At holde motivationen oppe

Vi, ryttere, kan alle blive enige om - at nogle gange fungerer træningen - og dage gør den slet-slet ikke. Jeg er sikker på, at vi i det store og hele får flest gode ture end dårlige ture - for hvis det ikke var tilfældet, ville vi nok ikke blive ved og ved.

Dette blogindlæg håber jeg kan sætte nogle tanker i gang mht. jeres motivation. Jeg ved mange kan miste hele eller dele af motivationen. Det kommer som regel i perioder og det er HELT normalt at have det sådan.

Der er dage hvor man har lyst til at sætte sig ned og TUDE over at tingene ikke fungerer, at hesten ikke gjorde hvad man gerne ville have den til, at hesten virkede sur den pågældende dag, at øvelserne bare IKKE fungerede. Det kommer som regel i ryk, de dårlige perioder - men hvordan kommer vi som ryttere udover den der følelse af, at vores træning er gået i stå, at vi som rytter ikke er "god nok" eller tilstrækkelig? At vi gerne vil gøre det bedste for vores heste, men måske vi i forvejen allerede gør det?

Jeg kommer nu til at berøre nogle flader som helt sikkert ikke er nemt at snakke om, fordi det kan være svært at åbne op om de dårlige dage og de dårlige træningspas, men måske vi nogle gange - rytter til rytter i mellem - skal åbne mere op omkring emnet. Vi har en illusion vi skal opretteholde (tror vi) fordi vi er jo dygtige ryttere alle sammen og at vise svaghed er jo aldrig godt - eller er det okay? Og ja, det er helt okay.

Vi har helt sikkert oplevet en dressurdag hvor alt bare FUNGERER til den store guldmedalje. Ja vi er ligefrem total klar til at indtage OL. Hesten lytter perfekt på små signaler, vi sidder som super stars selv og hesten bevæger sig smidigt, let, lækkert og lytter på det mindste VINK før vi overhovedet nærmest når at tænke øvelsen. Det er mega fedt det hele kører og vi stiger af hesten med en fantastisk fornemmelse i maven bagefter, klapper hesten og roser den højtlydt. Vi er ikke bange for at sige til de andre ryttere i stalden "hold kæft, hesten gik fantastisk i dag, det spillede bare". Hesten får måske et par ekstra gulerødder eller andet lækkert og vi er høje af ruset fra den fede dressurtræning. Vi kører hjem med et sug i maven af at ville have mere. Vi har en forventning om, at i morgen er det præcist det samme og der kan man øve videre og endnu bedre på det, der gik skide godt i dag.

Men det er pludselig ikke tilfældet. Næste dag eller nogle dage efter - er hesten dvask, den lytter ikke, man sidder som en sæk kartofler, hesten går nærmest den modsatte vej af hvad man vil. Kontra'en fungerer ikke, hesten mister balancen, changementerne er urene, hesten stiver sig i højre tøjle og vil ikke runde og bøje sig korrekt. Hesten går på to spor og vi bliver ved med at falde ind i volten selv. Vi stiger nu af hesten med en rigtig dårlig energi. Hesten var "dum" og rytteren var en idiot og vi ved det godt. Vi ved jo godt det ikke er hestens skyld, men som regel er vores egen. Vi kommer måske til at hidse os lidt op, vi kommer til at spænde i kroppen uden vi tænker over det når det går "den forkerte vej" i træningen. Vi sadler hesten af i stilhed og når andre spørg hvordan træningen gik siger vi "okay, eller nogenlunde eller elendigt". Sådan dage kan vi alle have er som regel svaret. Men hvad nu hvis de der dårlige træningsdage nu begynder at blive rutine? Man kommer til at ligge og se fejlene, i stedet for at se de små positive ting.

Hvad gør man når ens motivation for dressuren forsvinder fordi det "går den forkerte vej"?

Vi har alle dårlige dage, både hestene og rytterne - og det er helt okay. Man hører desværre tit om at rytterne er gået i stå eller mangler motivation for at komme videre, komme ind i den gode "rille" igen, men hvordan?

