor din hest af sig selv kommer hen til dig og nuller dig i nakken. Hvorfor de kan virker så rolige og trygge i vores selskab.

Vi ved heste er sociale dyr, de lever i flokke og bliver ængstelige når de er alene. Det er en del af deres overlevelse at bevæge sig i flok, fordi det øger overlevelseschancerne for den enkelte. Jeg har absolut ingen videnskab bag mig i de tanker jeg deler nu, men jeg kan sagtens forestille mig, at heste er i stand til at få opfyldt et socialt behov ved at være i kontakt med mennesker.

Jeg tror ikke på at menneskelig kontakt er nok til at opfylde deres sociale behov, på ingen måde, men det faktum at det er muligt at træne en hest hvor man giver dem forudsigelige, ens træningsrammer, kan gøre dem så afslappede, ”stressfrie” og rolige i vores nærvær. Det må da betyde noget? Der må være en slags socialt forhold der, som er til gavn for hesten?

Hvad, hvordan, hvorfor… Det kan der ikke svares på, og det er lige præcis derfor at det er så hamrende vigtigt, at vi ikke forlanger mere end hesten kan give, for så går det galt. Så får vi stressede, forvirrede heste, og i allerværste tilfælde får vi heste der er offer for indlært hjælpeløshed.

Hellere spørge om for lidt end for meget, og så bruge den ekstra tid der skal til. Jeg vil gerne pege tilbage til Morgan: ”Lad aldrig en adfærd være udtryk for højere psykologiske evner, hvis denne rimeligt kan forklares ud fra en lavere grad af psykologisk evne”.

Jeg har ikke noget imod at man forsøger at beskrive sin hests personlighed for sig selv og for andre. Jeg har intet i mod at man tror på dem. Jeg ville ikke fralægge mig min forståelse for min hests personlighed. Men jeg vil insistere på ikke at lade vores følelser påvirker vores træning, for hestens skyld.

Der findes rigtig meget litteratur omkring træningsteori, og hvordan man kan opstille øvelser på en måde der er absolut forståeligt for hestens måde at lære på. Det er spændende læsning og det kan hjælpe både dig og din hest til et stress og frustrationsfrit samarbejde.