Så blev det sørme Søndag igen!
I dag vil jeg lave et ret personligt indlæg omkring et emne jeg er blevet spurgt til flere gange. Ih jeg har så mange gode blog indlægs idéer for tiden, så jeg glæder mig til at dele dem her de næste mange søndage!
Indlæget her vil som overskriften måske afslører lidt, handle om det at håndterer kritik.
Både som underviser, som hestemenneske og som menneske generelt.
"Det er fint nok, jeg hopper bare ud fra en bro"
Den følelse tror jeg næsten alle har haft. Mange sagde til mig som ung at "Det bliver bedre med alderen" og når jeg snakker med "voksne" (nu er jeg jo godt nok selv 25 efterhånden) så kan jeg ligesom hører en generel holdning til at man med alderen lærer at håndterer kritik. Jeg er da også blevet bedre til det, men hold da op det var svært i mine teenage år.
Alligevel valgte jeg som teenager en branche hvor kritik ligesom er en del af gamet. Jeg har i 5 år optrådt som stand-up komiker og her er altså kontant afregning. Hvis folk ikke syntes du er sjov - jamen så griner de ikke. I stand-up bruger man udtrykket: "At dø på scenen" hvilket betyder når du optræder og folk ikke griner - like, slet ikke griner. Det er sket for mig en enkelt gang og jeg kan godt forstå at man bruger udtrykket "At dø på scenen" for det er ikke en specielt behagelig oplevelse.
Udover på scenen er der generelt meget kritik i den branche. Jeg glemmer aldrig engang jeg fik en ordenlig overhaling af Lasse Rimmer på twitter, som udviklede sig til en kæmpe debat imellem flere komikere - det skal lige siges det er en 6-8 år siden. Jeg er aldrig blevet gal over den slags, jeg blev altid vildt ked af det. Jeg sad altid tilbage med en følelse af at jeg ikke var god nok og at det hele også bare kunne være ligemeget. Jeg blev enormt ramt, det kunne tage mig dage og uger at komme mig over en enkelt kommentar jeg havde læst om mig selv på FB der sagde: "Ja ja Camilla optræder kun for Anders Matthesen fordi han har ondt af hende, hun er jo ikke sjov" osv osv. Måske det kommer af at jeg igennem 10 års folkeskole har oplevet mobning, så ting rammer hurtigt og når de rammer - så rammer de hårdt.
Men hey! Ikke alle har samme form for humor - og ikke alle ønsker at træne deres heste på samme måde.
"Det du gør, er helt forkert"...
Om vi snakker som underviser, på jobbet, i fritiden eller generelt - så er det aldrig rart at hører når vi gør noget forkert. Om det er fordi vi får kritik af vores ridning, pasningen af vores hest, måden vi håndterer situationer på, vores evner osv osv... Så er det da aldrig sjovt at få smidt i hovedet at man er tabt bag en vogn. Jeg blev engang for cirka 4 år siden af vide af en elev at hun syntes jeg virkede arrogant, det blev ikke sagt negativt, men blot som i: "Ej, jeg har altid set dig som sådan en arrogant type" og jeg kan huske at det undrede mig VIRKELIGT meget - fordi jeg helt modsat altid har set mig selv som meget svag, men måske det er/var en måde at beskytte sig selv på, at man måske prøver at virke lidt arrogant. Jeg har med årene tænkt meget over denne kommentar og forsøgt ikke på nogen mulig måde at antyde jeg er arrogant, for det er bestemt ikke et karaktertræk jeg har lyst til at have.
Lige pt er jeg faktisk lidt nede i en: "Åh jeg gider ikke mere" fase. I mange år har jeg sagt at det eneste sted jeg ikke tvivlede på mig selv var når det kom til hestetræning, men det sidste års tid har det været anderledes, og jeg er begyndt at tvivle meget på mig selv, fordi at jeg nu underviser og træner så meget så jeg enkelte gange har oplevet "fejl" eller situationer hvor jeg tænker: "Åh nej, det var dælme ikke lige det jeg håbede..:". Men jeg tager det som en god ting.. Jeg underviser mere nu end jeg nogensinde har gjort, jeg har SÅ mange mennesker igennem systemet, og det sker vel nogengange at tingene "smutter". Heldigvis snakker vi måske 2-3 gange på et helt år, i forhold til mine 10-15 elever og træningsheste hver uge, men alligevel så kan det fylde utroligt meget i min bevisthed.
I mange år så jeg hvem jeg var igennem andre mennesker. Hvis andre mennesker syntes jeg var fantastisk, jamen så er jeg vel fantastisk?
