Metal i munden (artikel)

3.535 visninger | Oprettet: 9. aug 2011

En strid om bid.
Indsendt artikel fra: Malene Christiansen Ridemagasinet Equipage, nr. 2, april 2004
Bør man overhovedet putte bid i hestens mund? Og er det egentlig et godt tegn, når hesten gumler på bidet og skummer? Den amerikanske forsker Robert Cook bringer revolutionerende nyt til hestefolket: Biddet er grusomt for hesten.
Der er noget forunderligt dejligt over en hestemule. Silkeblød udenpå og kærligt puffende. Men den bløde pels og den fine, kun to millimeter tynde hud skjuler et gådefuldt univers. Inde i mørket finder man hestens spytkirtler, der producerer op til 40 liter spyt dagligt. Spyttet består blandt andet af protein, som bliver til hvidt skum, når mundvandet løber. Hestemunden gemmer desuden på en tunge, der vejer mellem et og to kilo, og som er næsten lige så lang som kraniet. Tungen er et tæt fletværk af nerver – det tætteste næstefter hjernen – og den er lige så blød og følsom som menneskers læber. Tungen er desuden forbundet med underkæben med et ganske tyndtungebånd, der meget let kan rives over. Faktisk ved man ikke særlig meget om, hvad der sker i hestens mund, og hvorvidt og hvordan et bid griber ind i hestens naturlige reflekser. Den gængse opfattelse er, at det er rytterens hånd og ikke selve biddet, der udgør det største problem for hesten. Hvad der rører sig derinde i den skjulte mundhule, er derfor et spørgsmål, der har meget mere end teoretisk værdi. Moderne ridning foregår jo i langt de fleste tilfælde ved, at hesten får bid i munden.
Chokerende forskning.
Robert Cook fra Tufts University i Massachusetts har brugt en menneskealder på netop at forske i hestens mundhule og er internationalt anerkendt på området. Det, der særligt interesserer ham, er de vekselvirkninger, der finder sted mellem hestens mund og biddet – faktisk allerede før rytteren tager i tøjlen. I et af Cooks seneste studier har han undersøgt 100 heste og ryttere fra alle discipliner (fra handicapridning over dressurheste til galopheste). Hestene i Cooks forsøg løb blandt andet på løbebånd med og uden bid, mens et endoskop afslørede, hvad der skete inde i de forskellige muler. Cook undersøgte også strubehoveder på hestene, målte deres mundhuler og undersøgte nøje sammenhængen mellem biddet, hovedets stilling, strubehovedet og luftrøret. Resultaterne af Cooks forskning har været et chok for den etablerede rideverden, og de sendte Cook ud på et ubetinget korst og imod enhver form for bid. Han er desuden gået skridtet videre og har udviklet en bidløs trense som alternativ optømning med bid. – Ryttere får altid at vide, at de skal finde nøglen til hestens mund, siger Cook. – Men den bedste nøgle er ingen nøgle overhovedet. Det vil altså sige, nul bid. Cook afviser hermed de hidtil urokkelige krav til god ridning: Hesten skal tygge på biddet, have skum om mulen og give efter med underkæben. Ifølge Cook kommer disse krav kun rytteren til gode, som jo så er fri for at kæmpe med en stiv hestenakke og lettere kan dirigere dyret rundt. Når en hest arbejder, skal den have en relativt tør mule, mener Cook. – En hest er sådan indrettet, at enten æder den, eller også løber den. At gøre begge ting på en og samme tid fungerer af anatomiske grunde ikke optimalt for hesten, forklarer han. – Savleriet er et problem for hesten, når den under arbejdet skal trække vejret dybere. Ethvert forsøg på at sluge spyttet udgør for hesten en risiko for, at den pludselig ikke kan få luft; en grund til, at dressurheste ofte ser så anstrengte ud. Flotte og fyrige ser de ud med den våde pels, den skummende mule og opspilede næsebor, men i virkeligheden er de voldsomt belastet ved blot at skulle holde styr på vejrtrækningen.