Det er nemmere sagt end gjort, men man skal først acceptere at det er okay at fejle. Hvis man kan fornemme man en dag kan mærke "det fungerer ikke rigtigt". Det kan både være hesten eller rytteren der ikke "er med på legen den dag". Man kan gøre to ting: Ride en tur i skoven eller skridte og sætte hesten ind igen hvilket jeg ikke anbefaler medmindre det går helt skævt. Man kan i stedet lave de nemme ting, det man VED hesten er god til, det man ved er nemt. Lad vær med at kræve så meget af hesten. Det kan være man blot rider hesten frem og ned 20 minutter og så stopper der. Så har man haft en god træningsdag selvom de øvelser man havde regnet med at øve den dag ikke blev til noget. Det kan være man nøjes med kun at lave travers til den ene side, for det ved man hesten er mega dygtig til. Det kan være man kun laver lidt skridtarbejde fordi man ved at hesten er anspændt når den traver pt.

Altså - læg vægt på de positive ting i stedet for de negative. Man vil derfor fornemme ens negative energi forsvinder når man alligevel ender ud med en positiv træning som "ender godt". Selvtilliden stiger igen og hesten fornemmer presset forsvinder og vil af sig selv, gå bedre. Rytteren kan sige - når du stiger af hesten - "sikke en fin og rolig træning i dag. Vi fik ikke øvet de svære ting og hvad jeg havde sat mig i hovedet i dag, men det var fornuftigt og vi kom videre derfra".

Nå, men hvad så hvis man allerede er gået i gang med dressuren. Hesten går faktisk ganske fornuftigt, tingene spiller - indtil de pludselig ikke gør mere. Det har vi helt sikkert også oplevet. Jeg ved det kan være mega svært at sige til sig selv når man LIGE er i gang med en øvelse og den pludselig ikke fungerer - at stoppe og sige "nok for i dag". Jeg gør det også selv. Jeg bliver stædig og vil have hesten alligevel udfører øvelserne og så stopper jeg FØRST når hesten gør hvad jeg beder den om. Men det er ikke den rette tilgang og jeg tager mig selv i at gøre det alligevel indimellem, men prøver at stoppe op og tænke lidt over det.

Hvorfor ride videre på den negative energi og hvorfor insistere på at hesten laver en øvelse den ikke har lysten til den pågældende dag? Det er der faktisk ingen logisk grund til udover vi ender med at blive spændte som rytter og hesten bliver spændt op sammen med os og så går det endnu mere galt end først antaget. I stedet siger vi "det er okay, den her øvelse fungerer slet ikke i dag (fx kontragalop som jeg selv lå og rodede rundt med her den anden dag). Vi laver i stedet noget andet end at kæmpe videre med hesten. Jeg lavede så den fejl at jeg kæmpede videre med hesten for nu skulle den altså lytte til den kontragalop (uden at changere og hidse sig op). Det resulterede i at hesten i stedet vælger at bukke og blive endnu mere hysterisk. Til sidst slutter jeg alligevel træningen (uden succes) og er i stedet blive irriteret og spændt.

Næste dag vælger jeg at være afslappet og ligge gårdsdagens træning bag mig. Det resultere i en hest som går rigtig fint og kan lave kontra galop helt uden problemer, helt afslappet og lyttende. Hm - ups. Rytterens skyld. Så hvorfor gør vi det egentlig? Fordi vi gerne vil opnå succes af at det fungerer, men vi må også indse - at nogle gange gør det bare ikke og det er helt okay.

Det vigtigste er vi ryttere lærer af de problemer vi bliver kastet ud i når vi træner dressur, men også at vi selvfølgelig holder hestens motivation oppe ved også at lave andre ting.  Den værste fjende er dog vores egen ambitioner. Er man inde i en "dårlig periode" så slap af, træk vejret, lav nogle lette øvelser et par dage og kom stærkt tilbage med fornyet energi.