Og hvis andre mennesker syntes jeg er verdens dårligste hestetræner, jamen så er jeg vel det?
Jeg kæmper stadig med at se mig selv, igennem mig selv og ikke gennem andre.
"Skal man så bare være ligeglad?"
Der sker også engang imellem det at folk bare syntes du er dårlig... At du er et dårligt menneske, er ond ved din hest, er en dårlig underviser eller hvad de nu mener.
Jeg læste engang et opslag af Heidi Nielsen (Dyrlæge) på Facebook, hvor hun citerede et familie medlem, jeg tror det var hendes morfar. Der havde sagt til hende: "Ligegyldigt hvor meget du hopper og springer, ligegyldigt hvor meget du siger undskyld og hvor godt ud prøver at gøre det, så vil der altid være 5 % du ikke kan stille tilfreds ligegyldigt hvad du gør".
Det har jeg husket at sige til mig selv når jeg møder de mennesker hvor at ligegyldigt hvad jeg gør, så kan jeg ikke ændre deres mening, også forsøger jeg ellers bare at give slip på det. Men man får hurtigt en idé om at hvis 10 mennesker har en mening om at man er verdens dårligste menneske, så mener hele Danmark det nok!
Jeg misundede engang arrogante mennesker, de folk som kigger på kritikkerne og siger: "Oh well, to hell with you..." også bare går videre i livet, men med årene er jeg blevet usikker på om det er det rigtige. Jeg kender en god håndfuld undervisere/trænere der netop bare er ligeglade med folks mening, altså FULDKOMMEN ligeglade. Det har jeg faktisk ikke lyst til at være, jeg har ikke lyst til at være ligeglad med folks meninger, fordi at jeg godt kan lide folk - jeg har endnu, bund ærligt, aldrig mødt et menneske hvor jeg har tænkt: "Jeg hader dig, og du kan bare hoppe ud fra en bro". Jeg elsker mennesker, jeg elsker at snakke med folk og arbejde med dem. Jeg vil altid helst forsøge at fikse ting, og jeg har med årene måtte accepterer at ting ikke altid kan fikses, men det kan være svært når man er følsom. Men jeg udvikler mig hver dag i at lade min følsomhed være en god ting og ikke en dårlig ting.
Jeg tror nogengange alle har lyst til at give op og sige: "Der findes sikkert nogen der er langt bedre til mit job end jeg, så måske jeg bare skulle give op"... Men som der står rundt omkring i træningscentrene: "Pain is temporary, quitting is forever".
"Åh no... Camilla! Hvis du tvivler så meget på dig selv, så burde du måske ikke lave det du gør?" og der må jeg så sige, at jeg NETOP tror det er derfor jeg bør lave det jeg gør. Fordi folk der har en lille tvivl altid prøver at forbedre sig, modsat folk der syntes de er verdensmestre bare hopper rundt og well... Er verdensmestre. Da jeg lavede Film og TV var det jo nærmest et karaktertræk du SKULLE have. Man skulle være max ydmyg, mega itvivl om sig selv og altid ude på at suge information og forbedre sig. Det kunne dræne en, men hold da op hvor man bare sugede viden til sig.
Jeg er meget selvsikker på hvad jeg laver sammen med hestene, altså jeg tror på at jeg kan hjælpe rigtigt mange, det kan jeg jo se jeg allerede har gjort - men jeg ved også, at tingene ikke altid går som man ville ønske de gjorde. Jeg har ikke en eneste kollega jeg ikke har hørt noget negativt om, ikke en eneste! Selv min dyrlæge som jeg stoler fuldt ud på og som jeg med glæde ligger livet af mine heste over til, kan jeg finde indlæg om på nettet der ikke er så positive. Det siger jo også noget om os mennesker og branchen vi er i.
"Men hvad gør man så?"
De her faser i mit liv har ændret mange ting for mig. Blandt andet det faktum at jeg er holdt op med at lytte til andre folks meninger om folk.. "Ej denne heste hesteræner er forfærdelig!! Gå aldrig til hende!" kan huske jeg fik sådan en besked om en kollega på min alder for noget tid siden, efter jeg havde deltage i et debat indlæg om noget helt andet. Jeg kan bare mærke hvordan jeg med det samme ryster på hovedet og tænker mit, ikke om træneren, men om personen der føler de skal advarer.