Bid er grusomme
Det er reflekser, der afgør, om hesten trækker vejret eller sluger spyt. Så længe munden er lukket, trækker den vejret. Men hvis den åbner munden, strømmer der luft ind, og det udløser reaktionskæden ”æd og synk,” fordi der samtidig ligger et bid på tungen. Der sker så det, at det ca. 13 cm. Lange ganesejl hæver sig, og på den måde åbnes passagen til spiserøret. Samtidig bliver luftrøret blokeret af strubelåget, så vejen til spiserøret er helt fri.Når hesten får bid i munden, sender kroppen signalet æd, siger Robert Cook. Og når tungen, kæben og læberne så bevæger sig, vil spyttet flyde helt uundgåeligt på grund af naturlige reflekser, der regulerer hestens fordøjelse. Disse reflekser styres af det såkaldte parasympatiske nervesystem. Ifølge Cook er skum om hestemulen et umiskendeligt tegn på, at denne fordøjelsesmæssige del af hestens nervesystem er aktiveret. Når det sker, drosler organismen ned på hjerteslag og åndedræt, musklerne slapper af og hjernen holder hvilepause, på samme måde som når vi mennesker kan have trang til en lur, når vi har spist. Men arbejdet under rytter er ikke afslapning. Hesten skal jo venligst bevæge sig og ikke dorsk hengive sig til at fordøje. Den skal løbe, springe, traversere. Men det kan den kun, hvis kamp- og flugtreflekser sender de nødvendige impulser til hjerte og lunger, muskler og hjerne. Disse bliver imidlertid reguleret af det sympatiske nervesystem, som er modspiller til det parasympatiske. En hest i hurtig bevægelse er tør om munden. Tungen ligger roligt bag fortænderne, underkæben bevæger sig ikke, synkerefleksen er koblet fra, ganesejlet ligger fladt ned i mundhulen, fortæller Cook. Hvis hesten derimod har trense eller kandar på, bliver den fugtig om munden på grund af de fordøjelsesreflekser, det sætter i gang. Hesten vil synke, ganesejlet hæver sig, hesten leger med tungen, bevæger sin underkæbe. På grund af biddet er hesten under ridning i en neurologisk vildrede, konstaterer Cook. Idet hesten forsøger at adlyde både rytteren og sit nervesystem, får den problemer. – Bid er uanvendelige, uhensigtsmæssige og grusomme, konkluderer Cook og genopliver dermed en diskussion om, hvorvidt man skal ride med eller uden bid. Det nye i denne debat er, at Cooks forskningsresultater, der går mod den udbredte opfattelse, at et bid ikke er hårdere end den hånd, der betjener det. Den sang synger størstedelen af alle ryttere på tværs af discipliner og niveauer, og udover hos Cook og enkelte amerikanske forskere har der stort set hersket enighed om, at et bid i en hestemund ikke i sig selv er et problem.
Alvorlige følger
Enhver bevægelse af tungen og underkæben gør, at ganesejlet løfter sig, og det forstyrrer åndedrættet. Når hesten har et bid i munden, bliver tungen automatisk aktiv, også selv om rytteren ikke kan mærke det. Hvis ganesejlet løfter sig under hurtig bevægelse, så klapper det helt op, og det har den følge, at der kan blæses alt for meget luft ned i lungerne af gangen. Hesten er ganske enkelt ved at blive kvalt af sit eget ganesejl og kan ikke få vejret. Der er i øvrigt grunden til, at trav- og galoptrænere binder hestens tunge fast i undermunden. De ønsker selvfølgelig at forhindre enhver bevægelse af tungen og dermed ganesejlet. En anden grund til, at man på væddeløbsbanen binder hestens tunge fast, er, at hesten bliver umulig at styre, hvis den ligger tungen over biddet. – Selvfølgelig lytter hesten så ikke længere opmærksomt til sin rytter, siger Cook. – Men denne situation opstår kun, fordi hesten kæmper med sine reflekser, eller fordi den vil lindre de smerter, der opstår i tungen, når der tages i tøjlen. Især i galop er det et problem med de forstyrrende fordøjelsesreflekser, fordi hestens åndedræt her hænger tæt sammen med bevægelsen. For hvert galopspring tager hesten en åndedrag: Den trækker vejret ind, når bagbenene er i jorden og forbenene i luften; og den ånder ud, nær vægten er på forbenene og bagbenene svæver i luften. Og når åndedrættets rytme bliver forstyrret, bliver galoppen det også. Følgerne kan blive problemer, man hidtil har forbundet med rytterens formåen, nemlig taktfejl, usmidighed og tendens til at snuble.