Jeg har virkeligt lært at en historie har to sider, og jeg vil altid gerne høre begge sider inden jeg tager stilling til noget som helst. Jeg er begyndt at opfordre folk til, hvis de syntes de har haft en dårlig oplevelse med mig i fortiden eller måske fornyligt at de skriver, at vi mødes - at vi snakker. Ikke fordi de skal elske mig, men jeg syntes det er rart at få på det rene hvad der foregår. Nu snakker jeg ikke kun som hestetræner, men også som mennesker generelt. Jeg hader at blive uvenner med en veninde og smække døren i, hvis vi ikke bare lige kan tale om: "Det her skete der, vi kan ikke blive enige, vi kan nok ikke snakke sammen så meget mere, men nu har vi fået sagt det vi ville, og jeg håber trods alt det går dig godt i fremtiden" - attituden.
Så for mig er "be the change you wanna see in the world" en god ting. Jeg gider ikke sladre om folk, jeg gider ikke kritiserer dem. Jo jeg kan godt snakke med en god veninde om at: "De ham der gjorde var da vidst ikke så smart". Men jeg gider ikke udstille folk på Facebook, Instagram, twitter hvor nu end det skal være.
I mit liv generelt; Jeg prøver hver eneste dag at leve efter at være ydmyg, lytte til det folk har at sige, altid gøre mit bedste, beklage/sige undskyld hvis jeg laver en fejl, prøve at rette op på fejlen så godt jeg kan, forklarer folk hvorfor jeg handler som jeg gør. Ikke smække med dørene, men altid forsøge at have dialog, og så håbe på at folk også forstå det er menneskeligt at fejle. De 5% de er tilbage, dem prøver jeg bare at smide ud af min bevidsthed og ikke bruge mere tid på.
Heldigvis er det langt fra hver dag, hver uge eller hver måned jeg møder det her. Men når jeg gør så sidder det fast, ting der er sket for 2-3 år siden hænger stadig fast i min bevidsthed. Jeg prøver altid at forbedre mig som hestetræner, som underviser og som menneske. Jeg håber da derfor også at årene kan gøre ting. F.eks havde jeg en skod oplevelse med en kiropraktor for nogen år siden, men jeg tror og håber da på at hun har forbedret sig på de år der er gået og jeg har ikke brug for at fortælle folk hvor mega skod jeg syntes hun var, især fordi jeg ved der også er mange der er glade for hende, ellers var hun vel stoppet sit arbejde fordi hun ikke kunne tjene penge på det.
Jeg håber ikke i syntes dette indlæg blev alt for rodet!
I dette indlæg taler jeg naturligvis primært om den hårde, ukonstruktive kritik man nogengange får i hovedet. Konstruktiv kritik er jo altid dejligt og noget man kan lære af :D
Hvordan har i det med kritik og hvordan håndterer i det i jeres dagligdag?
Vi ses på Søndag!
okt 2014
Følger: 44 Følgere: 526 Heste: 4 Emner: 148 Svar: 538
feb 2016
Følger: 25 Følgere: 4 Emner: 17 Svar: 72
Med andre kommentarer er det noget helt andet.. "Du kan ikke synge.." "Du er mærkelig.." Er begge noget jeg har taget til mig, fordi at jeg har fået dem så ufatteligt mange gange. Hvis nye folk jeg møder siger "Du er mærkelig" , fortæller jeg at det faktisk gør lidt ondt på mig, fordi at jeg får det at vide HVER GANG jeg møder nye folk. Det prøver så ofte at redde den "..Jeg mente det på en god måde"
"..det er bare sjovt!" Men ligemeget hvad, kan jeg ikke slette den bemærkning at jeg er mærkelig..
Det samme med sang. Da jeg var lille ville inderligt gerne være musiker, sange, mm. Min far var et kæmpe idol inde for faget, og jeg ville Self gerne være ligesom ham.
Jeg husker at nogle af drengene fra min klasse lavede et band. Min daværende bedsteveninde og jeg spurgte om vi ikke måtte være med. De gav os det klassiske svar "måskee.."
En dag fortalte min veninde mig, at hun var kommet med. Hun fortalte mig også, at hun ikke måtte sige det, men at jeg ikke var kommet med fordi at de syntes at jeg sang dårligt.
Denne episode var i 2009, og jeg har godt fået meget at vide siden dengang. Så jeg er helt holdt op med at synge.. Trist, i know.
Men når jeg får kritik på personlige ting, kan jeg ikke bare smide det væk.-især ikke når man får det at vide så mange gange.
Ofc er der mange ting jeg har smidt væk.. Men der ryger stadig et par enkelte ting ind, som gør Meeeega ondt!
mar 2011
Følger: 146 Følgere: 1642 Heste: 4 Emner: 1.745 Svar: 18.543
Min underviser (har ikke modtaget undervisning på længe) underviste rigtig godt, så begyndte fokusset at ligge på mig...jeg havde det svært..og det blev for meget "kritik" så jeg mistede lysten på banen fuldstændig.. Jeg føler nu efter ret lang tid at jeg har ret meget styr på det "kritikken" lå på, men at føle sig mislykket under undervisningen til trods for øvelse på øvelse på øvelse og ikke føle jeg duede.. Så mistet jeg lysten..
Jeg ved du nu siger Camilla at det er lige meget hvad andre siger. Men det er stadigvæk vigtigt at få anerkendelse..
Du er en af de få jeg ville sende mine heste til. Det burde du tage som stor ros da jeg er meget "hys" omkring de
Knus TT q
jan 2007
Følger: 68 Følgere: 62 Heste: 2 Emner: 450 Svar: 3.847
Hvordan jet selv håndterer kritik. Hmm. Jeg synes det kommer an på hvem det kommer fra, og hvordan det kommer ud. Som regel håndterer jeg det fint. Men fx hvis folk stiller spørgsmålstegn ved, at jeg pt ikke tør ride min hest, kan jeg godt blive lidt ramt. Specielt hvis det er med en "Den gør jo ikke noget-sukker-dybt" attitude. Nej det gør hun ikke. Men det ændrer ikke det faktum at jeg er ved at skide en snemand når jeg skal op, og ryster stadig 15 minutter efter jeg er kommet ned. Men det hjælper ikke på sagen, at folk står og dømmer mig, samtidig må jeg indrømme
Så dèr tager jeg kritikken for tungt i hvert fald.
sep 2007
Følger: 69 Følgere: 270 Heste: 3 Emner: 1.740 Svar: 37.031
Kritik praler ret let af på mig - når det kommer til hestetræning er jeg ret hårdhudet og har set tingene fra flere vinkler, så derfor kan jeg slet ikke følge med når folk i en facebook tråd " tæver " løs på hinanden i flere timer og ikke evner bare at forsøge en lille smule og forstå hvad modparten siger, selvom man ikke nødvendigvis er enig.
Jeg er ret sikker på hvad jeg laver og hvad jeg gør - nok derfor kritik praler af. Konstruktiv kritik man har bedt om, kan sagtens tages imod. Men " Du skal sidde mere stille og du skal gøre sådan og sådan " praler fuldstændig af, fordi jeg godt ved det og arbejder på det.
Får jeg kritik på hvordan jeg holder hest praler det stadigvæk af, da jeg er sikker på at jeg gør det, jeg lige nu er overbevist om er bedst - det gør alle vel :o).
Skal man ramme mig med kritik, skal det være personlig - så skal man personligt være en idiot overfor mig, uden det har noget med heste og gøre.
feb 2008
Følger: 95 Følgere: 118 Heste: 4 Emner: 232 Svar: 5.255
maj 2016
Følger: 49 Følgere: 5 Heste: 3 Emner: 6 Svar: 34
Dette påvirkede mig en del.
Jeg er også rimelig usikker med hestene, altså jeg tror self på mig selv. Men jeg bryder mig ikke om at blive til grin, eller gøre noget forkert.
Hvis der er nogen der siger at jeg er dum, grim eller andet negativt. Så er jeg det jo nok fordi det er rigtigt...
Med tiden har jeg lært at lade være med at lade det påvirke mig, men det er dog stadig ikke alle gange jeg kan gå hjem uden at spekulere over hvad der blev sagt.
sep 2009
Følger: 56 Følgere: 63 Heste: 1 Emner: 621 Svar: 11.295
Personligt er jeg virkelig slem til kritik. Jeg kan gå helt ned i et sort hul fordi jeg ofte opfatter det som at folk er sure på mig, og det kan jeg ikke håndtere. Desværre, jeg prøver at blive bedre men det har også noget med selvværd generelt at gøre, tror jeg.
Det er sjovt nok nemmere over nettet for jo mindre folk betyder for mig, des mindre betyder deres ord også. Har fået en enkelt gang høvl herinde som jeg stadig i dag får helt ondt af at tænke på. Åbenbart var der en granvoksen kvinde der syntes at hun skulle fortælle mig at jeg var respektløs og forøvrigt sørgede på en forkert måde -> jeg var forkert og forøvrigt en uempatisk idiot (var i hvert fald hvad jeg opfattede). Hold kæft jeg blev rasende og den sidder stadig i mig i dag, for hvis man rent faktisk møder mig er jeg nok præcis det omvendte. Jeg er så pisse empatisk at jeg var decideret ulykkelig i dage over at en af mine venner var gået fra sin kæreste fordi han var ked af det.
maj 2010
Følger: 52 Følgere: 44 Heste: 6 Emner: 46 Svar: 203
Bliver jeg nogensinde god nok?