Hård i munden
Robert Cook er også imod bid af andre årsager. Problemer som at hesten skærer tænder, hele tiden leger med biddet, går imod biddet, er hård i munden, slår med hovedet samt en række andre ”almindelige” hesteunoder, kan ifølge den engelskfødte forsker alle føres tilbage til det ubekvemme bid. Disse alvorlige problemer bliver ofte opfattet, enten som om det pågældende dyr er specielt ømskindet, eller som om rytteren bruger tøjlehjælpen forkert. Man tænker ikke på, at metoden i sin grundvold er forkert; det, at man overhovedet vil indvirke på hesten med bid, siger Cook. De fleste teorier omkring bid og rytterens påvirkning gennem biddet stammer fra ryttere og ikke fra dyrlæger eller forskere i anatomi. Når der diskuteres bid, fokuseres der ofte på de forskellige former for bid, hestens uddannelsesniveau, og hvordan rytteren undgår hårde hænder. Men hvorvidt og hvordan et bid griber ind i hestens naturlige reflekser, er ikke et emne, som har været bragt - ind i debatten. Det skyldes måske, at selv meget erfarne ryttere har svært ved at vurdere de anatomiske fakta. Dertil kommer, at heste er loyale og samarbejdsvillige til det sidste. De arbejder flittigt derudaf med biddet i munden, uanset om de er på dressurbanen eller til distanceridning. Denne godmodighed fører til, at heste hurtigere end i naturen bliver ofre for sygdomme. Cook og flere andre videnskabsfolk har fundet en række lidelser og reaktioner, som hidtil ikke er blevet sat i forbindelse med brugen af bid: nakkehvirvler, der besværer åndedrættet; uhensigtsmæssige bevægelser af tunge, ganesejl og strubehoved; tidlig mathed; luftvejslidelser. Desuden risikerer væddeløbsheste at få blødninger i lungerne, ligesom den frygtede lidelse headshaking også kan forsages af brugen af bid.
Mindre hestemunde
En form tilføjer ikke i sig selv hesten nogle smerter, siger Christian Augsten, direktøren for sprenger, en af verdens største producenter af bid. Han er ganske uenig med Robert Cook og de amerikanske forskere. Tværtimod så er et bid for hesten det, der svarer til et stykke tyggegummi for os. Ved at undersøge kranier fra døde heste har de amerikanske forskere fundet ud af, at der i en lukket hestemule hverken er luft eller plads til bid. Der er intet hulrum; tungen ligger tæt op ad ganen. Samme resultat er man nået frem til hos Sprenger, hvis forskningsgruppe har undersøgt, hvad der foregår i en hestens mule, både med og uden bid. Gruppen har fundet ud af, at der er meget mindre plads i hestens mund end hidtil antaget, og at biddet ikke indvirker på mundens lader, men derimod på tungen. Bidproducentens forskningsgruppe har også fundet ud af, at tykke bid ikke altid er lykken. Vi har vidst et stykke tid, at mulen hos varmblodsheste bliver mindre og mindre, fordi hovedet bliver mere ædelt, fortæller Sprengers direktør. Her har Sprenger taget konsekvensen og produceret nogle tyndere bid. Hvor Sprengers tidligere gennemsnitsbid var 23 mm. tykt, er det i dag 18 mm. – For tykke bider giver problemer for heste med en lille mule, siger direktøren.
Ikke godt nok
Sprengers tiltag er fint, men ikke konsekvent nok, siger Robert Cook, der kræver muler uden metal overhovedet, fordi ethvert bid efter hans mening skader hesten. Til det indvender Sprenger direktøren: - Det kan godt være, at det gælder for væddeløbsheste, men i dressur er hestens accept af biddet jo afgørende. Den gængse holdning er altså fortsat, at dressurridning er så godt som umuligt at gennemfører uden bid, og det er da heller ikke tilladt at starte dressurklasser uden bid. Springheste må godt startes på f.eks. hackamore (bevirker pres på næseryggen, og bruges på heste med følsom mund. Hackamore kræver en meget øvet rytter for ikke at skade hestens næseryg). Militaryheste må også gerne startes på denne bidløse variant, men ikke i disciplinen dressur. Private ryttere, der ikke stiller op til stævner, har imidlertid deres fulde ret til at ride uden bid, men det vil givetvis stille andre krav til uddannelse af både hest og rytter. Sikkert så store krav, at Cooks forskning nok fortsat vil blive ignoreret en rum tid endnu. At drage konsekvensen af hans opdagelser vil kræve en større revolution af ridesporten. Indtil det sker, skummer hesten godmodigt videre.
Om Robert Cook
Professor Robert Cook kom til verden i 1930, i England. - 30 år senere fik jeg foræret en hests mageløse strubehoved. Det bevirkede, at jeg viede hele mit liv til studiet af hestens mund og svælg, fortæller han. Cook blev uddannet til dyrlæge ved det britiske Royal Veterinary College, og arbejdede først som dyrlæge, siden som kirurg. Han har været ærespræsident ved British Equine Veterinary Association og har desuden arbejdet for den britiske Equine Research Station under Animal Health Trust. I 1994 blev han ansat som professor i veterinær kirurgi på det amerikanske Tufts University i Massachusetts. Cook gælder verden over som hestehovedets fagmand.